Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikken fra Friends/Venner

Hej Tor
Min datter har sat mig til at opspore titelmelodien til tv-serien Friends. Men da jeg aldrig har hverken set eller hørt et helt afsnit at serien, så er jeg på helt bar bund. Kan du hjælpe mig med kunstner og titel?
Mia Andersen

Hej Mia
Nej, med så lidt forhåndskendskab er det ikke let at finde musikken fra serien, men jeg rækker gerne en hånd. Temasangen fra Venner hedder I’ll Be There For You og er med gruppen The Rembrandts. Du kan købe den som download på bl.a. TDC Musik, men den findes også på flere CD’er, både Rembrandts-pladerne L.P., Choice Picks og Greatest Hits og på tv-seriens soundtrack (søg f.eks. på sangens titel som albumtrack på cdskiven.dk).
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Elvis-noder

Hej Tor
Go idé med dine musik-sider. Noder til Elvis-stykket ”Can´t help falling in love” kniber det mig at finde. Jeg har set den er i Imudicas-bøgerne, men det kniber mig at spille stykkerne, når der er 3 ”b-er” i node-linierne. Kan man ikke finde sangen i en bog, hvor den starter i en alm C-dur eller F-dur og i så fald hvilken bog? Når der kun er ”b-er” med i en sang, hvilke tangenter skal man så trykke på? Når der er ”krydser” er det jo de sorte ”foran”.
Bruno

Hej Bruno
Forklaring af tonearter m.m. kræver mere plads, end dette svar kan tilbyde, men b for en tone angiver, at du skal gå en halv tone ned (det vil sige, at “b for A” er den sorte tangent mellem G og A). Du kan muligvis finde Can’t Help Falling in Love i C-dur og helt uden fortegn i visse nodebøger, men her og nu har jeg fundet den i D-dur, så du kun skal trækkes med to krydser. Denne version kan findes i “Sangbogen” (fra forlaget Edition Wilhelm Hansen) og i “151 andre sange” (fra forlaget Edition Egtved Danmark). Din lokale bibliotekar vil kunne hjælpe dig med at finde disse og andre nodebøger.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Phantom of the Opera tilbage i Danmark

Den største underholdningssucces i verdenshistorien vendte i sidste uge tilbage til Danmark, da Phantom of the Opera havde premiere på Det Ny Teater i København. Med en indtjening på langt over tre milliarder dollars på verdensplan overgår Andrew Lloyd Webbers fantastiske musical fra 1986 overgår selv de største filmsucceser.

For nogle år siden begyndte Lloyd Webber at arbejde på en fortsættelse til Phantom of the Opera. Projektet med titlen Phantom: Love Never Dies er dog blevet en del forsinket i forhold til den oprindelige plan. Musicalkomponisten havde samtlige sange og arrangementer liggende klar i sit elektroniske klaver, men en dag, da hans kat vandrede rundt på knapper og tangenter, lykkedes det den at slette hele værket. Forestillingen ventes dog at få international premiere til november.

Kategorier
Musiknyheder

Notorious B.I.G. i biografen

Rapperen Notorious B.I.G. blev i 1997 skudt og dræbt af en ukendt gerningsmand, og siden da er der udkommet adskillige hyldester og post mortem-produktioner. I fredags var der endvidere amerikansk biografpremiere på filmen Notorious om rapperens liv og død. Soundtracket indeholder naturligvis bidrag fra en lang række hiphop-stjerner, men ikke det nummer, der for alvor bragte hans navn til Danmark, nemlig Puff Daddys hyldestsang I’ll Be Missing You.

Puff Daddy fik ikke blot succes, men også problemer, for han havde ikke på forhånd fået Stings tilladelse til at bruge Police-hittet Every Breath You Take som grundlag for nummeret, og han måtte også bøde for at have lånt linjen ”Some glad morning when this life is over” fra den næsten 70 år gamle gospelsang I’ll Fly Away. Til gengæld fik han sat et varigt minde over sin gode ven Notorious B.I.G.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Aud Wilkens julesang

Hej Tor og godt nytår
Jeg hørte juleaften et nummer med Aud Wilken. Har jeg ret i, at det var det julenummer, P3 brugte i 1995, som hed December Days? Og hvis det er korrekt, hvor i alverden kan jeg finde det nummer? Har ledt med lys og lygte og håber, du kan hjælpe mig…
Med venlig hilsen
Bent Gregersen

Hej Bent (og godt nytår!)
Ja, du har også ret i, at Aud Wilkens julesang hedder December Days. Det var P3-programmet Popshop, der var fødselshjælper for sangen, men den er desværre ikke udgivet og findes derfor formentlig kun i DR’s arkiver. Nummeret var i øvrigt skrevet af Martin Hall, der senest har været i vælten som dommer i tv-showet Talent 2008.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: All Summer Long

Hej Tor
Jeg har flere gange her i 2008 hørt en sang, der bla. handler om Sweet Home Alabama (Lynyrd Skynyrd-sang). Jeg kan ikke finde ud af hvad sangen hedder og hvem der synger og spiller. Kan du hjælpe mig?
Med venlig hilsen
Niels Rasmussen

Hej Niels
Det er sangeren Kid Rock, der har hevet det gamle Lynyrd Skynyrd-hit frem og skrevet en ny sang henover den, i form af All Summer Long. Men det er faktisk ikke kun Sweet Home Alabama, han har lånt fra. Verset i sangen er bygget hen over Warren Zevons sang Werewolves of London. All Summer Long findes på Kid Rock-pladen Rock N Roll Jesus.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Barack og bossen

Under den amerikanske valgkamp stillede en lang række musikere sig skulder ved skulder med Barack Obama, så det er ikke så underligt, at der også er musik på programmet, når Obama indsættes som præsident i starten af næste uge. Aretha Franklin skal synge, og en klassisk kvartet fremfører et nyt værk af filmkomponisten John Williams.

Men derudover har Bruce Springsteen annonceret, at han på egen hånd holder ”forfest” for Obama. Bruce Springsteen og hans E Street Band giver nemlig gratis koncert i Washington allerede på søndag, formentlig med numre fra den nye plade, der udsendes 26. januar. Albummet får den Obama-passende titel Working On a Dream.

Kategorier
Musiknyheder

John Lennon-film på vej

Det er efterhånden lang tid siden, det blev annonceret, at manden bag Joy Division-filmen Control også ville prøve kræfter med historien om John Lennon. Nu har projektet ifølge gaffa.dk og The Guardian også fået en titel, Nowhere Boy, opkaldt efter Beatles-sangen Nowhere Man.

John Lennon skrev Nowhere Man en dag i 1965, hvor han havde komponeret sange i timevis og blev bange for, at han ikke ville være i stand til at færdiggøre en eneste sang herefter. Med dette som indadvendt inspiration blev Nowhere Man The Beatles’ første sang, der ikke handler om kærlighed. Filmoptagelserne starter i marts, og den meget unge John Lennon skal spilles af Aaron Johnson.