Musikbrevkassen.dk

I
den kommende uge er det 40 år siden, to skilsmisser og et kæresteforhold under
nedsmeltning kulminerede kunstnerisk med udgivelsen af en af rockhistoriens mest
succesfulde plader. I gruppen Fleetwood Mac gik ægteparret Christine og John
McVie fra hinanden, mens bandkollegerne Lindsey Buckingham og Stevie Nicks skændtes
over deres problematiske forhold, og femtemanden Mick Fleetwood havde opdaget,
at hans kone havde en affære med en af hans venner. Alligevel forsøgte de fem
musikere at arbejde videre om det, der nu engang forenede dem, nemlig musikken:

”Vi havde to alternativer – at gå hver til sit og se bandet kollapse eller bide
tænderne sammen og spille videre sammen. Når par går fra hinanden, behøver de normalt
ikke se hinanden igen. Vi var tvunget til at sætte os ud over de forskelle”,
forklarede Christine McVie i Q Magazine i 1997.

Resultatet af bandets blod,
sved og ikke mindst tårer i den periode blev til det, der hos mange blev kendt
som ”skilsmissepladen” med hits som “Go Your Own Way”,
“Dreams” og “Don’t Stop”. LP’en ”Rumours” udkom 4. februar
1977 og endte blandt andet med at sætte rekord på den amerikanske albumhitliste
ved at forblive på førstepladsen intet mindre end 31 uger i træk.

Hej
Tor

Kender
du det med at man kan huske eksistensen af en sang, men ikke sangen selv? Jeg
har en klar erindring om i min barndom igen og igen at have lyttet til et bånd
med en sang om Anders And og mange andre og om, hvad der sker med dem ”uden for
Anders And-bladet”. Men melodien er væk, teksten husker jeg ikke. Så nu prøver
jeg bare hos dig.

Kh
Jeanette

Hej
Jeanette

Der
findes givetvis flere sange om Anders And, men da jeg læste dit spørgsmål, poppede
linjen ”Andeby er væk, hele byen fik et knæk” op i mit baghoved. Sangen
”Rapport fra Andeby” rummer en stribe voldsomme eksempler på, hvordan
Disney-figurerne ender som invalidepensionister, pornomodeller, narkomaner
eller ligefrem kommer af dage. Nummeret stammer fra Hornum Korets plade
”Bølle-Bob og de andre” fra 1978.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I
fredags blev Donald Trump indsat som USA’s 45. præsident, og blandt de mange
arrangementer, der altid omgiver de amerikanske præsidentindsættelser, var tre
baller. Ved det første bal åbnede den nye præsident og hans hustru Melania
vanen tro dansegulvet til en selvvalgt sang, og det var på forhånd annonceret,
at Trump-parret ville danse til ”My Way”, som Frank Sinatra udødeliggjorde i
1969.

På Twitter havde en bruger spurgt Nancy Sinatra, hvad hun mente om den
anvendelse af faderens klassiker. Nancy Sinatra har på flere måder markeret sig
som modstander af Trump, og hendes svar i et tweet, der efterfølgende blev
slettet, var, at man blot skulle huske, hvordan første linje i ”My Way” lyder:
”And now the end is near” (”Og nu er det snart slut”).

Frank Sinatra selv brød
sig mindre og mindre om ”My Way”, som årene gik, selvom den blev en slags
signatursang for ham. Paul Ankas tekst til den oprindeligt franske sang forekom
ham at være egoistisk og selvoptaget, har datteren Tina senere afsløret. Sjovt
nok passer netop disse to ord ifølge mange kritikere lidt for godt på netop den
nyindsatte præsident, der åbnede festen med ”My Way”.

Tidligere
på måneden blev det flere steder omtalt, at 4. januar var 50-års-dagen for
udgivelsen af The Doors’ debutalbum, der indeholdt blandt andet ”Light My
Fire”, ”Break On Through (To the Other Side)” og ”The End”. Men måske mere
interessant for fans og The Doors-kendere er det, at en hidtil ukendt liveoptagelse
af bandet er blevet sendt på gaden som en del af jubilæet.

I maj 1966 lånte en
ung kvinde ved navn Nettie Peña en spolebåndoptager på den skole, hvor hendes
far arbejdede, for at kunne optage en koncert med Jim Morrison og hans dengang
endnu ukendte band, der optrådte fast på spillestedet London Fog i Hollywood.
Resultatet, der regnes for at være den allerførste koncertoptagelse med The
Doors, er nu udkommet som ”London Fog 1966” og består af en stribe
fortolkninger af gamle bluesnumre og to af bandets første egne sange: ”You Make
Me Real”, som først nåede med på en Doors-plade i 1970, og den mere
kendte ”Strange Days”, som blev titelnummeret til gruppens andet album.

Hej!
Jeg
har et spørgsmål angående Peter AG (Gnags). Har han ikke på et tidspunkt været
med i Bifrost? Mener at have set/hørt at han meget kortvarigt spillede med
bandet under andet navn – vist nok lidt fjollet navn.

Venlig
hilsen Thomas Buhl

Hej
Thomas

Jeg
ved, at Peter A.G. aldrig har været med i selve Bifrost, men i 1970’erne var
der en lang række sideprojekter, hvor musikere fra forskellige bands gik sammen
på kryds og tværs i korte perioder. For at være på den sikre side med hensyn
til et muligt samarbejde mellem Peter A.G. og Bifrost har jeg været i kontakt
med Tom Lundén, som gennem alle årene har været den bærende figur i Bifrost.
Han fortæller, at et par Bifrost-medlemmer medvirkede på Alrune Rod-plader, at
Leif Roden havde et sideprojekt med Bifrost-medlemmer i 1976, og at Leif Roden
var Bifrost-bassist på en turné i Grønland i 1987. Men på intet tidspunkt var
Peter A.G. med i cirklerne omkring Bifrost.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Fredag indsættes Donald Trump som USA’s 45. præsident, og i dagene omkring den
officielle ceremoni er der vanen tro en række arrangementer, der på forskellige
måder skal markere magtskiftet. Både indsættelsen fredag og velkomstfesten for
den nye præsident torsdag har dog på forhånd været genstand for en del opmærksomhed,
når det handler om de optrædende kunstnere. Hvor Barack Obama blev fulgt på vej
af musikere som Bruce Springsteen og Stevie Wonder, har det været svært at
skaffe store stjerner til Trump-festlighederne.

Torsdagens ”Make America Great
Again”-koncert blev endda ramt af et afbud, dagen efter navnene på de optrædende
blev offentliggjort. Broadway-musicalstjernen Jennifer Holliday havde selv stemt
på Hillary Clinton, men hun havde sagt ja til at optræde ud fra et princip om,
at hun ikke sang til ære for Donald Trump, men for det amerikanske folk. Men i
lørdags – dagen efter hun blev annonceret som en af stjernerne på scenen – vendte
hun om på en tallerken. Efter utallige henvendelser fra både venner og fans ombestemte
hun sig, og NPR citerede hende for at undskylde sin dårlige dømmekraft.

Hvis
planen ellers holder vil man stadig kunne opleve blandt andre countrystjernen
Toby Keith og rockbandet 3 Doors Down.

Ugens spørgsmål er baseret på en stribe interessante observationer, der næsten kunne være taget ud af en Dan Brown-roman. Jeg videreformidler her et mysterium og efterlyser assistance fra skarpsindige læsere:

Ludvig van Beethoven levede fra 1770 til 1827, og Samuel F. B. Morse levede fra 1791 til 1872; de kunne muligvis have kendt hinanden. Som KFUM-spejder lærte jeg for mange år siden at benytte morsealfabetet; her lærte jeg derfor, at bogstav V har tegnet …- Altså prik-prik-prik-streg. Det var tegnet, der som et pausesignal under krigen lød tre gange, altså V-V-V for ”vi vil vinde”, når den illegale radio bragte nyheder fra England, efterfulgt af meldingen ”Her er London”. Men der er noget, der altid har undret mig, og her kommer Ludvig van Beethoven (1770-1827) ind i billedet. I sin skæbnesymfoni, symfoni nr. 5 (romertal V), som Beethoven skrev i årene 1807-08, bruger han morsetegnet for V som skæbnetung rytme hele symfonien igennem. Det var jo mange år, før Morse tog sit prik-streg-alfabet i anvendelse. I umindelige tider har det været kendt, at romerne skrev V, når de mente 5. Men foreligger der en tilfældighed, eller kan nogen give mig en rimelig forklaring på, hvorfor Beethoven benytter den skæbnetunge rytme – Morse’s V-tegn – netop i sin femte symfoni?

Karl Maksten, Aalborg

TILFØJET: I
sidste uge Karl Maksten en mulig
sammenhæng mellem morse-alfabetets bogstav V (prik, prik, prik, streg), som jo også
er romertallenes femtal, og temaet fra Beethovens 5. symfoni, der også er kendt
som skæbnesymfonien. Observationen af sammenfaldet mellem romernes femtal, den
5. symfoni og værkets karakteristiske anslag, der har samme rytme som
morsealfabetets V, er ganske interessant. Både forsøgene på at påvise
sammenhængen og de læserhenvendelser, jeg har fået, peger dog hen mod det
kedelige, men realistiske svar: At der er tale om en pudsig tilfældighed, men
ikke andet end en tilfældighed.

Med venlig hilsen
Tor Bagger

I dag er det præcis 50 år siden, et af rockhistoriens mest kendte og navnkundige numre blev indspillet, da Jimi Hendrix satte strøm til guitaren i De Lane Lea Studios i London og gik i gang med ”Purple Haze”. Hans producer havde hørt ham arbejde med et meget utraditionelt guitar-riff og havde presset på for, at Hendrix skulle arbejde videre med det. Idéen til den syrede tekst kom ifølge Jimi Hendrix selv fra en drøm, hvor han under havet blev fanget i en lilla tåge. I dag er det 50 år siden, han instruerede sit band og forevigede ”Purple Haze” – og i overmorgen er det i øvrigt lige så længe siden, han gav koncert på Bag O’Neils Club i London med blandt andre Paul McCartney og Ringo Starr blandt tilhørerne.