Kategorier
Musiknyheder

U2 fortolker U2

Der er spændende nyt på vej til U2’s fans, for det sejlivede irske rockband er klar med en samling gamle sange på en helt ny måde. Der er ikke tale om kendte numre på et opsamlingsalbum eller en liveplade, men om bandets nyfortolkninger af egne sange. Musiksitet gaffa.dk har tidligere berettet om, at guitaristen The Edge har skrevet ud til fans af bandet, at projektet blandt andet handler om, at meget af musikken er fra deres helt unge dage, og at disse sange betyder noget helt andet for musikerne, end de gjorde dengang. ”Essensen af disse sange findes stadig i os, men hvordan skal vi genskabe forbindelsen til den essens, når vi har bevæget os videre herfra og vokset så meget siden?” skrev The Edge.

Svaret kan man høre, når ”Songs of Surrender” udkommer i næste uge. Titlen spiller sammen med bogen ”Surrender: 40 Songs, One Story”, som forsangeren Bono udgav i efteråret, men det er ikke Bono, der svinger taktstokken alene på det specielle album. ”Songs of Surrender” kommer nemlig i fire dele, hvor hvert af U2-medlemmerne har udvalgt ti sange til genfortolkning. Guitaristen The Edge har eksempelvis valgt blandt andet ”One” og ”Pride (In the Name of Love)”, trommeslager Larry Mullen har valgt blandt andet “Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” og “Stuck in a Moment You Can’t Get Out Of”, og bassist Adam Clayton har udpeget blandt andet “The Fly” og “I Still Haven’t Found What I’m Looking For”. På Bonos egen fjerdedel af det nye album vil man kunne høre blandt andet “With or Without You” og “Sunday Bloody Sunday”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *