Kategorier
Uncategorised

Alt hvad hun vil er stadig at danse

I mere end 40 år har tv-2 leveret noget af den mest elskede musik i dansk pophistorie, men de har i høj grad haft deres sange for sig selv. Kun ganske få numre er blevet genindspillet med nævneværdig succes af andre kunstnere, men forleden udkom en af deres mest kendte sange, ”Alt hvad hun ville var at danse”, i en ny version med unge kræfter. Forhistorien er, at duoen Prisma, der laver elektronisk inspireret rock, i foråret modtog Spot Festivals nyindstiftede arbejdslegat kaldet Nutidens Unge, som tv-2 overrakte søstrene Sirid og Frida Møl Kristensen fra Prisma. I den forbindelse skulle de to bands hver især fortolke en af hinandens sange, og for Prisma faldt valget på ”Alt hvad hun ville var at danse”. Efterfølgende har man kunnet opleve Prisma som scenegæster ved flere af tv-2’s koncerter, og i fredags udkom deres nye fælles indspilning af ”Alt hvad hun ville var at danse”.

Men selvom sangen nu bringes ind i et nyt årtusinde med en ny lyd, spøger revylegenden Elga Olga faktisk et sted i baggrunden af det store hit. Elga Olga huskes nok især for visen om ”Solitudevej”, og da tv-2-albummet ”Nærmest lykkelig” udkom i 1988, fortalte Steffen Brandt ifølge podcasten ”Vi taler kun om tv-2”, at han havde Elga Olga i tankerne, da ”Alt hvad hun ville var at danse” blev skrevet: “Jeg lavede den efter en øver for at få det hele ud. Den gik sådan da-dum-da-dum-da-dum, og man kunne se Elga Olga for sig”, forklarede han i et interview med Det Fri Aktuelt. ”Den er lige på kanten. Hører man den på en mandag morgen, hvor man er helt straight, er den ret melodramatisk med sit ‘drømme uden at vågne op igen’, men når den taler om at ‘flygte i sin elskedes arme’, bliver den både drivende sentimental og forførende. Hvem drømmer ikke om at flygte i sin elskedes arme? Hvis jeg skal have på hatten for den sang, så er det i orden. Jeg kunne ikke lade være”.

Søstrene i Prisma er selv vokset op med tv-2’s musik og var ikke bange for at gå ombord i Steffen Brandts sangskat: ”Vi sprang bare ud med hovedet først, og legede med det. Byggeklodserne var allerede lavet, vi skulle blot forsøge at sammensætte dem på en ny måde, og det er altid en sjov leg”, har Frida Møl Kristensen sagt til Soundvenue om den nye indspilning, som Steffen Brandt også selv deltager på. ”Alt hvad hun ville var at danse” er tidligere blevet indspillet af Tina Dickow som en afdæmpet ballade og i en tangoversion med Stine Engen, og De Glade Sømænd har omskrevet den fra den dansende kvindes perspektiv til at handle om hendes medfølgende kæreste, som helst bare vil hænge ud i baren. 

Kategorier
Brevkasse Uncategorised

Spørgsmål: Hymne til Blokhus

Hej Tor
Ved en fest i et telt i Blokhus Klitplantage i lørdags blev denne sang sunget af 134 medlemmer af foreningen. Den har været brugt før. Men hvem er forfatteren? Jeg har spurgt både formanden, som kom med sangen, bestyrelsen og festkomiteen. Jeg har desuden spurgt Biblioteksvagten, den lokale spillemand, Michael Krause, som har samlet en sangbog med Blokhus-sange, og en lokal Facebook side for Blokhus, men ingen ved tilsyneladende, hvem forfatteren er! Nu er mit sidste håb dig! Du plejer at kunne svare på selv de mest umulige spørgsmål!

Uddrag af sangen på melodien ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”: “Langt imod nord, der hvor kystlinjen viger, ligger en by, Blokhus er dens navn. Skibe på stranden mod havtogter higer, kommer om aftnen med fangst i havn. I byen, langs havet mod syd og nord er huse, små, store, hvor men’sker bor”.
Venlig hilsen,
Peter Wendelboe

Hej Peter
Når jeg ikke selv kan svare på de mest umulige spørgsmål, søger jeg gerne hjælp andre steder. Og eftersom du allerede har gjort dit forarbejde godt, føler jeg mig nødsaget til at gå til den sidste livline: At bede Musikbrevkassens kollektive læserhukommelse om assistance! Hvis vi er heldige, er der nogen derude, der kan fortælle om tilblivelsen af denne Blokhus-hymne ved at skrive til tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Uncategorised

Spørgsmål: 1 ton mindre

Hej Tor
Miljøministeriet kørte i 2007 en kampagne under navnet “1 ton mindre”, der skulle henlede opmærksomhed på udledning af skadelige klimagasser. Som et led i kampagnen, havde man bedt Peter Belli og Ditte om at indspille et nummer, som kom til at hedde “Har vi feber?” Det lå til gratis download på ministeriet hjemmeside. Jeg har ledt forgæves efter nummeret på mine musiktjenester. Tror du, at jeg kan finde det nogen steder i dag? Det er nok nærmest endnu mere aktuelt, end det var i 2007. På forhånd tak.
Mvh Finn

Hej Finn
Jeg husker hverken kampagnen eller sangen, og jeg har – ligesom dig – ikke kunnet finde sangen nogen steder. Derfor har jeg været i kontakt med Miljøministeriet, som siden dengang har været slået sammen med Fødevareministeriet og nu igen er et selvstændigt ministerium. Den slags ændringer har betydning for adgangen til gamle dele af deres hjemmesider, så Miljøministeriets folk har måttet søge i arkiverne, men desværre uden resultat. Skulle nogen af Musikbrevkassens læsere ligge inde med sangen, hjælper jeg gerne med at bringe den videre.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Uncategorised

Hyldest til strandløverne

I USA fungerer Grammy både som en prisuddeling til årets bedste musikere og som en tilbagevendende hyldest til nogle af fortidens kæmper. Tidligere er stjerner som Paul Simon og The Beatles blevet hyldet med ”A Grammy Salute”-hyldestkoncerter, og i forlængelse af prisuddelingen i januar blev endnu et show optaget. I år er det surferpoppens aldrende konger The Beach Boys, der har fået æren af en ”Grammy Salute”-koncert, som får tv-premiere i denne uge. Grammy-organisationen havde samlet stjerner som Norah Jones, John Legend, Beck og Mumford & Sons til at fortolke Beach Boys-sange, og der er også meldinger om, at Bruce Springsteen og Elton medvirkede undervejs i det endnu ikke offentliggjorte show. Oversigten over sangene ved koncerten er til gengæld sluppet ud, og her kan man se, at søskendetrioen Hanson stod på scenen med en sang, som The Beach Boys faktisk ikke selv ønskede udsendt dengang.

I 1965 var de i gang med at ville etablere sig som et mere seriøst orkester efter årene med letbenede popsange om piger, fester og surfing, og en sang som ”Barbara Ann” trak i den gale retning i den henseende. Men da de en dag i studiet havde fjollet sig igennem en coverversion af sangen ”Barbara Ann” sammen med kollegerne fra duoen Jan & Dean, var resultatet så festligt og iørefaldende, at deres pladeselskab sørgede for at udsende den uden at advisere The Beach Boys. Siden da har ”Barbara Ann” været uløseligt forbundet med The Beach Boys ligesom sange som “Good Vibrations”, “Help Me Rhonda”, “I Get Around”, “California Girls”, “God Only Knows” og flere andre, som alle bliver genfortolket ved ”A Grammy Salute”-koncerten, der har amerikansk tv-premiere på søndag.

Kategorier
Uncategorised

Spørgsmål: Linnet & Helmig

Hej Tor
Jeg så Anne Linnet i ”Min sang” på DR1 og er begyndt at høre nogle af hendes gamle LPer. Jeg synes bare, der er et nummer jeg ikke kan finde. Jeg synes, der skulle være en duet med Thomas Helmig, men husker ikke hvad den hedder (PS: Det er ikke duetten med Nikolaj Steen, jeg tænker på!)
Kurt

Hej Kurt
Hvis du udelukkende arbejder dig gennem Anne Linnets albumudgivelser, kan det i sig selv være forklaringen på, at du ikke er stødt på en duet med Thomas Helmig, for duetterne ”Venner” og ”Ingen anden drøm” udkom kun som single og ikke på et album. De to sange fra 1985 blev indspillet til filmen ”Den kroniske uskyld”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Uncategorised

Prinsesse Diana 1997: Afskeden med Englands rose

Efter et kvart århundrede er prinsesse Dianas død stadig kilde til sorg, fascination og debat, og i de kommende uger vil bogudgivelser og tv-programmer sætte fokus på hendes omtumlede liv og hendes tragiske død. I næste uge er det nemlig 25 år siden, prinsessen af Wales omkom efter et trafikuheld i Paris, hvor hendes chauffør havde forsøgt at slippe væk fra nærgående paparazzi-fotografer. Den 36-årige Diana var på det tidspunkt blevet skilt fra prins Charles, men hun havde en høj stjerne i befolkningen, og den populære prinsesses død var en begivenhed af sjælden set størrelse. Ved hendes begravelse en uge senere fremførte Elton John en omskrevet version af sin sang ”Candle In the Wind”, der også blev kendt som ”Goodbye England’s Rose”. Sangen blev udgivet på single, og som en af de allerbedst sælgende singler i musikhistorien indtjente den mange millioner pund til den nyindstiftede fond Diana Princess of Wales Memorial Fund.

Men Elton John var tæt på slet ikke at få lov til at optræde ved sin gode venindes begravelse. Det viste dokumenter, som blev frigivet sidste år, og som blandt andre musikmediet Billboard berettede om. Kongefamilien var ikke begejstret for udsigten til en popmusikers optræden i Westminster Abbey, og de frygtede, at det ville blive for sentimentalt. Men provsten i Westminster opfordrede på det kraftigste til at give Elton John lov til at bidrage i kirken som en gestus over for det sørgende folk: “Det er et afgørende tidspunkt i gudstjenesten, og vi vil opfordre til at vise mod. Det er her, hvor det uventede sker, noget fra den moderne verden, som prinsessen repræsenterede”, skrev provsten i et notat til kongehuset. “Jeg vil med al respekt mene, at klassisk musik eller korværker (selv populær klassisk så som Lloyd Webber) er upassende. Et bedre valg vil være med den vedlagte sang af Elton John (kendt af millioner, og prinsessen holdt af hans musik), som vil være stærk”.

I sidste ende lod kongehuset sig overtale, og Elton John fik lov til at fremføre den nye tekst til sangen, der i 1973 havde haft Norma Jean – kendt som Marilyn Monroe – som hovedperson. Elton Johns mangeårige tekstforfatter Bernie Taupin har dog fortalt, at ”Candle In the Wind” i hans tanker aldrig handlede nævneværdigt om Marilyn Monroe, og udtrykket ”candle in the wind” havde han endda lånt fra et citat om afdøde Janis Joplin, der også havde levet sit liv som blafrende stearinlys i blæsten. For ham handlede den mere om berømmelse og kendis-liv i det hele taget, og den kunne lige så godt have været dedikeret til James Dean, Jim Morrison eller Kurt Cobain, der alle døde i alt for ung en alder ligesom Marilyn Monroe – og for 25 år siden også prinsesse Diana.

Kategorier
Uncategorised

Queen, dronningen og marmelademadden

I sidste uge blev den britiske dronning Elizabeths 70-års-regeringsjubilæum markeret over flere dage med parader, koncerter, hestevæddeløb, folkelige frokostarrangementer og meget andet. Dronningen selv måtte melde afbud til langt de fleste begivenheder, men på trods af det løb hun med en god del af opmærksomheden, da der lørdag aften blev afholdt en stor koncert med tusindvis af tilskuere foran Buckingham Palace og millioner af tv-seere verden over. Forud for koncerten med stjerner som Rod Stewart, Duran Duran og Diana Ross kunne man nemlig følge et forproduceret indslag, hvor dronningen havde bjørnen Paddington kendt fra børnebøger og film til te på slottet. Efter have drukket al teen selv og ødelagt den serverede kage tilbød den venlige teddybjørn dronning Elizabeth en marmeladesandwich fra sin hat, men dronningen afslørede, at hun selv havde en sandwich i sin håndtaske. På pladsen uden for slottet gik musikken i gang med gardere, der slog rytmen fra Queen-hittet ”We Will Rock You” an, og inde i de kongelige gemakker trommede dronningen og bjørnen Paddington med på den let genkendelige rytme med teskeer på tekopperne.

Med assistance fra gardernes musikkorps gik bandet med det passende navn Queen på scenen som de første til lørdagens Platinum Jubilee-koncert. Guitaristen Brian May og trommeslageren Roger Taylor har på forskellig vis arbejdet med at holde Queens musik i live, siden forsanger Freddie Mercury døde, og bassisten John Deacon senere forlod musikscenen. De seneste år har det været i samarbejde med rocksangeren Adam Lambert, der også satte dronningefejringen i gang med ”We Will Rock You”. Med 22.000 fremmødte tilskuere foran Buckingham Palace fik sangen et værdigt publikum, for det har altid været tanken, at publikum skal kunne bidrage til ”We Will Rock You”. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte Brian May, at han en aften havde spekuleret over, hvad man ville kunne bede en stor forsamling af mennesker om: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.

Siden Freddie Mercurys død er der flere gange udgivet materiale med Queen, som blot lå og ventede i arkiverne, og forud for koncerten for dronningen fortalte Roger Taylor og Brian May til BBC Radio 2, at der er endnu en sang på vej. Optagelsen stammer fra 1988 i forbindelse med arbejdet med albummet ”The Miracle”, og det har krævet en større indsats fra bandets studieteknikere at omsætte den ufærdige optagelse med Freddie Mercury til noget, der var værd at arbejde videre med, men det har Taylor og May vurderet var forsvarligt. Planen er, at den hidtil ukendte sang vil blive udgivet i september.

Kategorier
Musiknyheder Uncategorised

U2 kort og skidt

Det er let at argumentere for, at U2 op gennem 1980’erne og 1990’erne var verdens største og vigtigste rockband, og siden da har de fire irske musikere holdt gryden i kog, og selv efter 40 år optræder de stadig sammen. Forleden afslørede forsangeren Bono dog, at det ellers så kendte og let afkodelige bandnavn U2 faktisk går ham på. I podcasten ”Awards Chatter” indrømmede Bono i sidste uge, at han ikke bryder sig om navnet og aldrig rigtigt har gjort det, og at det ordspil, der kan ligge i U2/You too, strøg hen over hovedet på ham dengang. ”I vores hoveder var det ligesom spionflyet, som en u-båd. Det var futuristisk – men det viste sig at rumme denne form for samtykke. Nej, jeg bryder mig ikke om det navn”. Deres første manager var dog af en anden opfattelse, og han havde pointeret, at kombinationen af ét bogstav og ét tal ville fungere godt, også for eksempel på en t-shirt.

Til at begynde med kaldte de unge musikere sig ellers Feedback, opkaldt efter den hylende støj, der opstår, når en mikrofon opfanger lyden af sig selv fra højttalere, der står for tæt på og derved skaber det, der på danske nogle gange kaldes rundhyl. Senere blev de til The Hype, inden de til sidst valgte navnet U2, som har fulgt dem siden de første udgivelser i begyndelsen af 1980’erne, der måske nok står som klassikere i rockhistorien, men ligesom med bandnavnet har Bono også visse forbehold over for mange af deres udgivelser. Han finder nemlig sin egen sangpræstation pinlig på mange af U2’s indspilninger, forklarede han i ”Awards Chatter”-podcasten: ”Jeg har oplevet at sidde i bilen, når en af vores sange kommer i radioen, og jeg er blevet højrød i hovedet, som vi siger i Dublin. Jeg er bare så pinlig berørt”