Spørgsmål: Regndans med rap

Hej Tor
Jeg har hørt en ny version af ”Isabella” med Danseorkestret, men jeg ved ikke, hvem det var. Der er rap, men en del af omkvædet er det samme som dengang. Måske kan du hjælpe?
Mvh. Kenneth

Hej Kenneth
Den originale sang fra 1985 hedder faktisk ikke ”Isabella”, men ”Regndans” – blot så vi har det på plads fra starten. Og der er to veje, vi kan gå i jagten på den nyindspilning, du har hørt, for faktisk udkom der både i efteråret og i vinter rap-udgivelser, der bygger videre på ”Regndans”. Først udsendte gruppen Suspekt nummeret ”Det go’e”, hvor de har samplet en bid af det originale omkvæd, men kun bruger det som et enkelt element i deres eget nummer. Dernæst udgav musikerne Branco og Gilli i fællesskab ”La Danza”, som er lidt tættere på at være en egentlig genindspilning af ”Regndans”. Versene er helt anderledes, og der er ændret en smule i teksten til omkvædet, men det står stadig som omdrejningspunkt for hele ”La Danza” ligesom på ”Regndans”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Leave a Comment