Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Total Eclipse i discoversion

Hej Tor
Jeg skal til en polterabend bruge et stykke musik jeg kan huske. Men jeg ved ikke hvem det er. Det er en diskoversion af ”Total eclipse of the heart”, så det er altså ikke den med Bonnie Taylor. Kender du den?
P.L.

Hej P.L.
Mon ikke du skal have fat i versionen, som den engelske sangerinde Nicki French udsendte i 1995? Den var ikke et særligt stort hit i Danmark, men i blandt andet England og Australien blev den vældigt populær. God fest!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Shu-bi-dua

Hej Tor
Jeg leder efter en gammel Shubidua sang, hvor de synger “Blir du hos mig, så bliver jeg hos dig”. Kan du finde den, for jeg er ved at blive skør!
Kia

Hej Kia
Du er næsten i mål, men ikke helt. For det må være “Vil du med mig”, du tænker på. I nummeret, som stammer fra pladen “Shu-bi-dua 10” fra 1983, lyder omkvædet nemlig “Vil du med mig, så vil jeg med dig, til skyerne rødmer og månen bli’r bleg”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: Lambada

Et af forårets og sommerens store hits vækker minder hos de mange, der husker den store dansedille fra slutningen af 1980’erne. Når sangerinden Jennifer Lopez og rapperen Pitbull for tiden har succes med nummeret “On the Floor”, er det nemlig med en tydelig omskrivning af nummeret “Lambada”, som Kaoma hittede med i 1989.

Der er til gengæld ikke mange, der er opmærksomme på, at også “Lambada” var en omskrivning af en ældre sang, for i Bolivia udgav en af landet mest populære folkemusikgrupper, Los Kjarkas, nemlig “Llorando se fue” i 1981 med præcis samme melodi. Sagen endte med en retssag, som bolivianerne vandt, så man må håbe, at folkene bag Jennifer Lopez har husket at kreditere de rigtige folk for ophavet til “On the Floor”.

Kategorier
Musiknyheder

Dansk koncert med “Don’t Worry Be Happy”

Manden bag optimisternes uofficielle slagsang gæster om få dage Danmark som en del af den årlige Copenhagen Jazz Festival. Det er 23 år siden, multikunstneren Bobby McFerrin lancerede sin livsglade “Don’t Worry Be Happy”, som stadig bruges i film, i reklamer og til almindelig opmuntring. McFerrin fik idéen fra den indiske guru Meher Baba, der brugte de fire små ord som en slags simpel livsfilosofi, men en enkelt gang kunne Bobby McFerrin dog ikke helt følge sangens budskab om ikke at bekymre sig og blot være glad. George Bush Senior brugte nemlig sangen i sin præsidentkampagne i 1988, og det faldt demokraten McFerrin så meget for brystet, at han måtte bede det republikanske kampagnekontor om at sætte en stopper for det.

Tirsdag den 5. juli har han formentlig sangen med, når han giver koncert i DR’s Koncerthus.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Min søsters børn

Kære Tor
Jeg er vokset op med de gamle ‘Min Søsters Børn’ film, og i den sidste, kaldet ”Når de er værst”, er der én speciel melodi, der har sat sig fast. Det er melodien der spilles, når de er taget ind på baren, hvor Rikke er DJ. Jeg mindes noget med en saxofon og der er ingen vokal på. Jeg håber du kan hjælpe mig, selvom der ikke er mange ledetråde.
Kh Kamilla

Hej Kamilla
Selvom jeg ikke kan føre et håndfast bevist for det, er jeg ret sikker på, at det er et stykke musik, der er skrevet til filmen. Det vil sige, at nummeret nok ikke er udgivet selvstændigt, men alene fungerer som en del af filmens lydspor skrevet af komponisten Sven Gyldmark.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fodbold-Thunder

Hej
Jeg er på jagt efter en sang, som spilles til mange fodboldkampe, når spillerne løber på banen – har hørt den i FCM. Den starter med noget i denne stil: ”Ååhhhhh Ååååhhhh Åååhhhh – Thunder”. Jeg mener det er et rocknummer, men kan simpelthen ikke huske hvem der har lavet den, og hvad den hedder. Håber du med de få ord kan hjælpe mig. Mange tak.
Hilsen Tina

Hej Tina
Jeg har godt nok aldrig selv stået på stadion i Herning, når FC Midtjylland introduceres, men ud fra din beskrivelse – og ud fra nummerets tilskuer-appel – er jeg ret sikker på, at det er AC/DC. De udgav i 1990 albummet “The Razors Edge”, og et af de helt store hits var “Thunderstruck”. Du kan høre den på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Kendte fans hylder Buddy Holly

Masser af musikere har gennem tiden fundet inspiration hos 1950’er-ikonet Buddy Holly, og siger en stribe af tak med en hyldest-CD. Den tidlige rock’n’roll-stjerne omkom blot tre år efter sit gennembrud, men nåede at sætte markante fodaftryk med numre som “Peggy Sue”, “Not Fade Away” og “That’ll Be the Day”.

En af kunstnerne, der medvirker på den nye opsamling “Rave On Buddy Holly”, er Paul McCartney, som endda ejer rettighederne til sit ungdomsidols gamle sange. Han står i gæld til Holly på en lidt speciel måde, for bandnavnet The Beatles – som er en omskrivning af det engelske ord for ”billerne” – var nemlig inspireret af blandt andet Buddy Hollys band The Crickets, som betyder ”fårekyllingerne”.

Albummet, der udkommer næste mandag, har også bidrag fra Cee-Lo Green, Lou Reed og Patti Smith.

Kategorier
Musiknyheder

Erasure i Operaen

Det ligner i bogstaveligste forstand et kultursammenstød, når en popgruppe indtager scenen i Operaen. Engelske Erasure er især kendt for 80’er- og 90’er-hits som ”A Little Respect”, ”Oh l’Amour” og ”Always”, og deres turné bringer dem tirsdag i næste uge til operahuset i København.

Men selvom det kan ligne en mærkelig konstellation, kan det ske at blive en relevant oplevelse for forsanger Andy Bell. For tiden deltager han nemlig i det engelske tv-show ”From Pop Star to Opera Star”, hvor popstjerner gennem nogle uger skal udvikle sig til at være operasangere, ganske som når kendte personer lærer at begå sig på gulvet i ”Vild med dans”. I sin første opera-optræden for nylig, hvor Andy Bell sang “O sole mio”, imponerede han både publikum og dommerpanelet med blandt andre Katherine Jenkins og Vanessa-Mae. Selv siger han, at opera får han til at genoverveje måden, han synger pop, så måske kan opera-lektionerne ligefrem høres, når Erasure giver koncert i næste uge.