Musikbrevkassen.dk

Torsdag spiller John
Fogerty fra Creedence Clearwater Revival i Royal Arena i København som en del
af turnéen ”My 50 Year Trip”, hvilket egentlig er et misvisende navn, for det
er 60 år siden, han dannede sit først band, og det er 52 år siden, Creedence
Clearwater Revival debuterede – men det er rigtigt nok 50 år siden, bandet for
alvor tog verden med storm med hele tre populære LP’er i 1969. John Fogerty spillede
i mange år med sin bror Tom og et par ungdomsvenner, først som The Blue Velvets
og senere under navnet Golliwogs.

Efter en pause med blandt andet værnepligt
fandt de sammen igen og skulle have et nyt navn. Tom Fogerty havde gennem en
ven hørt om en fyr med det specielle navn Credence Nuball, som han mente kunne
bruges til noget. John kom med ordet Clearwater med henvisning til en
ølreklame, der fremhævede det rene vand på bryggeriet, og så tilføjede de
Revival for at skabe gejst omkring bandets gendannelse. I bogen ”An American
Son” fortæller John Fogerty, at de skulle udveksle idéer til et nyt bandnavn med
pladeselskabsmanden Saul Zaentz, og at de i nervøsitet opfordrede ham til at
afsløre sine forslag først. Zaentz insisterede dog på, at musikerne selv indledte
med deres bedste bud, og da de sagde ”Creedence Clearwater Revival”, svarede
han: ”Jeg har lige revet min liste i stykker”.

Bandet fik således det
mærkværdigt sammensatte navn Creedence Clearwater Revival, og i de følgende år
fik de stor succes med John Fogertys sange så som ”Proud Mary”, ”Have You Ever
Seen the Rain”, ”Down On the Corner” og ”Bad Moon Rising”.

Hej
Tor

Jeg
så for nylig, at du ledte en læser på vej med en gammel vise, og da vi nok
opererer i samme ”aldersklasse” med mit spørgsmål, prøver jeg også lykken: Der
findes en gammel dansk sang om en mand, der kommer hjem til Danmark og vil købe
det meste af København. Måske hedder den noget med ”Very well” (men det er ikke
ligetil at søge på ”Very well”). Ved du, hvad det er jeg tænker på?

Mvh
Erik

Hej
Erik

Det
må helt bestemt være historien om Peter Svendsen fra Istedgade, der vender hjem
fra USA som mr. Swanson. Sangen hedder nemlig ”Very, very welcome hjem, Mr.
Swanson”. Der findes flere indspilninger af ”Very, very welcome hjem, Mr. Swanson”,
men så vidt jeg kan se, er den oprindelige fra 1939 med skuespilleren Ole Monty
– i hvert fald den oprindelige danske udgave. For egentlig er det en
oversættelse af en svensk sang med Lasse Dahlquist, der også skrevet melodien
til ”Very, very welcome hem, Mr. Swanson”

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Det
er 40 år siden, musikerne John Guldberg og Tim Stahl fandt sammen og dannede
bandet Laid Back, og jubilæet fejrer de i år med et nyt album og en stribe
sommerkoncerter. En af dem finder sted onsdag eftermiddag på åbningsdagen for årets
Nibe Festival, hvor må forventes at diske op med numre som ”Bakerman”, ”White
Horse” og ”High Society Girl”, og uanset hvordan vejret bliver, vil publikum
formentlig også kræve at høre deres største hit, ”Sunshine Reggae”.

Idéen til
den lidt eksotiske sommersang opstod, da John Guldberg og hans kone var på
bryllupsrejse på Sankt Thomas i De Vestindiske Øer, hvor der var karneval og optog
med steeldrums og dans, som pludselig blev afløst af fællessang – og det skifte
og den samlede livsglæde satte idéerne i gang hos Guldberg. Hjemme i Danmark
blev en ny melodi nærmest jammet frem af de to musikere på en solrig lørdag i
1981, og teksten blev sat sammen af blandt andet klistermærker og postkort, der
hang på musikernes toilet: ”Gimme gimme”. ”Good vibes”, ”Take it easy” og så
videre. De to musikere måtte ud og låne en steeldrum, og da legetøjsharmonikaen
i introen kun havde fire toner, måtte de også have fat i en rigtig harmonika,
da resten af nummeret skulle indspilles. Men Guldberg og Stahl stod for det
meste på egen hånd, og det havde sine fordele, at pladeselskabet ikke blandede
sig:
– Selskabet koncentrerede sig bl.a. om ’High Society Girl’, så den
blev totalt ødelagt med masser af firserkrom og hitklang. Ingen troede rigtig
på ’Sunshine Reggae’, så vores oprindelige indspilning blev bevaret. Derfor fik
den sin tidløse charme. Når vi har lavet vores bedste ting, er det, når vi har
været mest ubevidste og mindst spekulative, fortalte John Guldberg for ti
år siden til bladet Koda/DK.

Ud over Laid Back kan man på årets Nibe Festival
opleve navne som Westlife, Mø, L.O.C., The Minds of 99 og Benal.

Hej
Tor

I
anonymitet: Jeg er så småt begyndt at tage noter til talen til min datters
bryllup. Jeg har engang hørt en vise, hvor en far mindes tiden med sin datters
opvækst ifm. at hun skal giftes. Jeg har en idé om, at jeg vil kunne låne lidt
derfra, men jeg kan sgutte finde den. Siger det dig noget?

Mvh
”brudens far”

Hej!

Du
leverer faktisk selv den ledetråd, du søger. For hvis jeg ikke tager helt fejl,
så er det ”Brudens far”. Man kan diskutere, om det kan kaldes en vise, for det
er Osvald Helmuth, der taler hen over pianistens melodi. ”Klokken slår, tiden
går”, som han konstaterer i den bittersøde tekst om, at datteren for alvor
flyver fra reden. ”Brudens far” stammer fra ABC-Revyen i 1952.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I
denne uge er der dansk premiere på det, man kan kalde det en Beatles-film uden
The Beatles. Jack Malik er ved at opgive drømmen om at slå igennem som musiker,
da han kommer ud for et trafikuheld, og efter han er vågnet op igen, opdager
han, at han er den eneste i verden, der kender The Beatles og ikke mindst Beatles’
musik, og med deres sange tager hans karriere fart. Filmen hedder ”Yesterday”,
og mange kender nok historien om, hvordan melodien kom til Paul McCartney i en
drøm – men faktisk kæmpede McCartney ligesom filmens hovedperson med, hvad der
var drøm, og hvad der var virkelighed. Han troede nemlig, at det var en
allerede kendt sang, der var dukket op i hans underbevidsthed, så gennem en
måneds tid spillede han melodien for gud og hver mand, men ingen kunne afsløre,
at han ubevidst skulle have stjålet den fra andre.

Torsdag er der premiere på
filmen ”Yesterday”, der er skrevet af Richard Curtis, som også har stået bag
film som ”Fire bryllupper og en begravelse” og ”Love Actually”.

En
af de mest kendte overleveringer om livet i Danmark under 2. verdenskrig
handler om Hvidstensgruppen og henrettelsen af otte af gruppens medlemmer den
29. juni 1944. Hvidstengruppens bedrifter er levet videre på forskellige måder,
blandt andet i Lars Lilholts sang ”Hvidsten Kro” fra 1994, som fik fornyet
opmærksomhed i forbindelse med filmen ”Hvidsten Gruppen” i 2012. Dengang
fortalte Lars Lilholt til NORDJYSKE, at han som 10-årig hørte om
Hvidstengruppen for første gang. På vej hjem fra Randers til Aalborg efter en
fodboldkamp gjorde hans far stop på Hvidsten Kro, hvor han efter en gang
æggekage og en Valash-sodavand fortalte om den ældre dame, Gudrun Fiil, som
stadig drev kroen, sådan som hun havde gjort sammen med sin mand Marius under
krigen. Historien om Marius Fiil og de andre gjorde stort indtryk på den
10-årige Lars, og da han cirka 30 år senere skrev sin sang om modstandsfolkene
fra Hvidsten, konsulterede han Fiil-parrets datter Gerda for at sikre sig, at
de historiske oplysninger i sangen var korrekte.

På lørdag er det 75 år siden,
otte af Hvidstengruppens medlemmer blev henrettet, og den dag åbner Museum
Østjylland i Randers udstillingen ”Modstand” om både Hvidstengruppen og
modstandsgrupper i resten af landet. Ved åbningen fremfører sanger og
skuespiller Niels Skousen også sin sang ”Ryvangen”, som handler om området i
Hellerup nord for København, hvor besættelsesmagten henrettede modstandsfolk,
og hvor der i dag er mindelund for de faldne.

Hej Tor

Jeg leder efter en sang fra nok midten af
firserne, der formentlig hedder noget med ”Susannah”. Det er virkelig mange år
siden jeg har hørt den. Festlig sang med publikum, der hujer osv.

Kh Birgitte

Hej Birgitte

Det var et hollandsk band, der udgav nummeret
over to omgange. Først på hollandsk i 1983 som VOF De Kunst med sangtitlen
”Suzanne” og så i 1984 på engelsk som The Art Company, hvor nummeret hed
”Susanna”. Nogle år senere indspillede Ricky Martin den også på spansk som
”Susana” på sit debutalbum.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

På søndag samles vi omkring sankthansbålene midsommerfejring,
båltaler og fællessang. Det næsten ufravigelige sangvalg er Holger Drachmanns
tekst ”Vi elsker vort land” fra 1885, som oprindeligt indgik i eventyrspillet
”Der var engang” med melodi af P. E. Lange-Müller. Med tiden blev den kendt som
”Midsommervisen”, og når mange gennem årene har kæmpet med at lære melodien til
denne vise, skyldes det, at den netop er skrevet til en professionel tenor og
et teaterkor, som bedre kunne håndtere de komplicerede tonespring og
taktændringer mellem 9/8-takt, 3/4-takt og 2/4-takt. Den slags er en stor
mundfuld for menigmand, og det var årsagen til at DR-journalisten Kirsten
Jacobsen i 1980 foreslog, at de noget mere folkelige musikere i Shu-bi-dua
skulle skrive en ny melodi til Drachmanns velkendte ord.

Shu-bi-dua havde ofte skrevet en ny tekst til
en eksisterende melodi, men aldrig omvendt, så opgaven var uvant, men ikke
umulig. Forsanger Michael Bundesen fortæller i selvbiografien ”Alting har en
ende”, at guitarist Michael Hardinger fremtryllede den nye melodi på noget, der
lignede et kvarter. De ændrede ”gravhøje” til ”gravhunde” og skilte sig af med
det oprindelige fjerde vers om, at ”Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde”, da det henviser specifikt til
handlingen i eventyrspillet ”Der var engang” – og så var ”Midsommervisen”
blevet til ”Midsommersangen”. Melodien vandt manges hjerter og blev populær ved
sankthansbålene, men ”Midsommersangen” blev på sin vis også en pinlig affære
for Shu-bi-dua. Sankthansaften i 1980 skulle bandet optræde i tv, og for en
sjælden gangs skyld var det ikke live, men playback. Trommeslager Bosse Hall
Christensen havde i stigende grad svært ved at passe sine pligter i bandet på
grund af alkoholproblemer, og det blev meget synligt den aften, fortæller
Michael Bundesen i sin selvbiografi: ”Det var tydeligt, da kameraet panorerede
over til Bosse under Midsommersangen. For i præcis det øjeblik fløj Bosses ene
trommestik ud af hans højre hånd og ramte gulvet. Han var tvunget til at bøje
sig ned og samle trommestikken op, men trommerne og sangen fortsatte”.
Playback-modellen var afsløret med al tydelighed, og Bundesen måtte om og om
igen kommentere det lille udfald i pressen. Men ”Midsommersangen” blev stående
som en nyklassiker ved de danske sankthans-arrangementer.