Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Banjo/guitar-duel

Hej Tor
Jeg er på jagt efter et instrumentalnummer der er bygget op som en duel mellem en guitar og en banjo. Det er et nummer jeg gennem tiderne har hørt flere gange og det forekommer mig at nummeret også har medvirket i en film med nogle mænd der var taget på tur i den amerikanske ødemark. Det er et countrynummer i hilbilly-stil. Kan du hjælpe med titlen og også gerne hvem der har indspillet den og muligheden for at købe den i dag.
Mvh Per Jensen

Hej Per
Nummeret, der er kendt som Dueling Banjos, blev populært via filmen Deliverance fra 1972, og du kan se filmklippet her. Dueling Banjos er bygget over kompositionen Feudin’ Banjos fra midten af 1950’erne og findes på flere forskellige CD’er. Blandt andre soundtracket til Deliverance og opsamlinger som Bluegrass Breakdown og 100 Greatest Film Themes (søg fx på “Dueling Banjos” under Tracks på www.cdskiven.dk).
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fra Hobro til København…

Hej!
Jeg søger teksten på en sang fra vist nok 60’erne, mener det er en revysang. Jeg kan noget af teksten som lyder: ”Jeg kommer over fra Hobro, er dæleme en der spar to, nu vil jeg ind til København, og skabe mig et kunstner navn” – og så begynder det at knibe, den blev sunget med dialekt. Håber du kan hjælpe mig, eller fortælle hvor jeg kan finde den.
Med venlig hilsen
Jenny

Hej Jenny
Det knager og brager, og jeg synes endda, jeg kan høre den for mit indre øre. Men det generer mig, at jeg – som endda har gået i skole i Hobro – ikke med sikkerhed kan udpege kunstner og titel. Det er jeg til gengæld overbevist om, at flere læsere vil kunne, så assistance bydes velkommen her på siden eller på tor@musikbrevkassen.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hanne Boels blandede bolsjer

En af Danmarks store soulstemmer udgiver i denne uge en plade, der hverken er fugl eller fisk – og alligevel lidt af begge dele. Albummet A New Kinda Soul indeholder nemlig fire nye sange, fire genindspilninger af gamle Boel-numre samt fire coverversioner. Hun slutter også på fornem vis en cirkel ved at inddrage Thomas Helmig på den nye plade. Han skrev og sang med på Boels gennembrudshit Talk It Out, der i den nye version dog er blevet en duet med Eagle Eye Cherry.

Nu har de to danske popveteraner lavet samme finte endnu engang med en duetindspilning af Helmig-kompositionern Heat Is On. Albumtitlen A New Kinda Soul er i øvrigt en direkte reference til den succesfulde plade Kinda Soul fra 1992, som blandt andet indeholdt Don’t Know Much About Love.

Kategorier
Musiknyheder

Laid Backs gode vibrationer

Længe før Danmark fik musikalsk eksportsucces med grupper som Michael Learns to Rock, Me & My og Aqua, indtog Laid Back flere kontinenter. John Guldberg og Tim Stahl fandt sammen i det legendariske Werner Studiet i København i 1979, da de en dag skulle fungere som studiemusikere til en pladeoptagelse. Sangeren, de skulle spille for, dukkede dog ikke op, så studieejeren foreslog, at John og Tim i stedet lavede noget musik sammen. Studiet var jo alligevel allerede booket og betalt, så her blev grundstenen lagt til en karriere med hits som Sunshine Reggae, Bakerman, White Horse og Maybe I’m Crazy.

I denne uge er de mange kendte numre blevet samlet dobbeltopsamlingen Good Vibes The Very Best Of Laid Back, der indeholder en CD med de største hits og en CD med remix.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Brian Mørk Show-musik

Hej Tor
Jeg er helt vild med den sang der er med i “Brian Mørk show – med løg på”. Det er den sang der er i starten og til slut. Jeg tænkte du måske kunne hjælpe mig med hvem der synger den og hvad den hedder. På forhånd tak.
Hilsen Sofie

Hej Sofie
Det er gruppen Bitter:Sweet, som tv-holdet har snuppet musikken fra. Nummeret i Brian Mørk Show på TV2 Zulu hedder Dirty Laundry og findes på Bitter:Sweets debutalbum The Mating Game. Du kan høre den – og se den i øvrigt meget kreative video – her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ganløse Vanløse

Hej!
Kan I hjælpe mig. Vi er kommet til at snakke om hvad den sang med Keld og Hilda Heick, hvor de synger en masse by navne, hedder.
Venlig Hilsen Lone

Hej Lone
Sangen, hvor der nævnes overvældende mange danske bynavne, hedder Ganløse Vanløse, men den originale version er dog ikke med Keld & Hilda, men derimod med Keld & The Donkeys. Sangen findes på bl.a. på CD’en Ved landsbyens gadekær (kan bestilles her), men du kan også købe denne ene sang alene på for eksempel tdcmusik.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hjertemassage-disco med Bee Gees

Den gamle sang Last Night a DJ Saved My Life er ikke længere alene om at kunne redde liv gennem discomusik. Ifølge politiken.dk har en amerikansk læge fundet ud af, at Bee Gees-klassikeren med den passende titel Stayin’ Alive har netop den taktfaste rytme, man skal bruge, når man giver hjertemassage, nemlig 100 tryk i minuttet. Og dr. David Matlock har også erfaret, at når hans elever først ved dette, husker de også bedre tempoet, når de skal give hjertemassage.

Bee Gees skrev Stayin’ Alive som bestillingsarbejde for en filmmand, der ville lave en film om discodillen, men derudover endnu ikke havde hverken manuskript eller detaljer klar. Ifølge Superseventies svarede Robin fra Bee Gees: ”Du har ikke noget manuskript, og vi har ingen sange, så vi står lige”. Så lagde han røret på og gik i gang med det, der skulle blive verdens mest populære filmsoundtrack Saturday Night Fever.

Kategorier
Musiknyheder

Ny strøm på AC/DC

Et af verdens største og mest sejlivede rockbands bryder nu tavsheden og udsender deres første nye album i otte år. AC/DC holder fast i den velkendte lyd og attitude, der siden 1970’erne har placeret dem i den hårde rocks superliga. AC/DC-navnet er den engelske forkortelse for henholdsvis vekselstrøm og jævnstrøm, og gruppen tog dette navn efter at have set de fire bogstaver på en symaskine. Dengang var de dog ikke opmærksomme på, at AC/DC også var et slangudtryk for biseksualitet, hvilket medførte en del forviklinger og forklaringsproblemer i bandets ungdom. Albummet Black Ice, der indeholder singlen Rock’n’Roll Train, udkommer på mandags.