Kategorier
Musiknyheder

Alsidig 90-årig kæmpe

På onsdag d. 1. marts er der grund til at kippe med flaget for en af kæmperne inden for både musik, film og politisk aktivisme. Harold George Bellanfanti Junior blev født for 90 år siden, og hvis det navn ikke ringer en klokke, skyldes det, at fødselaren er kendt som Harry Belafonte. I erindringsbogen “My Song” fortæller han, at familien i hans barndom var ganske fattige og derfor mere end én gang sneg sig uden om gæld og sure udlejere ved at ændre stavemåden i deres efter navn og forsvinde. Bellanfanti blev på den måde til Belanfonte og senere Belafonte.

Harry Belafonte er født og opvokset i New York, men familien havde rødder i Jamaica, og det fik betydning for, at det blev Belafonte, der for alvor introducerede calypso-musikken til USA og andre dele af verden, ikke mindst da “Banana Boat Song” med den karakteristiske “Day O”-indledning blev et stort hit i 1956. Med tiden engagerede han sig i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, og hans sans for velgørenhed og humanitært arbejde var årsagen til, at det blev Harry Belafonte, der satte gang i det arbejde, som mundede ud i “We Are the World”-støttesangen i 1985.

Onsdag runder Harry Belafonte 90 år, og tidligere på året fortalte han til New York Times, at han faktisk ikke helt forstår, hvordan han nåede helt hertil: “Jeg har holdt længere, end jeg fatter. Jeg tænker tit på, at der må være noget, jeg skulle have gjort, som jeg ikke gjorde. Men jeg kan ikke sætte en finger på, hvad det er, jeg ikke har gjort”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.