Kategori: Musiknyheder

Titlen ”7 Years” er i forvejen nært knyttet til det danske band Lukas Graham på grund af en af deres sange, men fra denne uge henviser den også til en dokumentarfilm. Instruktøren René Sascha Jørgensen har fulgt gruppen syv år, og derfor har den meget naturligt fået titlen ”7 Years of Lukas Graham” som en hilsen til sangen fra 2015, der blev et stort hit i det meste af verden. I P3-podcasten ”Splittet til atomer” fortalte forsanger Lukas Forchhammer sidste år, hvordan sangen ”7 Years” kom til verden på en aften, hvor nogle af bandmedlemmerne og flere venner fra musikermiljøet omkring Lukas Graham var samlet for at prøve at skrive nye sange. Arbejdet var gået lidt i stå, og Lukas Forchhammer havde fået sig en lur på en sofa, men da han vågnede, sad pianisten Morten Ristorp ved et gammelt elklaver, hvor flere af tangenterne endda sad fast, fordi der var blevet spildt en drink ned i det. Ristorp sad og legede med den lille klaverfigur, som i dag er kendt som introen til ”7 Years”, og da Lukas Forchhammer kom ud til ham, begyndte han instinktivt at synge “Once I was seven years old my mama told me: Go make yourself some friends or you’ll be lonely”. Meget hurtigt var der en følelse af, at de efter en ellers lidt ufrugtbar sangskrivningsaften nu havde fat i noget godt. Folk stimlede sammen om klaveret, og hen over rødvin, joints og cigaretter begyndte Forchhammer at skrive tekstidéer ned i sin lille bog. I løbet af nogle timer blev nærmest hele sangen skrevet ud i ét. Sangen ”7 Years” gennemgår vers for vers livsoplevelser i forskellige aldre, også med forventninger om fremtiden. Der blev også skrevet vers om at være 40 og 50 år, men de blev senere sorteret fra, men 60 års-verset med en hilsen til Forchhammers afdøde far fik lov at blive stående: ”Soon I’ll be sixty years old, my daddy got sixty-one, remember life and then your life becomes a better one”. Flere af gruppens sange er ikke kærlighedssange i gængs forstand, men kredser om familie og om den afdøde far:

”Fra et helt basalt, psykologisk synspunkt, så er det jo en psykologisession på tre en halv time, når skriver en sang som ’7 Years’. Det er jo sorgbearbejdelse, der foregår, når man skriver en sang om sin døde far”, sagde Lukas Forchhammer i podcasten ”Splittet til atomer”.

På fredag er der i biografer mange steder i landet premiere på dokumentarfilmen af René Sascha Johannsen, som faktisk også var manden bag musikvideoen til sangen ”7 Years” dengang i 2015.

I næste uge er der præsidentvalg i USA, og mens musikere som Bruce Springsteen, John Legend, Barbra Streisand og Taylor Swift åbent har bakket op om Joe Biden, er det svært for præsident Donald Trump at få prominente navne fra musikbranchen til at støtte ham aktivt. Sådan var det under valgkampen for fire år siden, sådan var det, da der skulle hyres underholdning til hans indsættelsesfest i 2017, og sådan er det også i år. Det startede sådan set allerede den dag i juni 2015, da Donald Trump annoncerede sit kandidatur til tonerne af Neil Young-nummeret ”Rockin’ In the Free World”. Det faldt Neil Young for brystet, men Trumps kampagnestab kunne fremvise bevis på, at de rent faktisk havde købt sig til retten til at anvende ”Rockin’ In the Free World”. Alligevel holdt Trump-kampagnen i en periode op med at gøre brug af ”Rockin’ In the Free World”, især fordi Donald Trump ikke ville lægge sig ud med Neil Young, som han selv er stor fan af.

Det modsatte kan dog ikke siges at være tilfældet. Neil Young bakkede op om Bernie Sanders i Demokraternes primærvalg, selvom han som canadier ikke havde mulighed for at stemme. I mellemtiden er Young blevet amerikansk statsborger, og han råber stadig op, når Trump-kampagnen gør brug af hans sange. I februar skrev han et åbent brev til præsidenten: ”Jeg håber, at du hører min stemme, hver gang ”Rockin’ In the Free World” eller en af mine sange bliver spillet ved dine vælgermøder. Husk at det er stemmen af en skattebetalende amerikansk borger, der ikke støtter dig. Mig. Jeg skyder ikke skylden på de folk, der stemte på dig. Jeg støtter deres ret til at udtrykke sig, selvom de er blevet løjet overfor og i mange tilfælde har troet på de løgne. De er sande amerikanere”.

Det amerikanske medie Vulture har for nylig samlet en liste med 21 eksempler på sange, som kendte musikere i mere eller mindre diplomatiske vendinger har bedt om ikke bliver brugt af Trump. Listen rummer blandt andet ”In the Air Tonight” med Phil Collins, “We’re Not Gonna Take It” med Twisted Sister, “Rolling in the Deep” med Adele og “We Are the Champions” med Queen.

I år er det 50 år siden, verden første gang hørte ”Jesus Christ Superstar” af komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice, og det markeres herhjemme med en jubilæumskoncert, som for tiden er på turné rundt i landet. Man kan måske undre sig over, at showet, som søndag kan opleves i Musikkens Hus i Aalborg, er en musicalkoncert og ikke en egentlig musical, men det er faktisk i fin tråd med musikken fra 1970. Dengang havde Tim Rice og Andrew Lloyd Webber fået afslag på afslag fra teatre, der ikke kunne se fidusen i en rockmusical om Jesus og ikke mindst om Judas. Andrew Lloyd Webber har senere fortalt, at det generelle svar, de blev mødt med, var, at ”Det må være jeres spøg – det er den dårligste idé nogensinde”. Derfor valgte de at samle sangene til musicalen på en dobbelt-LP i stedet, og selvom dette ikke var den oprindelige plan, gav pladeprojektet mulighed for at gøre musical-idéen mere rocket og mere ungdommelig, end en sceneopsætning ville have tilladt. Da pladen lidt efter lidt voksede til at blive en stor succes, blev den oprindelige idé om en scene-musical samlet op i 1971, og i 1973 kom også filmversionen af ”Jesus Christ Superstar”.

At gøre Jesus til en musicalfigur skabte naturligvis også opstandelse og anklager om blasfemi i visse kredse, men til skabernes store overraskelse var der opbakning fra Vatikanet. Pavestatens radiostation valgte at spille ”Jesus Christ Superstar”-pladen i sin fulde længde, fordi man betragtede det som ”et værk af væsentlig betydning”. Den pavelige opbakning blev taget et skridt videre, da filmversionen i 1973 lå klar. Filmens instruktør Norman Jewison arrangerede en særlig fremvisning for pave Paul d. 6., og historien fortæller, at paven var meget begejstret, da han gav sin ”anmeldelse” til instruktøren: ”Mr. Jewison, ikke alene værdsætter jeg din smukke rockoperafilm, jeg tror også, den vil trække flere folk til kristendommen, end noget andet har gjort tidligere”.

Det er Danmarks Underholdningsorkester, der for tiden er på turné med sangere som Erann DD, Martin Brygmann og Fallulah samt den nu 74-årige Allan Mortensen, som selv fik sit gennembrud i rollen som Judas i den originale danske opsætning af musicalen i 1972.

I oktober 1940 kom en lille dreng til verden i Liverpool. Familien Lennon kaldte deres søn John, men den senere så berømte musiker fik også mellemnavnet Winston. Fornavnet John var en hyldest til drengens bedstefar, mens mellemnavnet blev hentet et helt andet sted. John Winston Lennon blev nemlig delvist opkaldt efter den britiske premierminister Winston Churchill, som havde været i politik i mange år og havde beklædt flere ministerposter, men som i maj 1940 – blot fem måneder før fødslen af den lille Lennon – var tiltrådt som premierminister. Churchill blev en af de vigtigste skikkelser i moderne britisk historie, og han blev også en personlig helt for John Lennon, der læste flere af Churchills bøger. Winston Churchill spiller også en rolle i en anekdote om John Lennon, men i en noget anden sammenhæng end man normalt associerer helten fra 2. verdenskrig med. Paul McCartney gav for et par år siden i magasinet GQ nogle eksempler på, hvor tætte han og John havde været i ungdomsårene, og her fortalte han, at de engang havde hængt ud hjemme hos John sammen med nogle venner. Det var blevet helt mørkt, og på en eller anden måde var det endt med, at alle mand sad og onanerede i hver sin stol. På skift sagde de navne på attraktive kvinder til gensidig begejstring, indtil Lennon overraskede flokken og forpurrede stemningen ved at sige ”Winston Churchill” for underholdningens skyld.

Mellemnavnet Winston var ikke synligt i årene med The Beatles, men John Lennon brugte det i andre sammenhænge, for eksempel når han medvirkede på andres plader og ville være lidt anonym. Da Elton John i 1974 genindspillede Beatles-sangen ”Lucy In the Sky With Diamonds”, kunne man i covernoterne se, at han havde fået hjælp i studiet af en guitarist og korsanger ved navn Dr. Winston O’Boogie – og det var den samme John Winston, som på fredag kunne have fejret sin 80 års fødselsdag.

I midten af 1990’erne var bandet Oasis her, der og alle vegne. Debutpladen ”Definitely Maybe” var en massiv succes i 1994, men allerede året efter udsendte Oasis et album, der skulle blive det næstbedst sælgende i Storbritanniens historie, kun overgået af ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” med The Beatles. På fredag er det 25 år siden, Oasis udgav ”(What’s the Story) Morning Glory” med sange som ”Don’t Look Back In Anger”, ”Some Might Say” og ikke mindst et af årtiets største hits, ”Wonderwall”. Der blev spekuleret en del i, hvordan ordet ”Wonderwall” skulle forstås, og det blev diskuteret om George Harrisons musik til en film af samme navn i 1968 kunne spille en rolle. Med tiden blev der etableret en fortælling om, at Noel Gallagher fra Oasis havde skrevet sangen til sin daværende kæreste – og senere kone og nu eks-kone – Meg Mathews, og at hun som hans ”vidundervæg” var at sammenligne med drengeværelsets plakater af popstjerner og fodboldspillere. Efter parret var gået fra hinanden, afviste Gallagher dog den forklaring: ”Betydningen af den sang blev taget fra mig af medierne, der sprang på den. Og hvordan fortæller man fruen, at den ikke handler om hende, når hun først har læst, at det gør den”, spurgte Gallagher i et BBC-program i 2002. Hans egen forklaring var, at sangen handler om en usynlig ven, der kommer for at redde én fra én selv.

Albumtitlen ”(What’s the Story) Morning Glory” gav også hovedbrud nogle steder, men her var forklaringen mere ligetil. Noel Gallagher havde en veninde, der altid sagde ”What’s the story, morning glory”, når hun indledte en telefonsamtale – med inspiration fra en sang i musicalkomedien ”Bye Bye Birdie” fra 1963, hvor sladderen går over telefonen fra veninde til veninde. I anledning af 25-årsjubilæum genudgives ”(What’s the Story) Morning Glory” både på vinyl, CD og kassettebånd.  

Når musikere fejrer jubilæumsåret for en vigtig udgivelse, sker det ofte med nyrestaurerede versioner og genudgivelser med hidtil ukendt bonusmateriale. Sangeren Cat Stevens, der har skiftet navn til Yusuf Islam, har valgt en anden model i anledning af 50-året for sit store gennembrud. I 1970 udgav han LP’en ”Tea For the Tillerman” med sange som ”Father and Son”, ”Wild World” og ”Where Do the Children Play”, og i stedet for blot at genudgive det gamle værk har han simpelthen genindspillet sangene i nye versioner – nogle af dem markant anderledes end originalerne.

Den nok mest kendte sang, ”Father and Son”, er i dag mere countryballade og mindre folk-rock, men derudover har den fået et interessant aspekt, som ikke var muligt i den originale version. Teksten har altid været en slags dialog mellem en far og hans voksne søn, og farens vers synges naturligvis af den nu 72-årige musiker. Men i stedet for at genindspille den unge søns vers i samme ombæring har man fundet en vokaloptagelse frem fra en gammel liveoptagelse af ”Father and Son”, så den erfarne musiker nu synger duet med sit yngre jeg. Den nye version af ”Father and Son” og de øvrige nyfortolkninger findes på ”Tea For the Tillerman²”, der udkom i sidste uge.  

Thomas Helmig har efterhånden opnået en særlig veteranstatus på den danske musikscene. Han er 55 år og stadig aktiv, han fremstår for yngre generationer som en, der altid har været der, og han er endda far til en af popscenens nye kometer, Hugo Helmig. Nu er han også nået dertil, hvor unge musikere prøver kræfter med hans ældre materiale. Duoen Underlandet debuterede i begyndelsen af året med en stribe sange i krydsfeltet mellem pop og hiphop. Efter deres første EP var færdig, sad de en aften i studiet med deres ven Isaac og talte om gamle popklassikere.

”Isaac sad og nynnede med på Helmig-hittet, og før vi fik set os om, var sangen skrevet og indspillet. Vores label gik straks i gang med at cleare rettigheder og pludselig var det en realitet – selveste Thomas Helmig havde givet os lov til at udgive en nyfortolkning af et af hans største hits”, fortæller David og Jannick fra Underlandet i en pressemeddelelse.

Resultatet er blevet en sang med et nyskrevet vers og en slags genindspilning af det velkendte omkvæd fra ”Det er mig, der står herude og banker på”, men i en noget mere melankolsk tone – og med den forkortede titel ”Luk mig ind”.

De meget hårde og voldsomme varianter af heavy metal, der nogle gange kaldes dødsmetal eller black metal, er som regel gemt væk i subkulturer og på undergrundsscener, men i Sverige har en black metal-udgivelse i år fået en del mere omtale end normalt. Brødrene Thomas og Jonathan Clifford laver det, de på svensk kalder ”samtidsanalys på hårdrocksvis”, og i foråret lagde de et nyt nummer på Youtube, ”All makt åt Tegnell”. Sangen er en brølende, hårdtslående, beskidt rockhyldest til statsepidemiolog Anders Tegnell, som er det nærmeste, man kommer en svensk version af Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Den kurs, Tegnell har lagt for Sverige under coronakrisen, har været en del anderledes end andre landes håndtering af situationen, hvilket har affødt kritik og overraskelse mange steder. Men blandt en del svenskere er der opbakning til Anders Tegnell, og i søskendebandet Clifford er den altså så stor, at de i en sang erklærer ”Al magt til Tegnell”.

Efter nummeret røg på Youtube i maj, er bandet blevet samlet op af et metal-pladeselskab, som har øje for en interessant debat. De har blandt andet tidligere udgivet en metal-version af klimaaktivisten Greta Thunbergs tale til FN-forsamlingen. I sidste uge udkom så en engelsksproget udgave af Cliffords epidemiolog-ode, ”All Might to Tegnell”.