Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: De Eneste To – og Enya

Hej Tor
Forleden var jeg til koncert med De Eneste To, hvor de spillede et nummer der ikke er med på pladen. Det var henover en gammel sang, som jeg gerne vil vide hvad hedder. De sang ”Vi kører rundt, kører rundt”. Kan du hjælpe?
Ina

Hej Ina
Simon Kvamm og Peter Sommer har vind i sejlene med deres band De Eneste To. Til koncerterne spiller de – ud over sange fra pladen ”De Eneste To” – et nummer, de har skrevet hen over ”Orinoco Flow (Sail Away)” med Enya. Du kan høre en dårlig liveoptagelse på Youtube. Enyas originale version er fra 1988 og findes blandt andet på albummet ”Watermark”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: What’s the Use of Wings…

Hej Tor
Du er mit bedste bud på et godt svar på følgende: Den 4/11 ca. kl. 9.40 hørte jeg en udsendelse på P4 Nordjylland hvor der blev spillet en smuk sang med en stærk tekst som jeg gerne vil have fat i på CD. Det lød nogenlunde sådan ”What’s the use of wings if you can’t fly…” og noget om heste der ikke kunne løbe etc. Kunstneren hed John Wright band eller noget i den retning. Tak om du vil hjælpe mig.
B/Brovst

Hej B/Brovst
Du er faktisk næsten helt i mål med dine oplysninger, for gruppen hedder rigtigt nok John Wright Band, og sangen er “What’s The Use of Wings”. Nummeret findes på albummet “Other Roads”, som John Wright Band udsendte i 2000.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Shu-bi-dua med boks og film

Tidligere i år genudsendte Shu-bi-dua opfriskede versioner af deres første ni plader i en stor boks, og nu kommer der endnu to bokssæt. Dels en boks med de seneste ni plader, dels en stor boks med samtlige plader og forskelligt ekstramateriale.

I den store boks finder man blandt andet en DVD med Shu-bi-duas film ”Den røde tråd”, der ikke ligefrem blev en stor succes, da den var i biograferne i 1989. Shubberne havde endnu et manuskript liggende klar, men måtte droppe planerne om en opfølgende film på grund af fiaskoen. ”Det var en perle af et manuskript, men det danske folk sagde nej. ‘Det gør I bare aldrig mere’, lød det”, har Michael Hardinger og Michael Bundesen fortalt til Ekstra Bladet. Senere blev der dog startet en underskriftsindsamling for at få udgivet ”Den røde tråd” på DVD, og det ønske blev imødekommet mandag, da de to store Shu-bi-dua-bokse udkom.

Kategorier
Musiknyheder

Quincy Jones hyldes af stjernerne

Den 77-årige musiker Quincy Jones har gennem årene arbejdet sammen med stjerner som Dizzy Gillespie, Frank Sinatra og Michael Jackson. Nu fejrer en lang række kunstnere Quincy Jones på et hyldestalbum, som den gamle mester selv har været med til at producere. For eksempel har Amy Winehouse indspillet en ny version af ”It’s My Party”, som en ung Quincy producerede for Lesley Gore i 1963.

Det var Quincy Jones, der havde ”It’s My Party” med til Lesley Gore som ét blandt mange forslag til hendes repertoire. Da de var færdige med at lytte Quincy Jones’ 200 forslag igennem, var ”It’s My Party” den eneste sang, de begge ville pege på, og den endelige resultat blev et stort hit. På det nye hyldestalbum ”Q: Soul Bossa Nostra”, der netop er udkommet, findes også nye versioner af blandt andet “Give Me the Night” og “P.Y.T. (Pretty Young Thing)”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: DR’s net-tv

Hej Tor
I en reklame for DR’s net-tv ser man en hel masse fjernsyn blive smidt ud af vinduer. I baggrunden kører en mærkelig sang med kvindekor. Hvem er det?
Maria

Hej Maria
Det er den unge danske sangerinde Fallulah, som blandt andet har haft et mindre hit med ”I Lay My Head”. Nummeret, der bruges i tv-spottet er ”Give Us a Little Love”, som findes på hendes album ”The Black Cat Neighbourhood”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: En dejlig dag

Hej Tor
Jeg har diskuteret et musikspørgsmål med min far, som lyder: Jeg mener at sangen ”En Dejlig Dag” med Tonny Landi også er sunget af Poul Bundgård, men min far mener at Poul Bundgård aldrig har sunget ”En Dejlig Dag”, hvem har ret? Kan du evt. svare på det, Tor?
Mvh Morten

Hej Morten
Der er flere kunstnere, der har indspillet “En dejlig dag” med tekst af Otto Leisner, blandt andre Four Jacks, Dario Campeotto og som du selv nævner Tonny Landy. Når jeg hører Landys indspilning, der er en af de allermest spillede i Giro 413, kan jeg godt se Poul Bundgaard for mig, men jeg har ikke kunnet finde belæg for, at Bundgaard rent faktisk skulle have udgivet “En dejlig dag”. Så indtil du – eller andre – lægger klare beviser på bordet, må din far siges at have ret…
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Thomas Helmigs teater-hits

Tidligere har blandt andet tv-2’s og Gasolins sange dannet grundlag for teaterkoncerter, og forrige år tog Aalborg Teater Lars Lilholt under behandling. Nu er turen kommet til Thomas Helmig, hvis hits fra midten af 80’erne frem til i dag er omdrejningspunkt for en ny forestilling. På fredag er der i Holstebro premiere på teaterkoncerten ”Stupid Man”, der har fået sin titel fra en sang, der ikke blot blev Helmigs store comeback-hit i 1995, men også blev en sejlivet popklassiker. I P3-programmet Tjeklistens mangeårige levetid blev ”Stupid Man” for eksempel den sang, som fik allerflest hitliste-stemmer fra lytterne. Teaterkoncerten ”Stupid Man” med blandt andre popstjernen Bryan Rice på scenen har premiere i Black Box Theatre i Holstebro fredag, og sangen ”Stupid Man” er også med på den store opsamling, ”Past Forward”, som Thomas Helmig udsender op til julehandlen.

Kategorier
Musiknyheder

Gammel Elvis på nye flasker

Der skal nok være masser af Elvis-fans, som mener, det er helligbrøde at lave om på kongens klassikere, men ikke desto mindre er det det, der sker på en helt ny plade. ”Viva Elvis” kommer i forlængelse af akrobat-truppen Cirque de Soleils Las Vegas-show af samme navn og indeholder kendte sange, hvor Elvis Presleys egen stemme er mixet sammen med helt nye arrangementer.

I radioen har mange nok allerede hørt ”Suspicious Minds”, der nu lyder som noget, U2 kunne have udsendt, men faktisk var Elvis Presleys udgave i 1969 også en genindspilning. Mark James lavede den året forinden, men Elvis mente, at han kunne gøre ”Suspicious Minds” til et endnu større hit. James ville dog have en større del af indtægterne, end Elvis’ manager brød sig om, men Elvis’ stærke ønske om at indspille sangen vandt i sidste ende. På ”Viva Elvis” findes også blandt andre “Love Me Tender,” “Blue Suede Shoes” og “Heartbreak Hotel” i moderne forklædninger