Kategori: Uncategorised

Hej Tor
Miljøministeriet kørte i 2007 en kampagne under navnet “1 ton mindre”, der skulle henlede opmærksomhed på udledning af skadelige klimagasser. Som et led i kampagnen, havde man bedt Peter Belli og Ditte om at indspille et nummer, som kom til at hedde “Har vi feber?” Det lå til gratis download på ministeriet hjemmeside. Jeg har ledt forgæves efter nummeret på mine musiktjenester. Tror du, at jeg kan finde det nogen steder i dag? Det er nok nærmest endnu mere aktuelt, end det var i 2007. På forhånd tak.
Mvh Finn

Hej Finn
Jeg husker hverken kampagnen eller sangen, og jeg har – ligesom dig – ikke kunnet finde sangen nogen steder. Derfor har jeg været i kontakt med Miljøministeriet, som siden dengang har været slået sammen med Fødevareministeriet og nu igen er et selvstændigt ministerium. Den slags ændringer har betydning for adgangen til gamle dele af deres hjemmesider, så Miljøministeriets folk har måttet søge i arkiverne, men desværre uden resultat. Skulle nogen af Musikbrevkassens læsere ligge inde med sangen, hjælper jeg gerne med at bringe den videre.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I USA fungerer Grammy både som en prisuddeling til årets bedste musikere og som en tilbagevendende hyldest til nogle af fortidens kæmper. Tidligere er stjerner som Paul Simon og The Beatles blevet hyldet med ”A Grammy Salute”-hyldestkoncerter, og i forlængelse af prisuddelingen i januar blev endnu et show optaget. I år er det surferpoppens aldrende konger The Beach Boys, der har fået æren af en ”Grammy Salute”-koncert, som får tv-premiere i denne uge. Grammy-organisationen havde samlet stjerner som Norah Jones, John Legend, Beck og Mumford & Sons til at fortolke Beach Boys-sange, og der er også meldinger om, at Bruce Springsteen og Elton medvirkede undervejs i det endnu ikke offentliggjorte show. Oversigten over sangene ved koncerten er til gengæld sluppet ud, og her kan man se, at søskendetrioen Hanson stod på scenen med en sang, som The Beach Boys faktisk ikke selv ønskede udsendt dengang.

I 1965 var de i gang med at ville etablere sig som et mere seriøst orkester efter årene med letbenede popsange om piger, fester og surfing, og en sang som ”Barbara Ann” trak i den gale retning i den henseende. Men da de en dag i studiet havde fjollet sig igennem en coverversion af sangen ”Barbara Ann” sammen med kollegerne fra duoen Jan & Dean, var resultatet så festligt og iørefaldende, at deres pladeselskab sørgede for at udsende den uden at advisere The Beach Boys. Siden da har ”Barbara Ann” været uløseligt forbundet med The Beach Boys ligesom sange som “Good Vibrations”, “Help Me Rhonda”, “I Get Around”, “California Girls”, “God Only Knows” og flere andre, som alle bliver genfortolket ved ”A Grammy Salute”-koncerten, der har amerikansk tv-premiere på søndag.

Hej Tor
Jeg så Anne Linnet i ”Min sang” på DR1 og er begyndt at høre nogle af hendes gamle LPer. Jeg synes bare, der er et nummer jeg ikke kan finde. Jeg synes, der skulle være en duet med Thomas Helmig, men husker ikke hvad den hedder (PS: Det er ikke duetten med Nikolaj Steen, jeg tænker på!)
Kurt

Hej Kurt
Hvis du udelukkende arbejder dig gennem Anne Linnets albumudgivelser, kan det i sig selv være forklaringen på, at du ikke er stødt på en duet med Thomas Helmig, for duetterne ”Venner” og ”Ingen anden drøm” udkom kun som single og ikke på et album. De to sange fra 1985 blev indspillet til filmen ”Den kroniske uskyld”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Efter et kvart århundrede er prinsesse Dianas død stadig kilde til sorg, fascination og debat, og i de kommende uger vil bogudgivelser og tv-programmer sætte fokus på hendes omtumlede liv og hendes tragiske død. I næste uge er det nemlig 25 år siden, prinsessen af Wales omkom efter et trafikuheld i Paris, hvor hendes chauffør havde forsøgt at slippe væk fra nærgående paparazzi-fotografer. Den 36-årige Diana var på det tidspunkt blevet skilt fra prins Charles, men hun havde en høj stjerne i befolkningen, og den populære prinsesses død var en begivenhed af sjælden set størrelse. Ved hendes begravelse en uge senere fremførte Elton John en omskrevet version af sin sang ”Candle In the Wind”, der også blev kendt som ”Goodbye England’s Rose”. Sangen blev udgivet på single, og som en af de allerbedst sælgende singler i musikhistorien indtjente den mange millioner pund til den nyindstiftede fond Diana Princess of Wales Memorial Fund.

Men Elton John var tæt på slet ikke at få lov til at optræde ved sin gode venindes begravelse. Det viste dokumenter, som blev frigivet sidste år, og som blandt andre musikmediet Billboard berettede om. Kongefamilien var ikke begejstret for udsigten til en popmusikers optræden i Westminster Abbey, og de frygtede, at det ville blive for sentimentalt. Men provsten i Westminster opfordrede på det kraftigste til at give Elton John lov til at bidrage i kirken som en gestus over for det sørgende folk: “Det er et afgørende tidspunkt i gudstjenesten, og vi vil opfordre til at vise mod. Det er her, hvor det uventede sker, noget fra den moderne verden, som prinsessen repræsenterede”, skrev provsten i et notat til kongehuset. “Jeg vil med al respekt mene, at klassisk musik eller korværker (selv populær klassisk så som Lloyd Webber) er upassende. Et bedre valg vil være med den vedlagte sang af Elton John (kendt af millioner, og prinsessen holdt af hans musik), som vil være stærk”.

I sidste ende lod kongehuset sig overtale, og Elton John fik lov til at fremføre den nye tekst til sangen, der i 1973 havde haft Norma Jean – kendt som Marilyn Monroe – som hovedperson. Elton Johns mangeårige tekstforfatter Bernie Taupin har dog fortalt, at ”Candle In the Wind” i hans tanker aldrig handlede nævneværdigt om Marilyn Monroe, og udtrykket ”candle in the wind” havde han endda lånt fra et citat om afdøde Janis Joplin, der også havde levet sit liv som blafrende stearinlys i blæsten. For ham handlede den mere om berømmelse og kendis-liv i det hele taget, og den kunne lige så godt have været dedikeret til James Dean, Jim Morrison eller Kurt Cobain, der alle døde i alt for ung en alder ligesom Marilyn Monroe – og for 25 år siden også prinsesse Diana.

I sidste uge blev den britiske dronning Elizabeths 70-års-regeringsjubilæum markeret over flere dage med parader, koncerter, hestevæddeløb, folkelige frokostarrangementer og meget andet. Dronningen selv måtte melde afbud til langt de fleste begivenheder, men på trods af det løb hun med en god del af opmærksomheden, da der lørdag aften blev afholdt en stor koncert med tusindvis af tilskuere foran Buckingham Palace og millioner af tv-seere verden over. Forud for koncerten med stjerner som Rod Stewart, Duran Duran og Diana Ross kunne man nemlig følge et forproduceret indslag, hvor dronningen havde bjørnen Paddington kendt fra børnebøger og film til te på slottet. Efter have drukket al teen selv og ødelagt den serverede kage tilbød den venlige teddybjørn dronning Elizabeth en marmeladesandwich fra sin hat, men dronningen afslørede, at hun selv havde en sandwich i sin håndtaske. På pladsen uden for slottet gik musikken i gang med gardere, der slog rytmen fra Queen-hittet ”We Will Rock You” an, og inde i de kongelige gemakker trommede dronningen og bjørnen Paddington med på den let genkendelige rytme med teskeer på tekopperne.

Med assistance fra gardernes musikkorps gik bandet med det passende navn Queen på scenen som de første til lørdagens Platinum Jubilee-koncert. Guitaristen Brian May og trommeslageren Roger Taylor har på forskellig vis arbejdet med at holde Queens musik i live, siden forsanger Freddie Mercury døde, og bassisten John Deacon senere forlod musikscenen. De seneste år har det været i samarbejde med rocksangeren Adam Lambert, der også satte dronningefejringen i gang med ”We Will Rock You”. Med 22.000 fremmødte tilskuere foran Buckingham Palace fik sangen et værdigt publikum, for det har altid været tanken, at publikum skal kunne bidrage til ”We Will Rock You”. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte Brian May, at han en aften havde spekuleret over, hvad man ville kunne bede en stor forsamling af mennesker om: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.

Siden Freddie Mercurys død er der flere gange udgivet materiale med Queen, som blot lå og ventede i arkiverne, og forud for koncerten for dronningen fortalte Roger Taylor og Brian May til BBC Radio 2, at der er endnu en sang på vej. Optagelsen stammer fra 1988 i forbindelse med arbejdet med albummet ”The Miracle”, og det har krævet en større indsats fra bandets studieteknikere at omsætte den ufærdige optagelse med Freddie Mercury til noget, der var værd at arbejde videre med, men det har Taylor og May vurderet var forsvarligt. Planen er, at den hidtil ukendte sang vil blive udgivet i september.

Selvom Rolling Stones for to måneder siden mistede deres trommeslager Charlie Watts, der døde 80 år gammel, er bandet i øjeblikket på turné. På grund af sygdom havde Watts bedt de gamle venner tage af sted uden ham, så det er ikke en overraskelse, at turnéen fortsætter, men det er naturligvis et forandret Rolling Stones, publikum møder uden Watts ved trommerne. Noget andet, der også er ændret, er, at en af gruppens mest kendte sange, ”Brown Sugar”, er blevet pillet ud af setlisten. Det har medført spekulationer om, hvorvidt de aldrende musikere er bekymrede for at havne i en shitstorm i forlængelse af de seneste års debat om synet på sorte mennesker. På trods af den festlige rocklyd er historien, der fortælles i ”Brown Sugar”, ganske ubehagelig. De første linjer lyder ”Gold Coast slave ship bound for cotton fields sold in the market down in New Orleans”, så hvis man synger med i festligt lag, så deltager man altså i fortællingen om et slaveskib med kurs fra Guldkysten mod Amerika, hvor slaverne sælges for at arbejde i bomuldsmarkerne, og senere handler det blandt andet om pisk til kvinderne ved midnatstid.

Det vil være forkert at sige, at sangen direkte forherliger slaveri eller opfordrer til racisme, men skildringen af fortidens voldelige udnyttelse af sorte og antydningerne af seksuelle overgreb mod disse kvinder er heller ikke ligefrem tynget af anger og afsky fra de hvide mænd, der indspillede sangen – og 50 år efter sangens udgivelse kan den slags give kritik fra samtiden. Mediet Los Angeles Times konfronterede forleden Stones-medlemmerne Mick Jagger og Keith Richards med beslutningen om at droppe ”Brown Sugar”, og Richards afslørede, at han ikke helt kan se problemet med sangen, eftersom det er rædslerne i slaveriet, sangen handler om. ”Lige for tiden vil jeg ikke rode mig ud i problemer med alt det lort. Men jeg håber, at vi vil kunne genoplive den sild i al sin skønhed engang hen ad vejen”, sagde Keith Richards til Los Angeles Times tidligere på måneden, mens forsanger Mick Jagger påpegede, at de har spillet ”Brown Sugar” til alle koncerter siden 1970, så nu vil de bare se, hvordan det fungerer, hvis de piller den ud af showet.

Udover de eksplicitte referencer til sorte slavekvinder har der gennem årene også været gættet på, at teksten om ”brunt sukker” rummer henvisninger til rygeheroin.

Hej Tor
Et par år efter Elvis døde, kom der en slags hyldestsang til ham. Kan du hjælpe med hvilken?
Kh Torsten

Hej Torsten
Der er skrevet flere sange om Elvis Presley, men min umiddelbare bud vil være, at du tænker på ”King’s Call” fra 1980. Det var Thin Lizzy-forsangeren Phil Lynott, der udsendte den på albummet ”Solo in Soho” med hjælp fra guitaristen Mark Knopfler.
Med venlig hilsen
Tor Bagger