Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ny svensk pop

Hej Tor
Der er en svensk sang jeg har hørt en del gange i radioen de seneste måneder, men det er stadig ikke lykkedes mig at få fat i hvem det er. I starten troede jeg faktisk den var gammel/nogle år gammel fordi det virkede som om jeg havde kendt den længe, men den er vist ret ny. Det er en (ung) mand og en popsang med et strejf af countrystil. Mit svenske er desværre for dårligt til at kunne fange eller gengive teksten, så jeg håber at ovenstående er nok for dig.
Kh Camilla

Hej Camilla
Hvis vi tænker på den samme sang – og det tror jeg, vi gør – er du langt fra den eneste, der har bemærket den. Sangeren hedder Victor Leksell, og han havde i 2018 og 2019 flere mindre hits i Sverige, men da han i starten af 2020 udgav singlen ”Svag”, fik han sin første førsteplads på den svenske hitliste, og ”Svag” er også blevet spillet meget i både Norge og Danmark. Du kan finde den på hans debutalbum ”Fånga mig när jag faller” – og i en liveversion her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger