Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sjov Strangers in the Night

Hej Tor
Jeg har spurgt et par gange om noget musik, og denne gang er det en af de svære. Det drejer sig om en indspilning af Strangers in the Night, det er godt nok Frank Sinatra der synger, men jeg mener bestemt at have set eller hørt en udgave hvor Dean Martin er inde over med smarte bemærkninger. Tager jeg fejl? Hvis ikke, hvor kan man finde den, evt. gense den?
Med venlig hilsen
Kim Kristensen

Hej!
Jeg kender desværre ikke til en version, hvor Dean Martin blander sig i Strangers in the Night, men det er ganske realistisk, at den findes, for Sinatra og Martin optrådte ofte sammen i amerikanske tv-shows. På Youtube kan du se et andet klip, hvor de dels viser deres talent, dels pjatter sig gennem materialet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nyt fra Arctic Monkeys

Et af de mest populære, mest omtalte og mest roste engelske rockbands i de seneste år er Sheffield-gruppen med det mærkværdige navn Arctic Monkeys (arktiske aber, red.). Efter deres gennembrud gik der et rygte, som medlemmerne selv havde sat i gang, for efter konstant at blive spurgt om baggrunden for deres bandnavn begyndte de at opfinde løgnehistorier om oprindelsen. En af dem kom med i et interview, hvor de forklarede, at de havde opkaldt sig efter trommeslagerens onkels gamle band – uden at det dog var sandt.

Gruppen, der blander punk og britpop, har hittet med blandt andet I Bet You Look Good on the Dancefloor og When the Sun Goes Down. Arctic Monkeys udsendte i mandags deres tredje album Humbug.

Kategorier
Musiknyheder

Elvis Presleys største ballader

Nok kaldes Elvis Presley ofte kongen af rock’n’roll, men han var også en ballademester, og nogle af hans mest kendte sange er da også store sjælere. En samling af de mest elskede kærlighedssange er netop blevet udsendt på Love Me Tender – The Love Songs of Elvis.

Nummeret, som CD’en er opkaldt efter, er baseret på sangen Aura Lee fra den amerikanske borgerkrigstid, og det havde sin debut på det populære tv-program Ed Sullivan Show i september 1956. Dagen efter modtog pladeselskabet intet mindre end en million forudbestillinger af den endnu ikke udkomne Elvis-single. Opsamlingspladen Love Me Tender – The Love Songs of Elvis udkom i mandags.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Blue Eyes på dansk

Kære Tor!
Nu har jeg brug for din hjælp igen. I går hørte jeg i Ønskekoncerten Peter Abrahamsen synge “Blue eyes crying in the rain”. Hvilken cd er den fra? Så vidt jeg kunne høre, sang han skiftevis på engelsk og på dansk.
Hilsen Hanne Østergaard

Hej Hanne
Blue Eyes Cryin’ In The Rain er oprindeligt en gammel folkesang, der spredte sig i flere lande for ca. 100 år siden. Den færøske udgave Fagre Blóma har Peter Abrahamsen fået oversat til dansk, så den nu hedder Fagre blomst. Han har indspillet den på albummet Borrowed & Blue, i øvrigt sammen med sit band Bell Pepper Boys.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Guitar i skødet

Hej Tor
I et band, der spiller country musik, ser man ofte benyttet et instrument, hvor musikeren sidder ned. Han flytter hænderne frem og tilbage, mens han spiller og har vistnok nogle “dimser” på fingrene. Hvad hedder et sådant instrument?

Hej!
Det lidt underlige instrument, der ofte benyttes i country- og bluegrass-musik, er en form for guitar, som går under flere forskellige navne. Steel guitar er et af dem, selvom steel guitar også kan være en betegnelse for en spillestil på almindelig guitar, hvor man med venstre hånd kører et glas- eller metalrør på strengene, så man får en glidende, syngende lyd. Når guitaristen sidder ned med instrumentet, kaldes det også ofte en lap steel guitar eller resonator guitar – eller en Dobro, som er det nok mest kendte varemærke for denne slags instrumenter. Dimserne på højre hånds fingre hjælper til at slå strengene an.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Rap-ode til Michael Jackson

Det kan ikke komme som en overraskelse, at der i kølvandet på Michael Jacksons død og mange efterfølgende mindeord også kommer musik, som hylder Kongen af Pop. En af de hurtige i denne sammenhæng er rapperen LL Cool J, som fik sit gennembrud i 1980’erne med blandt andet rapballaden I Need Love. Nu har han lanceret et nummer på baggrund af musikken i Michael Jackson-hittet Billie Jean, hvor han rapper om sin begejstring for Jackson med linjer som “There’s only one King of Pop”. Til Billboard har han fortalt, at teksten kom til ham i en drøm efter Michael Jacksons død, og nummeret hedder derfor Billie Jean Dream. Hiphop-hyldesten kan høres her.

Kategorier
Musiknyheder

Dancing in the Street – med koben og cementgulv

For 45 år siden hørte verden for første gang den sang, som dels blev det største hit for Martha & the Vandellas, dels blev opfattet af visse afroamerikanske borgerrettighedsgrupper som et opfordring til demonstrationer og dels introducerede kobenet til et bands rytmegruppe.

Martha & the Vandellas havde allerede haft et par hits hos pladeselskabet Motown, da de blev tilbudt en sang skrevet af Marvin Gaye, Ivy Jo Hunter og William Stevenson. Da nummeret var indspillet var Hunter tilfreds med alt andet end beatet, som han mente manglede karakter. En pludselig indskydelse fik ham til at hente et koben i bilen, og som en sidste detalje til nummeret slog han det taktfast mod et cementgulv for at understøtte trommerne.

På lørdag er det hele 45 år siden, verden for første gang blev introduceret til Dancing in the Street.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Daddy What If

Hej Tor
Jeg har hørt/set en sang med Shell Silverstein i et Johnny Cash show. Jeg tror den hedder Daddy what if. Ved du om den er indspillet på dansk.
Venlig hilsen
Gitte Bach Jakobsen

Hej Gitte
Sangen hedder rigtigt nok Daddy What If, og den er indspillet af flere kunstnere gennem årene. Den er dog nok bedst kendt med Bobby Dare og hans lille søn Bobby Dare Jr., som kan ses på Youtube. Jeg kender dog ikke til en dansk udgave af sangen, men tager gerne imod flere spor i sagen fra læserne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger