Kategori: Uncategorised

Der findes adskillige mærkedage, når det handler om musikeren Princes ”Purple Rain”, der udkom for 40 år siden, blandt andet fordi ”Purple Rain” er mere end en enkelt ting. Selve albummet havde 40-års-jubilæum den 25. juni, og i slutningen af september er det 40-året for udgivelsen af singlen af samme navn, som stadig står som et af Princes største hits. Men også lørdag i denne uge er en mærkedag i denne sammenhæng, for den 27. juli 1984 var der verdenspremiere på filmen, der også hed ”Purple Rain”. Selvom Prince naturligvis skrev sangen, der navngav filmen, var det dog ikke hans egen idé at bruge sangtitlen som filmtitel. Den idé kom fra filminstruktøren Albert Magnoli, som stod blandt publikum ved en senere legendarisk Prince-koncert på spillestedet First Avenue i Princes hjemby Minneapolis i 1983. Her blev der testet nye sange til brug i filmen, og lydoptagelser fra koncerten kom med få justeringer til at fungere som færdigt materiale på soundtracket, heriblandt selve nummeret ”Purple Rain”. Men Magnoli var også til stede for at få en fornemmelse af spillestedet First Avenue, der endte med at blive et vigtigt omdrejningspunkt i de forestående filmoptagelser, og for at se, om der var elementer i Princes sceneshow, der kunne overføres til et filmmanuskript – heriblandt muligheden for at få en idé til en god titel til den endnu navnløse film.

Mediet DIG! citerer Albert Magnoli for i bogen “Prince And The Purple Rain Era Studio Sessions 1983 And 1984” at sige, at da han hørte aftenens urpremiere på den storslåede rockballade ”Purple Rain”, vidste han, at det ikke kunne være anderledes. ”Han spillede færdig, og jeg sagde: ’Det der er sangen’. Han havde ikke selv tænkt den tanke”. Da Magnoli efterfølgende præsenterede sin idé, spurgte Prince efter sigende, om man godt kunne kalde en film ”Purple Rain”. Magnoli svarede: ”Jeps, det er filmens titel”. Og dermed var ikke bare et af 1980’ernes største hits og mest succesfulde album, men også et af årtiets skelsættende film navngivet.

Historien om de mange forskellige slags ”Purple Rain” slutter dog ikke der, for i løbet af de kommende år kommer der endnu en ”Purple Rain” at forholde sig til. I januar kom det nemlig frem, at der i New York arbejdes på en sceneudgave af ”Purple Rain”. På daværende tidspunkt var der dog ikke nogen klare meldinger om, hvorvidt der bliver tale om en decideret musical, en teaterkoncert eller en anden form for musikalsk forestilling – men at ”Purple Rain” har kurs mod de skrå brædder på Broadway er blevet bekræftet. Dermed er der udsigt til teaterversioner af numre som ”Let’s Go Crazy”, ”I Would Die 4 U”, ”When Doves Cry”, ”Darling Nikki” og naturligvis ”Purple Rain”.

I mere end 40 år har tv-2 leveret noget af den mest elskede musik i dansk pophistorie, men de har i høj grad haft deres sange for sig selv. Kun ganske få numre er blevet genindspillet med nævneværdig succes af andre kunstnere, men forleden udkom en af deres mest kendte sange, ”Alt hvad hun ville var at danse”, i en ny version med unge kræfter. Forhistorien er, at duoen Prisma, der laver elektronisk inspireret rock, i foråret modtog Spot Festivals nyindstiftede arbejdslegat kaldet Nutidens Unge, som tv-2 overrakte søstrene Sirid og Frida Møl Kristensen fra Prisma. I den forbindelse skulle de to bands hver især fortolke en af hinandens sange, og for Prisma faldt valget på ”Alt hvad hun ville var at danse”. Efterfølgende har man kunnet opleve Prisma som scenegæster ved flere af tv-2’s koncerter, og i fredags udkom deres nye fælles indspilning af ”Alt hvad hun ville var at danse”.

Men selvom sangen nu bringes ind i et nyt årtusinde med en ny lyd, spøger revylegenden Elga Olga faktisk et sted i baggrunden af det store hit. Elga Olga huskes nok især for visen om ”Solitudevej”, og da tv-2-albummet ”Nærmest lykkelig” udkom i 1988, fortalte Steffen Brandt ifølge podcasten ”Vi taler kun om tv-2”, at han havde Elga Olga i tankerne, da ”Alt hvad hun ville var at danse” blev skrevet: “Jeg lavede den efter en øver for at få det hele ud. Den gik sådan da-dum-da-dum-da-dum, og man kunne se Elga Olga for sig”, forklarede han i et interview med Det Fri Aktuelt. ”Den er lige på kanten. Hører man den på en mandag morgen, hvor man er helt straight, er den ret melodramatisk med sit ‘drømme uden at vågne op igen’, men når den taler om at ‘flygte i sin elskedes arme’, bliver den både drivende sentimental og forførende. Hvem drømmer ikke om at flygte i sin elskedes arme? Hvis jeg skal have på hatten for den sang, så er det i orden. Jeg kunne ikke lade være”.

Søstrene i Prisma er selv vokset op med tv-2’s musik og var ikke bange for at gå ombord i Steffen Brandts sangskat: ”Vi sprang bare ud med hovedet først, og legede med det. Byggeklodserne var allerede lavet, vi skulle blot forsøge at sammensætte dem på en ny måde, og det er altid en sjov leg”, har Frida Møl Kristensen sagt til Soundvenue om den nye indspilning, som Steffen Brandt også selv deltager på. ”Alt hvad hun ville var at danse” er tidligere blevet indspillet af Tina Dickow som en afdæmpet ballade og i en tangoversion med Stine Engen, og De Glade Sømænd har omskrevet den fra den dansende kvindes perspektiv til at handle om hendes medfølgende kæreste, som helst bare vil hænge ud i baren. 

Hej Tor
Miljøministeriet kørte i 2007 en kampagne under navnet “1 ton mindre”, der skulle henlede opmærksomhed på udledning af skadelige klimagasser. Som et led i kampagnen, havde man bedt Peter Belli og Ditte om at indspille et nummer, som kom til at hedde “Har vi feber?” Det lå til gratis download på ministeriet hjemmeside. Jeg har ledt forgæves efter nummeret på mine musiktjenester. Tror du, at jeg kan finde det nogen steder i dag? Det er nok nærmest endnu mere aktuelt, end det var i 2007. På forhånd tak.
Mvh Finn

Hej Finn
Jeg husker hverken kampagnen eller sangen, og jeg har – ligesom dig – ikke kunnet finde sangen nogen steder. Derfor har jeg været i kontakt med Miljøministeriet, som siden dengang har været slået sammen med Fødevareministeriet og nu igen er et selvstændigt ministerium. Den slags ændringer har betydning for adgangen til gamle dele af deres hjemmesider, så Miljøministeriets folk har måttet søge i arkiverne, men desværre uden resultat. Skulle nogen af Musikbrevkassens læsere ligge inde med sangen, hjælper jeg gerne med at bringe den videre.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I USA fungerer Grammy både som en prisuddeling til årets bedste musikere og som en tilbagevendende hyldest til nogle af fortidens kæmper. Tidligere er stjerner som Paul Simon og The Beatles blevet hyldet med ”A Grammy Salute”-hyldestkoncerter, og i forlængelse af prisuddelingen i januar blev endnu et show optaget. I år er det surferpoppens aldrende konger The Beach Boys, der har fået æren af en ”Grammy Salute”-koncert, som får tv-premiere i denne uge. Grammy-organisationen havde samlet stjerner som Norah Jones, John Legend, Beck og Mumford & Sons til at fortolke Beach Boys-sange, og der er også meldinger om, at Bruce Springsteen og Elton medvirkede undervejs i det endnu ikke offentliggjorte show. Oversigten over sangene ved koncerten er til gengæld sluppet ud, og her kan man se, at søskendetrioen Hanson stod på scenen med en sang, som The Beach Boys faktisk ikke selv ønskede udsendt dengang.

I 1965 var de i gang med at ville etablere sig som et mere seriøst orkester efter årene med letbenede popsange om piger, fester og surfing, og en sang som ”Barbara Ann” trak i den gale retning i den henseende. Men da de en dag i studiet havde fjollet sig igennem en coverversion af sangen ”Barbara Ann” sammen med kollegerne fra duoen Jan & Dean, var resultatet så festligt og iørefaldende, at deres pladeselskab sørgede for at udsende den uden at advisere The Beach Boys. Siden da har ”Barbara Ann” været uløseligt forbundet med The Beach Boys ligesom sange som “Good Vibrations”, “Help Me Rhonda”, “I Get Around”, “California Girls”, “God Only Knows” og flere andre, som alle bliver genfortolket ved ”A Grammy Salute”-koncerten, der har amerikansk tv-premiere på søndag.

Hej Tor
Jeg så Anne Linnet i ”Min sang” på DR1 og er begyndt at høre nogle af hendes gamle LPer. Jeg synes bare, der er et nummer jeg ikke kan finde. Jeg synes, der skulle være en duet med Thomas Helmig, men husker ikke hvad den hedder (PS: Det er ikke duetten med Nikolaj Steen, jeg tænker på!)
Kurt

Hej Kurt
Hvis du udelukkende arbejder dig gennem Anne Linnets albumudgivelser, kan det i sig selv være forklaringen på, at du ikke er stødt på en duet med Thomas Helmig, for duetterne ”Venner” og ”Ingen anden drøm” udkom kun som single og ikke på et album. De to sange fra 1985 blev indspillet til filmen ”Den kroniske uskyld”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Efter et kvart århundrede er prinsesse Dianas død stadig kilde til sorg, fascination og debat, og i de kommende uger vil bogudgivelser og tv-programmer sætte fokus på hendes omtumlede liv og hendes tragiske død. I næste uge er det nemlig 25 år siden, prinsessen af Wales omkom efter et trafikuheld i Paris, hvor hendes chauffør havde forsøgt at slippe væk fra nærgående paparazzi-fotografer. Den 36-årige Diana var på det tidspunkt blevet skilt fra prins Charles, men hun havde en høj stjerne i befolkningen, og den populære prinsesses død var en begivenhed af sjælden set størrelse. Ved hendes begravelse en uge senere fremførte Elton John en omskrevet version af sin sang ”Candle In the Wind”, der også blev kendt som ”Goodbye England’s Rose”. Sangen blev udgivet på single, og som en af de allerbedst sælgende singler i musikhistorien indtjente den mange millioner pund til den nyindstiftede fond Diana Princess of Wales Memorial Fund.

Men Elton John var tæt på slet ikke at få lov til at optræde ved sin gode venindes begravelse. Det viste dokumenter, som blev frigivet sidste år, og som blandt andre musikmediet Billboard berettede om. Kongefamilien var ikke begejstret for udsigten til en popmusikers optræden i Westminster Abbey, og de frygtede, at det ville blive for sentimentalt. Men provsten i Westminster opfordrede på det kraftigste til at give Elton John lov til at bidrage i kirken som en gestus over for det sørgende folk: “Det er et afgørende tidspunkt i gudstjenesten, og vi vil opfordre til at vise mod. Det er her, hvor det uventede sker, noget fra den moderne verden, som prinsessen repræsenterede”, skrev provsten i et notat til kongehuset. “Jeg vil med al respekt mene, at klassisk musik eller korværker (selv populær klassisk så som Lloyd Webber) er upassende. Et bedre valg vil være med den vedlagte sang af Elton John (kendt af millioner, og prinsessen holdt af hans musik), som vil være stærk”.

I sidste ende lod kongehuset sig overtale, og Elton John fik lov til at fremføre den nye tekst til sangen, der i 1973 havde haft Norma Jean – kendt som Marilyn Monroe – som hovedperson. Elton Johns mangeårige tekstforfatter Bernie Taupin har dog fortalt, at ”Candle In the Wind” i hans tanker aldrig handlede nævneværdigt om Marilyn Monroe, og udtrykket ”candle in the wind” havde han endda lånt fra et citat om afdøde Janis Joplin, der også havde levet sit liv som blafrende stearinlys i blæsten. For ham handlede den mere om berømmelse og kendis-liv i det hele taget, og den kunne lige så godt have været dedikeret til James Dean, Jim Morrison eller Kurt Cobain, der alle døde i alt for ung en alder ligesom Marilyn Monroe – og for 25 år siden også prinsesse Diana.

I sidste uge blev den britiske dronning Elizabeths 70-års-regeringsjubilæum markeret over flere dage med parader, koncerter, hestevæddeløb, folkelige frokostarrangementer og meget andet. Dronningen selv måtte melde afbud til langt de fleste begivenheder, men på trods af det løb hun med en god del af opmærksomheden, da der lørdag aften blev afholdt en stor koncert med tusindvis af tilskuere foran Buckingham Palace og millioner af tv-seere verden over. Forud for koncerten med stjerner som Rod Stewart, Duran Duran og Diana Ross kunne man nemlig følge et forproduceret indslag, hvor dronningen havde bjørnen Paddington kendt fra børnebøger og film til te på slottet. Efter have drukket al teen selv og ødelagt den serverede kage tilbød den venlige teddybjørn dronning Elizabeth en marmeladesandwich fra sin hat, men dronningen afslørede, at hun selv havde en sandwich i sin håndtaske. På pladsen uden for slottet gik musikken i gang med gardere, der slog rytmen fra Queen-hittet ”We Will Rock You” an, og inde i de kongelige gemakker trommede dronningen og bjørnen Paddington med på den let genkendelige rytme med teskeer på tekopperne.

Med assistance fra gardernes musikkorps gik bandet med det passende navn Queen på scenen som de første til lørdagens Platinum Jubilee-koncert. Guitaristen Brian May og trommeslageren Roger Taylor har på forskellig vis arbejdet med at holde Queens musik i live, siden forsanger Freddie Mercury døde, og bassisten John Deacon senere forlod musikscenen. De seneste år har det været i samarbejde med rocksangeren Adam Lambert, der også satte dronningefejringen i gang med ”We Will Rock You”. Med 22.000 fremmødte tilskuere foran Buckingham Palace fik sangen et værdigt publikum, for det har altid været tanken, at publikum skal kunne bidrage til ”We Will Rock You”. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte Brian May, at han en aften havde spekuleret over, hvad man ville kunne bede en stor forsamling af mennesker om: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.

Siden Freddie Mercurys død er der flere gange udgivet materiale med Queen, som blot lå og ventede i arkiverne, og forud for koncerten for dronningen fortalte Roger Taylor og Brian May til BBC Radio 2, at der er endnu en sang på vej. Optagelsen stammer fra 1988 i forbindelse med arbejdet med albummet ”The Miracle”, og det har krævet en større indsats fra bandets studieteknikere at omsætte den ufærdige optagelse med Freddie Mercury til noget, der var værd at arbejde videre med, men det har Taylor og May vurderet var forsvarligt. Planen er, at den hidtil ukendte sang vil blive udgivet i september.