Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Skøjtende biler

Hej
Tor

Der
har et stykke tid kørt en meget smuk reklame med to biler, der ”danser” på en
skøjtebane. Musikken er en sang jeg ved, jeg kender, men helt klart en anden
version. Drømmende, smukt. Hvad er det, hvem er det?

Kh
Anne Sofie

Hej
Anne Sofie

Alfa
Romeo-reklamen
med de is-dansende biler ledsages af en ny version af ”Wicked
Game”, som oprindeligt var et hit for Chris Isaak i 1990. Den nye udgave, som du
kan høre i fuld længde på Soundcloud, er indspillet til reklamen af Ursine
Vulpine og sangerinden Annaca. Bag navnet Ursine Vulpine gemmer sig den britiske
komponist Frederick Lloyd, som især har markeret sig med filmsoundtrack og musik
til film-trailere.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Tilbage til Haveje med Kim Larsens sange

En stor filmsucces
og en endnu mere populær plade bliver nu til en musical, når Tivoli i København torsdag har premiere på musicalen ”Midt
om natten”
, der – naturligvis – er baseret på filmen, som blandt andre Kim
Larsen, Erik Clausen og Erik Balling stod bag i 1984. For et par år siden
forklarede Erik Clausen i ”Go’ morgen Danmark”, at det var ham, der satte Kim
Larsen i gang:

– Jeg sagde, at ‘så svært er det sgu heller ikke, du kan da også
lave film’, men det mente han ikke, forklarede Erik Clausen.

Alligevel kastede
Larsen sig ud i at skrive en historie, et udkast til manuskript og ikke mindst de
stedsegrønne sange som ”Susan Himmelblå”, ”Papirsklip” og ”Midt om natten”, der
nu får nyt liv i musicalversionen. Her genoplives den gamle historie, men der
digtes også videre på handlingen med et bud på, hvad der skete med Benny,
Arnold, Susan Himmelblå og de andre fra fristaden Haveje. Forestillingen med
blandt andre Troels Malling, Kurt Ravn, Lise Baastrup og Allan Mortensen har
torsdag premiere i Tivoli, inden holdet i maj og juni drager på turné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Sort Sol på dansk

Danske
oversættelser af engelsksprogede sange var engang et langt mere normalt syn på hitlisterne,
end det er i dag – men danske oversættelser af danske, engelsksprogede sange har
altid været sjældne. Men bandet Katinka, som især sidste år fik god vind i
sejlene herhjemme, gør forsøget nu med en ny fortolkning af Sort Sol-hittet ”Let
Your Fingers Do the Walking”
fra 1993.

”En dag, vi spillede
originalversionen i øvelokalet for sjov, var der et eller andet der fungerede. Jeg
oversatte teksten på en nat, mit hoved kunne slet ikke stoppe”, har forsanger
Katinka Bjerregaard fortalt om sangen, der blev til ved lidt af en tilfældighed.

Sidste år havde Katinka nummeret, der på dansk hedder ”Lad dine hænder vandre”,
med ved flere af deres koncerter, og nu er den også indspillet og udgivet, så både
medlemmerne fra Sort Sol og alle andre har mulighed for at høre en dansk udgave
af hittet fra filmen ”Nattevagten”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tartelet-sangen

Hej Tor

“Tartelet-sangen”. Jeg tror godt du
ved, hvad det er for et nummer jeg tænker på. Men kan du ikke hjælpe mig med,
hvad nummeret i virkeligheden hedder og hvem den er med? Jeg har forsøgt at
finde ud af det via google, men uden held.

Hilsen Anders Bundgaard

Hej
Anders

Hvis
du tænker på den virale video fra sidste år, hvor en fyr i en traktor synger
“Tarteletter” hen over en sang i radioen, kan jeg godt hjælpe. Det er
den skotske gruppe The Proclaimers og deres sang “I’m Gonna Be (500
Miles)”
fra 1988. Den del, der lyder lidt som “tarteletter”, er ikke en reel tekstlinje,
men blot et sted, hvor Proclaimers-tvillingerne synger “Da da da da”.
Og i det lys virker “Tarteletter” da mere tillokkende.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Norsk Grand Prix-comeback


lørdag skal nordmændene finde den sang, der skal sendes til den internationale Melodi
Grand Prix-finale i Lissabon i maj. I år stiller hele tre tidligere vindere op,
heriblandt sangeren og violinisten Alexander Rybak, som ellers havde ytret
klart, at han aldrig ville deltage igen. Rybak vandt i 2009 en historisk klar
sejr ved Eurovision-finalen med sangen ”Fairytale”, som han havde skrevet på
toppen af et bjerg under en flere dage lang vandretur i Norge. Nu stiller han op
med en sang, der måske også forklarer lidt om musikkens tilblivelse: ”That’s
How You Write a Song”.

Til det norske medie VG har han fortalt, at den endelige
beslutning om at stille op igen blev taget, efter at hans vigtigste kritiker –
hans egen mor – havde hørt sangen. Han blev nødt til ligefrem at forlade rummet
på grund af nervøsitet, mens hun lyttede til ”That’s How You Write a Song”, men
hun vendte tommelfingeren op, og derfor dyster Alexander Rybak igen på lørdag.

Kategorier
Musiknyheder

John Mogensens svanesang

Tirsdag er der gallapremiere på Ole Bornedals nye film ”Så længe jeg lever”, og
fra torsdag kan hele Danmark gå i biografen og opleve filmen om John Mogensen
med Rasmus Bjerg som den folkekære sanger. Filmen rummer naturligvis masser af
kendte sange, som Rasmus Bjerg synger, i øvrigt med Aqua-musikeren Søren Rasted
som musikproducer – men fuldstændig tro mod originalerne. Det gælder Four
Jacks-klassikere som ”Mandalay” og ”O Marie, a vil hjem til dig” og John
Mogensens egne landeplager som ”Der er noget galt i Danmark” og ”Fut i
fejemøget”.

Men biografgængerne vil også stifte bekendtskab med en sang, som færre
kender. Dagen før sin død satte John Mogensen sig ved sit klaver og optog på en
kassettebåndoptager den sang, som skulle blive hans allersidste, og som han
derfor heller aldrig fik indspillet rigtigt. Den hedder ”Hvad er der så mer” og
rummer linjer, der klinger på en særlig måde, når man ved, at den 48-årige
sanger dagen efter faldt om og døde af hjertestop:

”Du har
fået så ondt i hjertet, bare der ikke er noget galt, på det sidste
har det smertet, lidt ligesom du bliver kvalt. (…) Men når du ser, at græsset
gror, og at skoven springer ud, hvad er der så mer’ mellem dig og så din gud?”

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sommer i X Factor

Hej Tor

I X Factor bed jeg især mærke i den sidste af grupperne.
De sang et nummer på dansk, meget drømmende stil, noget med sommer. Den mindes
jeg ikke at have hørt før, men det var virkelig interessant. Hvad/hvem var det
af? For det vil jeg gerne høre mere af.

Mvh Tobias

Hej Tobias

Sol & Christian, som gruppen hedder, optrådte med sangen ”Sommer”,
som sidste år blev udsendt af duoen med det specielle navn AyOwA. Du kan finde
den på deres album ”Eremit” eller høre den her. Men den
originale version med AyOwA er langt mere elektronisk og eksperimenterende end
den, Sol & Christian fremførte i X Factor.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Annisette i stumper og stykker

Per
Vers har gennem mange år stået som en af Danmarks bedste og mest kreative freestyle-rappere,
der både har vundet konkurrencer, rappet i Folketinget, modtaget Modersmål-Prisen,
været festivalkonferencier og optrådt med sprogshows, hvor publikum bestemmer
indholdet i hans tekster. Men han udgiver også musik som så mange andre
rappere, og i år lancerer han et konceptalbum, hvor alle tolv numre er baseret
på gamle danske vinylplader, hvoraf de fleste end ikke er tilgængelige digitalt
i dag. Forleden blev den første single sluppet fri, og her har Per Vers fået
tilladelse til at genbruge brudstykker fra Annisette Koppels debutsingle ”Livet
er nu”. Den udkom i 1965, da Annisette var blot 16 år gammel, to år før Savage
Rose blev dannet. I Per Vers’ hænder er sangen blevet en del af det nye nummer ”Ha’
det så ungt”
, og senere på året følger de øvrige elleve sample-kreationer på
pladen ”Knust kunst”.