Kategorier
Brevkasse Uncategorised

Spørgsmål: Hymne til Blokhus

Hej Tor
Ved en fest i et telt i Blokhus Klitplantage i lørdags blev denne sang sunget af 134 medlemmer af foreningen. Den har været brugt før. Men hvem er forfatteren? Jeg har spurgt både formanden, som kom med sangen, bestyrelsen og festkomiteen. Jeg har desuden spurgt Biblioteksvagten, den lokale spillemand, Michael Krause, som har samlet en sangbog med Blokhus-sange, og en lokal Facebook side for Blokhus, men ingen ved tilsyneladende, hvem forfatteren er! Nu er mit sidste håb dig! Du plejer at kunne svare på selv de mest umulige spørgsmål!

Uddrag af sangen på melodien ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”: “Langt imod nord, der hvor kystlinjen viger, ligger en by, Blokhus er dens navn. Skibe på stranden mod havtogter higer, kommer om aftnen med fangst i havn. I byen, langs havet mod syd og nord er huse, små, store, hvor men’sker bor”.
Venlig hilsen,
Peter Wendelboe

Hej Peter
Når jeg ikke selv kan svare på de mest umulige spørgsmål, søger jeg gerne hjælp andre steder. Og eftersom du allerede har gjort dit forarbejde godt, føler jeg mig nødsaget til at gå til den sidste livline: At bede Musikbrevkassens kollektive læserhukommelse om assistance! Hvis vi er heldige, er der nogen derude, der kan fortælle om tilblivelsen af denne Blokhus-hymne ved at skrive til tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig hilsen
Tor Bagger

En kommentar til “Spørgsmål: Hymne til Blokhus”

Måske er det “Hyldest til Blokhus”? Som – igen måske – er skrevet af Henrik Fog.
I 2008 er der lavet en cd (den findes på Det Kongelige Bibliotek men er ikke til udlån) der “Sælges til fordel for Egnssamlingen i Saltum”. Den indeholder Hyldest til Blokhus samt Blokhus-sangen.
“Blokhus-sangen” er iflg. Arkiv.dk https://arkiv.dk/vis/3940086
skrevet af Thomas Olesen Løkken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *