Spørgsmål: Tanja fra Mors

Hej!
Min datter Rikke er grædefærdig. Dette skyldes, at jeg ifm. min mors død er kommet til at smide nogle gamle kassettebånd ud, hvor et af båndene har haft meget STOR betydning for Rikke. Båndet er indspillet af en pige som hedder Tanja. På båndet sang hun bl.a. Amazing grace. Rikke mener at kunne huske at der endvidere var en sang om “en mormor”. Rikke og hendes mormor hørte båndet sammen i årene omkring år 1995, måske lidt senere. Kan dette bånd findes et eller andet sted?? Jeg håber du kan hjælpe!
Mvh. Jonna

Hej Jonna
Pigen optrådte under navnet Tanja fra Mors, og på hendes anden udgivelse, Tanja fra Mors vol. 2, findes både Amazing Grace og en version af Mormors sang, som ellers er kendt med Inger-Lise Gaarde og barnebarnet Anne. Det er forsøget værd at spørge efter denne udgivelse i en pladeforretning, men det er formentlig ikke en let opgave at skaffe den hjem nu om stunder.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Spørgsmål: Jim, Johnny og Jonas

Hej Tor!!
Jeg har et spørgsmål om sange fra 40-50erne. Jeg har hørt nogle sange i radioen (DAB P5) som jeg husker fra mine forældres 78’er plader, det drejer sig bl.a. om Guldkorset og Jim Johnny og Jonas og flere af samme slags. Ved du om disse sange kan fås på en cd?
Venlig hilsen Lene Nøhr

Hej Lene
Der er flere muligheder for at finde musik fra midten af det 20. århundrede, men når du nævner netop Jim, Johnny og Jonas, kan jeg pege på for eksempel den tredobbelte CD Der var engang, som udkom for et par år siden. Den indeholder gamle sange med bl.a. Ib Mossin, Mogens Wedel og Peter Malberg.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Nyt album fra Kashmir

Om få dage udkommer et nyt album med et af dansk rocks sikreste kort siden midten af 1990’erne i form af Kashmirs sjette plade Trespassers. Kashmir, der brød igennem samtidig med Dizzy Mizz Lizzy, Psyched Up Janis og andre unge bands, tog for mange år siden tog navn efter et gammelt Led Zeppelin-nummer.

Robert Plant fra Led Zeppelin skrev Kashmir, mens han var på langfart – dog fjernt fra den pakistanske Kashmir-provins. Plant kørte nemlig gennem den afrikanske Sahara-ørken, og oprindeligt bar sangen titlen Driving to Kashmir. Nummeret har siden da måttet lægge ryg til mangen en luftguitaristkoncert, men den inspirerede også tre unge danskere, som opkaldte deres nu velrenommerede band efter rockklassikeren Kashmir.

Ny We Are the World – for Haiti

Efter det omfattende jordskælv i Haiti dukker musikalske initiativer op i form af blandt andet velgørende koncerter og støttesange som den danske Skrøbeligt fundament. Det store forbillede er julesangen Do They Know It’s Christmas, som engelske musikere indspillede for at skabe opmærksomhed omkring hungersnød i Afrika. Nummeret satte også tanker i gang hos sangeren Harry Belafonte, som med hjælp fra kolleger tog initiativ til det, der endte som den amerikanske We Are the World i 1985.

For nogle år siden blev Do They Know It’s Christmas genindspillet af nutidens stjerner, og nu sker det samme for We Are the World. I weekenden mødes den amerikanske musikindustri til uddelingen af Grammy-priserne, som også dannede ramme om den oprindelige indspilning af We Are the World. Rapporterne går på, at Lionel Richie og Quincy Jones vil markere sangens 25-års-jubilæum ved at skabe en ny version af We Are the World med nye stemmer. Indtægterne vil gå til katastrofehjælp og humanitært arbejde i Haiti.

Spørgsmål: De fortabte sønner-dokumentar

Hej Tor Bagger!
Tirsdag 5/1 så jeg Dokumania på DR2. Udsendelsen hed Prodigal Sons eller De fortabte sønner. Der spilles et stykke musik, hvor en mand synger mens rulleteksterne kører over skærmen. Hvad er det for et stykke musik, hvem synger og hvor kan jeg høre det igen. Teksten virkede lidt banal, men slog mig næsten omkuld.
Annie Kvist

Hej Annie
Jeg har ikke selv set dokumentaren og ved derfor ikke med sikkerhed hvilket stykke musik, der bruges under rulleteksterne – men jeg vil tro, at det er det samme, som kan høres i filmens trailer, som jeg har set på nettet. Der er tale om I Know What It Is To Be Young med Orson Welles – som jo også spiller en særlig rolle i dokumentarfilmen, så vidt jeg har kunnet læse mig til. Du kan høre hele sangen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej (igen) Matematik

I næste uge udsender bandet, der bærer et af landets mest mærkværdige navne, deres andet album. Aqua-stjernen Søren Rasted og hans nevø Nicolaj Rasted udgør tilsammen Hej Matematik, som i de seneste år har hittet med blandt andre Walkmand og Centerpubben. De erkender gerne selv, at navnet Hej Matematik er fjollet, men der er dog en smule mening med galskaben:

– Det er et hårdt og et blødt ord sammen, og det passede godt med musikken. Men vi ville gerne have fundet noget, der var lidt smartere. Folk troede jo, det var et skoleprojekt i starten, har de engang fortalt til 24timer.

Den type forvirring har deres succes formentlig fået aflivet, og på mandag udkommer deres nye album Alt går op i 6, som både indeholder singlen Party i provinsen og en genindspilning af C.V. Jørgensens Det si’r sig selv.

Spørgsmål: Under den hvide bro

Hej Tor
Forleden sang mine børn og jeg ”Under den hvide bro”. Min mor og mormor kom til at tale om, at den vist også findes på engelsk. Ikke en børnesang, men en ”almindelig” sang. Ingen af dem kunne sige hvem der har lavet den, men måske kan du sige det?
Kristine

Hej Kristine
Det er helt rigtigt, at børnesangen minder umiskendeligt meget om et nummer, der findes på både fransk og engelsk. Originalversionen hedder Sous les ponts de Paris, og i starten af 1930’erne blev den til Under the Bridges of Paris. Blandt de mest kendte indspilninger er Eartha Kitt og Dean Martins udgaver fra 1950’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Foreigner klar til comeback

En af de store rockgrupper fra 70’erne og 80’erne annoncerede forleden et comeback, der for alvor bliver håndgribeligt om nogle uger, når Foreigner udsender deres første nye album siden 1994. Det er muligvis et tilfælde, men nyheden faldt sammen med, at det i disse dage er præcis 25 år, siden Foreigner toppede blandt andet den engelske hitliste med den storladne ballade I Want to Know What Love Is. Guitarist Mick Jones har senere fortalt, at han skrev nummeret efter en periode med for mange kortvarige, forliste forhold, og at det føltes, som om han knap nok havde indflydelse på, at sangen blev til – følelserne blev nærmest af sig selv kanaliseret over på papir og i melodi. Foreigner udsender 1. marts albummet Can’t Slow Down.