Kategori: Musiknyheder

Det er langt fra alle sange, der vinder alles hjerter fra den ene dag til den anden. Udbredelsen er nogle gange mange år undervejs, og i denne tid går mange nok og nynner en sensommervise, som blev til på små skovstier på Midtsjælland for 40 år siden, men som kun ganske langsomt er blevet kendt flere og flere steder. Sangen fra 1981 har det tilbagevendende omkvæd ”Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik”. Kirsten og Finn Jørgensen havde begge arbejde på Borup Skole mellem Køge og Ringsted, og sidste år fortalte ægteparret til Kristeligt Dagblad, hvordan de for at koble af fra arbejde og familietravlhed ofte gik tur i skoven nær Borup, hvor Kirsten også kom i sin barndom. Finn havde skrevet en melodi, som de begge var glade for, og som virkede som en rigtig sensommersang. ”Men den skulle ikke bare være en kopi af de gamle efterårssange. Og så blev det meget naturligt at tage udgangspunkt i den her skov, hvor vi gik så meget,” fortalte den 81-årige Kirsten Jørgensen til Kristeligt Dagblad for et år siden.

Sammen med sin mand begyndte hun at skrive ord og linjer ned, som kunne passe til deres sensommervise, og kladderne lå på køkkenbordet længe, før den rette stemning og alle vers var på plads. ”Sensommervise”, som deres sensommervise meget passende blev døbt, fik en beskeden lancering, da den i 1982 blev trykt i sanghæftet ”Pølsemand” fyldt med nye børnesange, men støt og roligt vandt sangen indpas mange steder, blandt andet fordi Finn Jørgensen selv tog den med, når han i årene efter holdt kurser i undervisningspædagogik for børn, kor og musik mange steder i landet. I 2006 blev ”Sensommervise” optaget i Højskolesangbogen, hvilket ifølge Finn Jørgensen var ”som at få en Bodil”, og siden da har endnu flere lært at sætte pris på sangen, der er skabt til overgangen mellem sommer og efterår.

På lørdag markeres 20-års-dagen for en af de mest skelsættende begivenheder i nyere tid. Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og de følgende mange års ”krig mod terror”, som den amerikanske præsident George W. Bush døbte det, vendte op og ned på både storpolitik og hverdagsliv. Kulturlivet og underholdningsindustrien forsøgte gennem film, bøger og musik at fortolke alt fra sorg og vrede til patriotisme og sammenhold, og meget hurtigt fik sange som “Hero” af Mariah Carey og “Superman (It’s Not Easy)” af Five For Fighting en symbolsk værdi. Efterfølgende er der udkommet talrige sange, som behandler begivenhederne og følelserne omkring 11. september, blandt andet Tori Amos’ “I Can’t See New York” og Mark Knopfler og Emmylou Harris’ “If This Is Goodbye”. Det mest kendte musikværk om 11. september og tiden derefter er dog nok Bruce Springsteens album ”The Rising”, der udkom i 2002. På det tidspunkt havde Springsteen ikke udgivet en plade siden 1995, og historien, der ofte fortælles om ”The Rising” er, at han nogle dage efter 11. september 2001 tog familien med på stranden i bydelen Asbury Park ikke langt fra New York. En mand i en bil fik øje på ham og råbte ”Vi har brug for dig nu” ud gennem sit åbne vindue, og dermed blev en af de store fortolkere af den amerikanske folkesjæl sat i gang med overvejelserne om, hvordan han ville kunne sætte ord og musik til den traumebearbejdning, hans landsmænd nu stod over for. Ved et stort tv-transmitteret indsamlingsshow allerede den 21. september fremførte Bruce Springsteen sangen ”My City In Ruins”, som sammen med sange som ”The Rising” og ”Waitin’ On a Sunny Day” kom med på albummet ”The Rising i juni året efter. Titelnummeret rummer dels en fortælling om en brandmands indsats den 11. september og dels et mere religiøst eller spirituelt budskab, hvilket Bruce Springsteen også koblede sammen i et interview i tv-programmet ”Nightline”:

”Et af de stærkeste billeder på 11. september, som jeg læste i avisen, var om de folk, der kom ned og fortalte om redningsfolkene, der var på vej op. Tanken om disse fyre på vej op ad trapperne, op ad trapperne, opadstigende, opadstigende. Jeg mener: Du kan stige op ad en røgfyldt trappe, du kan være i det hinsidige, på vej videre”.

De er indtil videre en smule kryptiske og tilbageholdende med oplysningerne, men der er meget, der tyder på, at Abba på torsdag udgiver ny musik. Det er 39 år siden, det er sket sidst, og det er tre år siden, de fire svenskere overraskede hele verden med beskeden om, at de havde været sammen i studiet igen, så en lancering af nye sange i morgen vil blive afslutningen på en lang ventetid, uanset hvordan man regner på det. Forleden annoncerede det nye website ABBAvoyage.com, at man skal holde øje med datoen 2. september, og man har kunnet registrere sig for at få direkte besked, når der er nyt at fortælle. Hvad det så er, der sker i morgen torsdag, er uvist, men der er god grund til at tro, at det handler om udgivelsen af nye sange fra Agnetha, Bjørn, Benny og Anni-Frid. Allerede i april 2018 annoncerede de nemlig, at det, ingen havde troet ville ske, rent faktisk havde fundet sted: At de havde været sammen og havde indspillet nye sange af Björn Ulvaeus og Benny Andersson.

”Det var, som om tiden havde stået stille, og at vi bare havde været væk på en lille ferie. Vi må være blevet ældre, men sangen er ny. Og det føles godt”, forklarede de dengang i en fælles pressemeddelelse.

Den såkaldte ferie siden sidste Abba-indspilning i 1982 havde godt nok været vældig lang, men med lidt god vilje kan man godt betragte det som en ferie. Gruppen gik nemlig aldrig officielt i opløsning, og nok fremstod det som Abbas endeligt i begyndelsen af 1980’erne, men der kom aldrig en besked om et egentlig brud. I stedet brugte Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad tid på at udvikle deres solokarrierer, mens Björn Ulvaeus og Benny Andersson i fællesskab kastede sig ud i arbejdet med at skrive musicals. Kvartetten var samlet for en kort stund, da de i programmet ”Her er dit liv” på svensk tv i 1986 optrådte med harmonika og guitar til ære for deres mangeårige manager Stig Anderson med en vise, han havde skrevet i sine unge dage. Men fansenes håb om ny musik forekom ganske urealistisk, indtil de i 2018 meddelte, at de var på vej med de to sange ”I Still Have Faith In You” og ”Don’t Shut Me Down”. Senere fik offentligheden at vide, at der var hele fem nye sange på vej, og verden venter også på et live-show med hologram-versioner af de fire medlemmer, men det er blevet forsinket af blandt andet pandemien. Dertil kommer, at det engelske medie The Sun viderebringer en oplysning om, at Abba Voyage-projektet også rummer en slags dokumentarfilm, der følger deres tilbagevenden til studiet – men hvor meget vi får i hvilken rækkefølge, bliver vi formentlig klogere på i løbet af torsdagen.

I de seneste år har der været flere eksempler på vellykkede og succesfulde film om berømte musikere, blandt andet Elton John-filmen ”Rocket Man” og Queen-filmen ”Bohemian Rhapsody”. I denne uge er der dansk biografpremiere på ”Respect”, der – naturligvis – handler om souldronningen Aretha Franklin og hendes karriere såvel som hendes privatliv og rolle i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Filmen har fået sin titel fra den sang, som langt fra var Franklins debut, men som i 1967 blev hendes helt store gennembrud. Oprindeligt havde Otis Redding skrevet og indspillet den i 1965, og han sang den ud fra et mandligt perspektiv i en mandsdomineret verden, hvor han vil give sin kvinde det, hun måtte brug for, men dog kræver en smule respekt, når han kommer hjem fra arbejde: ”What you want, baby you got it, what you need, baby you got it, all I’m asking for is a little respect when I come home”. Det var Aretha Franklins egen idé at genindspille den, og da hun som kvinde fremførte teksten, forvandlede den sig fra at være et en patriarkalsk irettesættelse til at fremstå som et feministisk kampråb. Sammen med blandt andre sin søster opfandt Franklin både den nu så legendariske passage med ”R-e-s-p-e-c-t, find out what it means to me” og det afsluttende ”sock it to me”-kor – og en stjerne var født. Historien fortæller i øvrigt, at Otis Redding ikke brød sig om den nye version af ”Respect”.

I filmen ”Respect” spilles hovedrollen som Aretha Franklin af Jennifer Hudson, der blandt andet også vandt en Oscar for sin rolle i musikfilmen ”Dreamgirls” baseret på historien om pigegruppen The Supremes.

I slutningen af september er det – uanset om man kan overskue betydningen af det eller ej – intet mindre end tredive år siden, bandet Metallica udgav det album, som egentlig hedder ”Metallica”, men som i daglig tale normalt kaldes ”The Black Album”. Pladen katapulterede Metallica fra hardrock-nichen til toppen af musikverdenen, og den blev en af de bedst sælgende nogensinde båret frem af sange som ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven” og ”Nothing Else Matters”. I anledning af det forestående 30-års jubilæum er der i de seneste dage frigivet udvalgte numre fra to specielle udgivelser. Albummet bliver naturligvis genudgivet i remastered udgave med masser ekstra materiale, men derudover kommer også et coverprojekt, som i fysisk form vil fylde syv LP’er eller fire CD’er. Det store 1991-album er nemlig blevet genindspillet af hele 53 kunstnere, som hver har kunnet vælge den af de tolv oprindelige sange, de gerne ville fortolke på deres egen måde. Ikke overraskende er det balladen ”Nothing Else Matters”, som flest har kastet sig over. Indtil videre kan man på streamingtjenester finde de nye versioner med Phoebe Bridges, Miley Cyrus og Chris Stapleton, men når hele kataloget er online den 10. september tæller det i alt tolv genindspilninger af blandt andre Depeche Mode-forsanger Dave Gahan og Roxette-medlemmet Per Gessle.

I 2008 fortalte Metallica-forsanger James Hetfield til musikmediet Mojo, at han havde været lidt bekymret for at præsentere sangen for de andre i bandet: ”Til at begynde med ville jeg slet ikke spille den for gutterne. Jeg troede, at Metallica kun kunne handle om os fire. Det er sange om at ødelægge ting, headbanging, ofre sig for publikum, hvad som helst så længe det ikke var om damer og smarte biler, selvom vi godt kunne lide den slags. Denne sang var om en kæreste, jeg havde på det tidspunkt. Den endte med at blive en pænt stor sang”. ”The Metallica Blacklist”, som det omfattende hyldestalbum hedder, er tilgængeligt på nettet fra 10. september og i fysisk form fra 1. oktober, og det indeholder også et dansk bidrag, da Volbeat medvirker med en tung fortolkning af ”Don’t Tread On Me”.

Et af rockhistoriens mest kendte guitar-riff og en af mest genkendelige klassikere er blevet genoplivet i et opsigtsvækkende samarbejde. Guitaristen Tom Morello var en af grundpillerne i bandet Rage Against the Machine, der landede med et brag midt i 1990’erne, og han har også været med i blandt andet gruppen Audioslave. I sin nuværende solokarriere har han som guitarist brug for sangere, og Morello har satset på nogle af de store kanoner på sin nye udgivelse. I sidste uge udgav han nemlig en coverversion af AC/DC-klassikeren ”Highway to Hell” sammen med ingen ringere end Bruce Springsteen og Pearl Jams frontmand Eddie Vedder. I en pressemeddelelse siger Tom Morello, at ”Vores version af Highway to Hell hylder AC/DC, men med Bruce Springsteen og Eddie Vedder bliver denne legendariske sang taget med ind i fremtiden. En af de største rock’n’roll-sange nogensinde sunget af to af de største rock’n’roll-sangere nogensinde. Og så leverer jeg en lynende guitarsolo”.

Det er dog ikke første gang, de tre erfarne rockmusikere prøver kræfter med ”Highway to Hell”. For nogle år siden trådte Tom Morello til som vikarguitarist i Bruce Springsteens band, og der findes en optagelse fra AC/DC’s hjemland Australien, hvor de med Eddie Vedder som gæst på scenen rocker sig igennem ”Highway to Hell”. AC/DC udgav nummeret i 1979, og siden da har der floreret mange historier om, hvad sangen handler om. Flere af dem peger på bandets turnéliv, men der findes også en forklaring, som knytter sig til bandets oprindelige forsanger Bon Scotts hjemby Fremantle. Hovedvejen Canning Highway, hvor baren The Raffles lå, blev efter sigende kaldt ”hovedvejen til Helvede”, fordi dårlig skiltning ved et kryds havde kostet flere ofre. Så når der i ”Highway to Hell” bliver sunget ”Going down, party time, my friends are gonna be there too” og ”No stop signs, speed limit, nobody’s gonna slow me down”, så handler det ikke (nødvendigvis) om at skulle genforenes med sine venner hos Den Onde selv, men om at følge den farlige vej med kurs mod det lokale værtshus.

Tom Morello udsender sit album ”The Atlas Underground Fire” den 15. oktober, og udover Springsteen og Vedder får han til den tid også hjælp fra folk som rapper og reggae-musiker Damien Marley og countryrocksanger Chris Stapleton.

Hvis man i fremtiden skulle blive involveret i en diskussion om, hvad der er den bedste danske plade nogensinde, så findes der nu slags demokratisk afgørelse, man kan henvise til. Gennem mere end et år har alle interesserede kunnet deltage i den ene afstemning efter den anden på Facebook-siden ”Det bedste danske album nogensinde”. Når radiostationer og musikmedier forsøger sig med afstemninger, er der som regel kun et meget begrænset udvalg, brugerne kan vælge imellem, men i dette tilfælde var der fra starten flere end 2000 album i en løbende ”knock out-turnering”. Næsten ukendte nichealbum, velkendte udgivelser og folkekære klassikere dystede én og én mod hinanden, og kun det ene album i hver af de tilfældigt sammensatte afstemninger kunne gå videre til næste runde. Efterhånden blev feltet snævret mere og mere ind, og de fire tilbageværende på semifinaleniveauet var Kim Larsen-pladerne ”Værsgo” og ”Midt om natten” samt Gasolins ”Efter endnu en dag” og tv-2’s ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da finaleafstemningen stod i onsdags, var det Kim Larsen vs. Kim Larsen, og ”Værsgo” løb med sejren med 50,4 procent af stemmerne.

”Værsgo” var Kim Larsens første solo-LP og blev udgivet i 1973, hvor succesen for hans band Gasolin var enorm, men hvor Larsen havde brug for at få afløb for sin lyst til at lave andet end rock, hvis ikke de modstridende interesser mellem Gasolin-medlemmerne skulle splitte bandet ad. Ifølge bogen ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader” var LP’en ”Værsgo” fra starten tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og der var oprindeligt så mange sange på bordet, at Larsen kunne have lavet et dobbelt-album, indtil produceren fik ryddet op i materialet og forkortet den samlede udgivelse. Den røde tråd fra starten var et science fiction-tema, og selvom det ikke står lysende klart, når man hører det endelige resultat, så kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af sci-fi-grundidéen. Med sange som ”Joanna”, ”Hvis din far gir dig lov” og ”Det er i dag et vejr” er ”Værsgo” både blevet folkeeje og en stor kommerciel succes, sidenhen optaget i ”Kulturkanonen” og nu kåret ”Det bedste danske album nogensinde”.

I august påbegynder initiativtageren til Facebook-siden en tilsvarende afstemningsrække for at kåre den bedste danske film nogensinde.

Det sker jævnligt, at bands afprøver nye idéer eller udforsker genrer, men sommerens mest mærkværdige – og måske mest humorfyldte – stilskift står rockgruppen Foo Fighters for. Forleden udsendte de et album under navnet Dee Gees, som både henviser til forsanger Dave Grohls initialer D. G. og til den gamle poptrio Bee Gees. De erfarne rockmusikere har nemlig genindspillet en håndfuld Bee Gees-sange fra discomusikkens storhedstid, og det kunne måske have været interessant at høre tunge rockfortolkninger af discogenrens dansegulvsklassikere, men Foo Fighters har lidt overraskende valgt at indspille sangene meget tro mod originalerne – også med den karakteristiske falsetsang. Den første single fra Dee Gees-hyggeprojektet er genindspilningen af et stort hit i 1976, som også blev en del af ”Saturday Night Fever”-filmen i 1977, hvor hovedrolleindehaver John Travolta indtager dansegulvet til den pågældende sang. Filmproducerne havde egentlig tænkt sig, at nummeret ”Night Fever” skulle bruges i den scene, men Travolta havde indøvet sine dansetrin til tonerne af den allerede berømte ”You Should Be Dancing”, så han insisterede på, at den blev brugt i stedet. Nu er ”You Should Be Dancing” sammen med blandt andre ”Tragedy”, ”More Than a Woman” og ”Night Fever” blevet genoplivet af musikerne fra Foo Fighters på albummet med titlen ”Hail Satin”.