Kategorier
Musiknyheder

Over the Rainbow i 1939

På torsdag er det 80 år siden, at et biografpublikum i Grauman’s Chinese Theatre i
Hollywood overværede premieren på det, der skulle blive en ægte filmklassiker,
”Troldmanden fra Oz”. Få minutter inde i filmen blev de også introduceret for
sangen ”Over the Rainbow”, der skulle blive mindst lige så populær og ikonisk
som filmen. Det var ellers snublende tæt på, at ”Over the Rainbow” ikke havde
fået lov til at komme med i filmen, for den blev klippet ud, efter spidserne i
filmselskabet MGM havde gennemset en tidlig udgave af ”Troldmanden fra Oz”. De
syntes, at balladen trak tempoet ud af filmen helt fra starten, og at den ikke
passede til en lille pige på en gård. Men et par af filmens hovedansvarlige
satte hælene og truede med at forlade projektet, hvis ”Over the Rainbow”
forsvandt. De fik heldigvis deres vilje – og den unge hovedrolleindehaver Judy
Garland fik en signatursang, der fulgte hende resten af livet.

Kategorier
Musiknyheder

Beverly Hills vender tilbage

For
især 1990’ernes ungdom er der noget særligt i vente i denne uge, for flere af stjernerne
fra årtiets helt store ungdomsserie ”Beverly Hills 90210” vender tilbage på tv-skærmen.
I dag er der amerikansk premiere på den nye serie ”BH90210”, som mange allerede
har fået en morsom forsmag på via internettet. I et par måneder har der
floreret en reklame for serien, hvor skuespillerne bag blandt andre rollerne Brandon,
Brenda, Kelly og Steve oplever, at dagligdagsting som vækkeure, hårtørrere og
kaffemaskiner pludselig lyder som titelmelodien til deres gamle successerie.
Det let genkendelige tema fra ”Beverly Hills 90210”, der dukker op igen og igen
i reklamen, bliver uløseligt forbundet med serien, men hvad de færreste nok
husker er, at de første afsnit i 1990 havde en anden kendingsmelodi. Guitaristen
Jeff Baxter, der har været med i bands som Steely Dan og Doobie Brothers og har
spillet med et hav af store stjerner, stod bag den oprindelige temamelodi, men som
man kan høre på Youtube var 1980’ernes ekko ikke klinget helt ud
endnu på den oprindelige temamusik. Kort efter blev den skiftet ud med John E.
Davis’ nu legendariske ”Beverly Hills 90210”-tema.

Om
kendingsmelodien også bliver brugt i den nye serie ”BH90210”, eller om det kun
var en gimmick i reklamen for serien, får amerikanerne at se på FOX-kanalen onsdag aften, og herhjemme dukker den nye serie op på TV 2 Zulu på fredag. ”BH90210” bliver ikke
en egentlig fortsættelse af 1990’ernes serie, men bevæger sig på et
meta-niveau, hvor skuespillerne fra dengang spiller sig selv i en fiktiv
situation, hvor de forsøger at genoplive den gamle serie.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hvad handler “Joanna” om?

Kære
Musikbrevkasse!

Kim
Larsens Joanna-sang er fantastisk og jeg nyder at synge og høre den. Mine børn
er også vilde med den og jeg synger den ofte for den yngste som godnatsang. Men
så blev jeg lidt nysgerrig på om Kim havde en dybere mening med teksten ud over
at det er en glad sang om at tage ud at opleve noget.

Dbh
Nicolai

Kære
Nicolai

Jeg
har endnu til gode at se et interview eller lignende, hvor Kim Larsen selv
direkte har forklaret meningen med eller sine intentioner bag
“Joanna”, så mit svar falde i kategorien “Fortolkninger og
kvalificeret gætværk”. Som teksten fortæller, handler det om at længes
efter det sted, hvor man kan drømme, udvikle sig og være sig selv – og et sted,
“hvor man ikke bare skal passe sig selv”. Men med til historien hører
også, at sangen er skrevet og indspillet i 1973, hvor Kim Larsen og de andre
medlemmer af Gasolin’ stadig havde deres gang i de besatte bygninger på
Christianshavn i København. Det var blot få år efter, at de unge slumstormere,
som de blev kaldt, havde været nødt til at forlade Sofiegården, som var den
mest kendte af de besatte bygninger i årene omkring ungdomsoprøret. Det er
svært ikke at læse denne kamp for fristeder med et særligt sammenhold ind i
“Joanna”-længslen efter at komme til “et sted, hvor man ikke
bare skal passe sig selv”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 10 år senere

Hej
Tor

Har
du set DR 3 serien ”10 år senere” om bøsseparret, der kæmper med krise i
forholdet. Ret sjovt og rammende (også for heteromand som mig). I starten af det
sidste afsnit er der en sang, som lyder helt fantastisk. Hvad/hvem er det?

Mvh.
Jonathan

Hej
Jonathan

”10
år senere” kan også få min anbefaling med på vejen, og det samme kan sangvalget
gennem alle seks afsnit. Sidste episode begynder med en scene fra
hovedpersonernes tidlige forelskelse i 2008 til tonerne af en sang, som dog er
fra 2003. Det drejer sig om ”I Don’t Know What It Is” med sangeren Rufus
Wainwright.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Cliff Richards levende dukke fylder 60 år

Den
31. juli er en helt særlig dato i Cliff Richards kalender, for netop den dag for
60 år siden landede han for første gang på toppen af den engelske hitliste. Den
unge sanger havde allerede haft succes med især debutsinglen ”Move It” året
forinden, og han fik en lille rolle i filmen ”Serious Charge”. I filmen sidder
den 19-årige stjerne iført læderjakke ved et bord på en bar, mens andre unge
danser omkring ham, og som man kan se på Youtube, var
filmversionen af ”Living Doll” en hurtig roll’n’roll-sang. Da Cliff Richard
skrev under på filmkontrakten, var han ikke opmærksom på, at han forpligtede
sig på at udgive en single med en af sangene fra filmen, men han havde bestemt
ikke lyst til at indspille ”Living Doll” og lægge navn til den på en plade.
Cliff Richard og hans musikere syntes, at stilen i sangen ikke var ægte
rock’n’roll som den amerikanske lyd, de havde slået sig op på, men som et
kompromis fik de til lov til at gøre, hvad de ville med ”Living Doll”, hvis
blot de ville indspille den som en del af filmens markedsføring. De nåede frem
til, at hvis de pillede den falske rock’n’roll-stil ud af sangen ved at sætte
tempoet ned og give den en smule country-stemning, fungerede ”Living Doll”
pludselig meget bedre for dem. Resultatet blev et gigantisk hit, hvilket blev
slået fast den 31. juli 1959.

Kategorier
Musiknyheder

Den Gale Pose hylder afdød ven

De
forbindes mest med slutningen af 1990’erne og årene omkring årtusindskiftet,
men rapgruppen Den Gale Pose er tilbage igen og har brudt stilheden med en
stribe sommerkoncerter og ikke mindst en ny single, ”Indtil vi ses igen (Rasmus
B Tribute)”. Titlen henviser til produceren Rasmus Berg, som var med i gruppen
helt fra starten, men som døde pludseligt sidste år, mens planerne om en
genforening af Den Gale Pose var ved at tage form.

I de tidlige år havde de succes
med at producere musik for store hiphop-stjerner i USA under navnet Madness 4
Real, men da de i 1996 vendte hjem til Danmark for at udgive deres egen musik,
blev det under navnet Den Gale Pose. Det lidt mærkværdige navn rummer en
fordanskning af ordet ”posse”, der kan oversættes til ”slæng”, og på et af
deres første numre lyder en del af teksten ”Pump den gale funk”, som ligeledes
er en dansk udgave af udtrykket ”Pump the mad funk” (at spille vild funkmusik
højt). Som Den Gale Pose satte Jesper ”Jokeren” Dahl, Rasmus Berg og Nicholas
Kvaran nye standarder for dansk rap med hits som ”Spændt op til lir”,
”Definitionen af en stodder” og ”Den dræbende joke”.

Kategorier
Musiknyheder

Hakuna matata er de klogeste ord…

Det er 25 år
siden, den originale tegnefilm tog verden med storm, og siden da er der kommet filmfortsættelser,
musical og spinoff-serier af ”Løvernes konge”. I sidste uge tog Disney-fænomenet
endnu et vigtigt skridt, da der var biografpremiere på en film med ”rigtige”
dyr udsat for computeranimation. Historien er dog grundlæggende den samme som i
den oprindelige film, og alle Elton John og Tim Rices populære sange fra 1994
er også blevet frisket op, blandt andre ”Can You Feel the Love Tonight”, ”The
Circle of Life” og den altid muntre ”Hakuna Matata”. På en tidligere DVD-udgivelse
fortæller holdet bag filmen, at de under en safaritur i Kenya under arbejdet
med ”Løvernes konge” lærte udtrykket hakuna matata af en lokal turguide. På det
afrikanske sprog swahili betyder hakuna matata ”ingen bekymringer”, og den
livsindstilling passede godt til surikaten Timon og vortesvinet Pumba, der ser
lysere på tilværelsen i den ellers dramatiske filmfortælling. Både ”Hakuna
Matata” og ”Circle of Life” var blandt de fem sange, der året efter var
nomineret til en Oscar for bedste originale filmsang, men det blev en tredje
sang fra ”Løvernes konge”, der løb med prisen det år: ”Can You Feel the Love
Tonight”.

”Løvernes
konge” åbnede nye døre for Elton John, som i årene derefter var involveret i
flere film- og musicalprojekter, men at han overhovedet skulle ombord på den
store Disney-produktion var ikke selvskrevet. Tekstforfatteren Tim Rice havde i
første omgang udset sig Abba-komponisterne
Benny Andersson og Bjørn Ulvaeus som
sine foretrukne samarbejdspartnere til ”Løvernes konge”, men de var på det
tidspunkt optaget af arbejdet med deres egen musical ”Kristina från Duvemåla”
og som alternativ ville Tim Rice spørge Elton John. En stjerne af Elton Johns
kaliber havde aldrig tidligere været involveret i en tegnefilm, og i
Disney-koncernen regnede man derfor ikke med, at han ville sige ja, men Elton
John tog imod invitationen. Det gjorde han også, da arbejdet med den nye
indspilning af ”Løvernes konge” gik i gang, og derfor kan man på soundtracket
ikke alene høre nye versioner af de gamle filmsange, men også helt nye numre
med blandt andre Elton John og Beyonce.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Girlie Girlie

Hej
Tor

Vi
skal nok tilbage til omkring 1980-1985 for den sang jeg prøver at finde.
Kvindelig sanger, reggae, og ”Curly curly” i omkrævet. Kan ikke finde den nogen
steder.

Mvh.
Simon

Hej
Simon

Du
er tæt på. Jeg er nemlig ret sikker på, at du leder efter Sophia Georges hit
fra 1985, ”Girlie Girlie”. Hendes jamaicanske dialekt gør det let at høre
”Girlie Girlie” som ”Curly Curly”. Omkvædet lyder ”Young man, you too girlie
girlie, you just a flash it round the worldie” og handler om at have lidt for
meget kvindetække. Og en lille detalje: Hvis du følger med i amerikansk
football, er du måske stødt på New England Patriots-spilleren Patrick Chung,
som faktisk er søn af sangerinden bag ”Girlie Girlie”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger