Kategorier
Musiknyheder

Suzanne Vega synger i Skagen

I de kommende dage valfarter musikturister til Skagen for at deltage i den årlige festival. Blandt de internationale kunstnere er Suzanne Vega, der gennem årene har vekslet mellem pop og folk med hits som Tom’s Diner og Luka. Tom’s Diner er et a cappella-nummer, som herhjemme fik ny opmærksomhed, da Sidsel sang den i X Factor tidligere på året.

Men Tom’s Diner var faktisk også involveret i skabelsen af filformatet mp3, som er meget udbredt, når man lytter til digital musik. Ifølge Vegas hjemmeside har matematikeren Karlheinz Brandenburg fortalt, at da han arbejdede på den algoritme, der bestemmer, hvordan mp3-lyd komprimeres, hørte han Tom’s Diner spille et andet sted i bygningen. Han så det som en udfordring at bruge sangen som prøveklud for det nye lydformat uden at komprimere den varme følelse ud af Suzanne Vegas smukke vokal. Hendes stemme kan høres live i Skagen fredag aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *