Musikbrevkassen.dk

Poul Krebs’ første album udkom i 1979, så han var ikke ligefrem nogen nybegynder, da han i 1995 fik sit store gennembrud. Året forinden havde han sagt farvel til sit faste band og bosat sig med familien på en husbåd i Amsterdam, hvor han skrev en stribe sange, der blev umanerlig godt modtaget, når han tog dem med ud på mindre spillesteder i Danmark. For at holde fast i det upolerede og det umiddelbare samlede han sammen med produceren Poul Martin Bonde en gruppe musikere, som dybest set låste sig inde i et studie i en uge uden på forhånd at have øvet de nye sange, som Krebs havde optaget på en walkman i Amsterdam. Sang efter sang blev præsenteret, arrangeret og indspillet, og resultatet blev et album med nerve og sjæl, som sikrede Poul Krebs en plads i danskernes bevidsthed, som holder den dag i dag. I år er det 25 år siden, pladen ”Små sensationer” udkom med sange som ”Sådan nogen som os”, ”Morrison, Dylan og Elvis” og ”Prinsessen af Aalborg”, og det markerer Poul Krebs for tiden med en jubilæumsturné, som blandt andet bringer ham til Skråen i Aalborg på lørdag.

I lørdags blev Dansk Melodi Grand Prix afviklet, og duoen Ben & Tan løb med sejren i det store show, men blandt de mange unge mennesker på scenen var der også en gæst, som træk aldersgennemsnittet markant op. Som en del af pauseunderholdningen dukkede Dario Campeotto op og fremstod i en alder af 81 år som aftenens vel nok stærkeste sanger, da han optrådte med ”Angelique” fra Melodi Grand Prix i 1961. Det år sagde reglerne, at alle kompositioner skulle indsendes under billetmærke, så hverken seerne, juryen eller for den sags skyld de øvrige optrædende vidste, hvem der have skrevet de enkelte sange. Den 22-årige Dario Campeotto blev en klar vinder foran kunstnere som Otto Brandenburg, Gustav Winckler og Katy Bødtger, og der blev i krogene gættet om, hvem af tidens store komponister, der mon stod bag den smukke ”Angelique”, fortalte Dario Campeotto selv i bladet Koda/DK i 2010:

– Angelique vandt, og kuverten blev åbnet. Der var musestille, da konferencieren læste op: Musik og tekst: Aksel V. Rasmussen, Nørregade 24 i Køge! En ydmyg invalidepensionist havde indsendt sit lille, fine værk uden at vide, at dette ville forandre en ung dansk-italieners liv.

Lørdag aften gik Dario Campeotto atter på scenen med sangen, som næste år har 60-års jubilæum.

Det er Danmarks vel nok mest elskede tysker, der runder et skarpt hjørne, når tidligere fodboldlandstræner Sepp Piontek fylder 80 år. Sepp Piontek var manden bag dansk landsholdsfodbolds store opblomstring i 1980’erne, og som person var han også så afholdt, at han ligefrem lagde navn til fodboldsangen over dem alle, ”Re-Sepp-Ten” – også kendt som ”Vi er røde, vi er hvide”. Det var musikeren Michael Bruun, der havde kastet sig ud i at lave landsholdets officielle slagsang til VM i 1986, og han var på forhånd klar over, at spillernes og trænerens foldboldtalent var markant større end deres sangtalent. Derfor sørgede han for, at både vers og omkvæd havde en melodi med kun fem toner, så den blev let at synge, men det viste sig alligevel at være lidt af en udfordring at få den indspillet, fortalte Michael Bruun i bladet Koda/DK i 2010. Selvom Frank Arnesen var en bedre sanger end de andre spillere, var det ikke helt rent, og Bruun måtte klippe forskellige optagelser sammen for at få et brugbart resultat, i en tid før tekniske hjælpemidler som autotune kunne hjælpe med at justere de falske toner. Resten af optagelserne med spillere og træner rummede også udfordringer:

– Vi havde kun fået lov til at få spillerne en halv dag, så vi havde travlt. Men der var god stemning i studiet. Sepp Piontek ville gerne dirigere med det hele, men jeg blev ved med at rykke ham længere og længere fra mikrofonerne, fordi han sang falsk. Det syntes spillerne var ret sjovt, fortalte Michael Bruun til Koda/DK.

De mange uerfarne sangere blev flankeret af den dengang ukendte Dodo Gad, som kom med på holdet, fordi Sanne Salomonsens pladeselskab ikke havde givet Sanne lov til at stille op, og fordi Michael Bruun var i gang med at producere debutpladen med Dodo and the Dodos. Den afholdte landstræner og den degraderede korsanger Sepp Piontek fylder 80 år torsdag den 5. marts.

En kendt skuespiller rejser for tiden rundt i landet med en endnu mere kendt sangers elskede numre, og i denne uge går turen til både Vendsyssel og Thyholm. Jesper Lohmann er kendt for sine mange roller på teater, film og tv, men i de seneste år har han også sammen med Stig Rossen, Keld Heick og Jesper Asholt fortolket Four Jacks’ gamle sange. Ligesom Otto Brandenburg i 1958 forlod Four Jacks for at etablere sin succesfulde solokarriere, har Jesper Lohmann også kastet sig ud i et soloprojekt, hvor han fortæller historien om Brandenburg og optræder med ”baggårdspumaens” sange. Forestillingen bærer titlen ”Tilløkke Otto”, hvilket kan ligne en fejl, men i virkeligheden er det en henvisning til, at Otto Brandenburg ikke kun var sanger, men også en udmærket skuespiller, og i 1974 spillede han hovedrollen som den alkoholiserede Herbert i tv-spillet ”Tilløkke Herbert”. På fredag tager Jesper Lohmann Otto Brandenburgs sange med til Knivholt Hovedgaard ved Frederikshavn, og lørdag går turen til Midtpunktet Thyholm.

Hej Tor Bagger
Kan du hjælpe mig med følgende spørgsmål: Jeg var på studietur til Hamburg i sommeren 1963 og 64 og hørte The Beatles på Star Club. På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om gruppen. Kan årstallet evt. fastlås, da det gælder en diskussion af tidspunktet? På forhånd tak.
MH, Torben Nielsen, Aalborg

Hej Torben
Det er da misundelsesværdigt at kunne sige, at man har oplevet The Beatles live – og endda i Hamborg, som var byen, hvor de arbejdede hårdt og fik nogle sceneerfaringer, der kom dem til gode senere i karrieren. De årstal, du oplyser, passer dog ikke med The Beatles’ perioder i Hamborg. Der findes meget udførlige opgørelser over samtlige optrædener, og deres tid på i Hamborg var henholdsvis på The Top Ten Club 27. marts-2. juli 1961 og på Star-Club 13. april-31. maj, 1.-14. november og 18.-31. december 1962. Efter de slog igennem på hitlisterne spillede de i Hamborg igen den 26. juni 1966 i Ernst Merck Halle, men de var ikke i Tyskland i hverken 193 eller 1964, som du nævner. Så spørgsmålet er, om du har set dem allerede i sommeren 1961 på The Top Ten Club frem for Star-Club, eller om du har været på Star-Club i foråret 1962?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Oprindeligt var det bare en flok Tønder-drenge, der gerne ville spille musik, men i løbet af nogle år blev de Danmarks mest populære rockband og mængede sig med verdensnavne. Bandet hed Malurt, og i år markerer de med en stor turné, at det er 40 år siden, de udsendte deres første album, men allerede året forinden – i 1979 – havde Malurt fået tv-debut i ungdomsprogrammet ”Klokken fem”. Her optrådte de med to sange, som aldrig fandt vej til deres senere plader på trods fine titler som ”Bil og barn” og ”Hvem skød papegøjen”, og programmets vært Tom McEwan sluttede sig endda til bandet og spillede bongotrommer. Med 1980-debuten ”Kold krig” fik bandet fart, og i 1981 eksploderede succesen med albummet ”Vindueskigger” og hittet ”Superlove”. Forsanger Michael Falch sang duet med Bruce Springsteen på ”Hungry Heart” i Forum, og Neil Young roste ”Mød mig i mørket”, da han efter en koncert i Brøndbyhallen havde inviteret den mangeårige Young-fan Michael Falch på besøg. Efter nogle få, men vilde år blev Malurt langtidsparkeret, mens Falch begyndte at folde en solokarriere ud.

Et gendannet Malurt udgav endnu et par album i begyndelsen af 1990’erne, men udover en stribe koncerter i 2005, har bandet været stille, så det var en stor overraskelse, da Falch afsluttede en solokoncert ved at tage Malurt med på scenen til ekstranumre og annoncerede, at de i 2020 ville tage på turné i anledning af 40-års jubilæet for debuten ”Kold krig”. Den turné bringer Malurt til Skråen i Aalborg nu på lørdag, og det hele slutter med et brag i KB Hallen i København den 23. oktober, hvor Malurt giver deres sidste koncert nogensinde – hvis de da gør alvor af truslen om at gå endegyldigt i opløsning.

Filmen får først premiere i april, men alligevel har der i den forgangne uge været massiv omtale af James Bond-filmen ”No Time to Die”. Temasangen til den nye film blev nemlig offentliggjort forleden, og som det altid er med Agent 007-universet, handler det ikke kun om at levere et stykke musik, men om en større tradition, som sangen og kunstneren skriver sig ind i. Tidligere har store navne som Shirley Bassey, Tina Turner, Paul McCartney og Adele været med til at udvikle og videreføre den særlige stemning, der gerne skal være i et James Bond-tema, og denne gang er valget faldet på tidens helt store stjernefrø på popscenen, den kun 18-årige Billie Eilish. Filmens instruktør Cary Fukunuga pegede på Billie Eilish som sit foretrukne bud på en ny 007-fortolker, og den unge sangerinde havde i forvejen sammen med sin faste sangskriverpartner og producer – og storebror – Finneas O’Connell leget med tanken i en periode, så da tilbuddet rent faktisk kom, var de klar. Billie og Finneas har til Apple Music fortalt, at de fik tilsendt en bid af filmmanuskriptet og brugte det som inspiration til sangen, der materialiserede sig hen over tre dage. Normalt benytter de sig ikke af professionelle indspilningsstudier og laver i stedet optagelserne hjemme hos deres mor, men denne gang indsang Billie Eilish ”No Time to Die” liggende i en køje i deres tourbus.

Billie Eilish er nu den yngste musik, der har skrevet og udgivet en Bond-sang, og kombinationen af hendes mørke, afdæmpede popstil og James Bond-musikkens traditionelt storladne melankoli er blevet godt modtaget de fleste steder. Den 2. april er der dansk premiere på filmen, som bliver den sidste med Daniel Craig i rollen som James Bond.

Hej Tor
Jeg ved, den findes, og nu må du hjælpe mig! Det er en sang om at vokse op i alkoholikerhjem og at bryde ud af det. Jeg kan høre Michael Falchs stemme for mig (95 % sikker på det er ham), men uanset hvor mange Falch plader, jeg pløjer mig igennem, finder jeg den ikke. Hvad siger du?
Mvh K.S.

Hej K.S.
Jeg tror, jeg ved, hvor du skal hen, men du må nøjes med simple oplysninger, for det er ikke lykkedes mig at finde nummeret på nettet, streamingtjenester eller lignende. Men i 2006 var Michael Falch en af de kunstnere, der medvirkede på albummet ”Postkort fra livet”, hvor alle sange var baseret på virkelige historier fra P4’s lyttere. Jeg mindes, at Michael Falch medvirkede med en meget voldsom og rørende sang om alkoholisme, og jeg kan søge mig frem til, at hans sang hed ”Håb”, men som nævnt lader den desværre ikke til at være tilgængelig online nogen steder.
Med venlig hilsen
Tor Bagger