Torsdag begynder valget til Europaparlamentet, som i EU-landene afholdes fra den 6. til den 9. juni, alt efter hvor man er. Herhjemme er stemmeurnerne åbne søndag, og den megen fokus på EU og europæisk samarbejde betyder, at det er højsæson for at støde ind i et stykke klassisk musik, som er blevet en slags EU-hymne, og som netop har rundet sin 200-års-dag. Uropførelsen af Beethovens 9. symfoni fandt nemlig sted den 7. maj 1824 i Wien, og herfra stammer den passage, der er kendt som ”Ode an die Freude” eller blot ”An die Freude”.
Den 9. symfoni blev Ludwig van Beethovens sidste, fuldendte symfoni før hans død i 1827, men selvom han dirigerede orkestret i Theater am Kärntnertor i Wien den dag i 1824, oplevede han aldrig selv glæden ved at høre det nu vidt berømmede værk. Den 54 år gamle Beethoven var blevet døv, og historien fortæller, at en af musikerne måtte gøre ham opmærksom på den vilde jubel fra publikum bag ham allerede efter afslutningen på anden sats, så han kunne opleve, hvordan folk tog imod hans mesterværk. I den sidste sats af Beethovens 9. symfoni indgår en del af teksten til Friedrich Schillers lange digt ”An die Freude”, som den store komponist havde været draget af i mere end tyve år. Denne del af værket er kendt som ”Ode an die Freude”, og den har på forskellig vis flettet sig sammen med europæisk politik og frihedstrang – faktisk lige siden tekstens tilblivelse kort før den franske revolution. I 1972 gjorde Europarådet den til europæisk hymne, det daværende EF tog den også til sig som officiel hymne i 1986, og i EU-traktaten fra 2004 er den nu 200 år gamle komposition skrevet ind som et af EU’s symboler sammen med EU-flaget og Europadagen.