Siden slutningen af 90’erne og starten af 00’erne har rapperen Clemens på forskellig vis været involveret i hiphop-hits, pop-plader, musicalforestillinger og meget andet. Men på trods af hans kunstneriske bredde var der alligevel nok ikke mange, der havde forudset det album, han udsendte for et par uger siden. Pladen hedder ”Til mine døde homies” og består først og fremmest af det, man kan kalde bodega-pop eller danske julebox-klassikere. Den ellers ofte hårdtslående rapper har nemlig valgt at genindspille numre som ”Ensom dame 40”, ”Sidder på et værtshus” og ”Jeg vil bo på Vesterbro”. Lyden er nutidig med elementer fra hiphop og elektronisk musik, men sangene og teksterne er, som man kender dem.
Sangvalget er formentlig faldet nogle af Clemens’ trofaste hiphop-fans for brystet – og på samme måde var der stor uenighed under den oprindelige tilblivelse af en af sangene: Shu-bi-duas ”Vuffeli-vov”. Sangen om ikke blot hunde, men også ”kvinder og kager og jordbær for sjov” udsprang af, at Shu-bi-duas guitarist og gennemgående komponist Michael Hardinger havde fået hund, og i en Storm P.-tegning havde han set et restaurantskilt med teksten ”Jordbær for sjov”. Hardinger præsenterede melodien og de første idéer til en tekst for de andre i bandet under arbejdet med pladen ”Shu-bi-dua 3”, men som man kan læse i bogen ”Den røde tråd” blev hundesangen forkastet. ”Jeg brækker mig på gulvet”, skulle trommeslager Bosse Hall Christensen have sagt på det tidspunkt.
På ”Shu-bi-dua 4” havde de dog brug for en ekstra sang mere, så Hardinger bragte idéen op igen. Bosse Hall fik lov til at give teksten lidt mere kant ved at tilføje verset med ”Når vi så har niflet, så skal vi ha’ en lille én, for vi ved, at øl er meget sundt for sjælen”.
”Og efter jeg fik Bella, øl og værtshus ind i teksten, gled den bedre ned, men helt stolt var jeg ikke. Ingen var på det tidspunkt klar over, at vi med Vuffeli-vov stod med et af danmarkshistoriens største hits overhovedet”, fortæller Bosse Hall Christensen i ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua”. De havde næppe heller forestillet sig, at deres hundehymne 48 år senere skulle genindspilles af en rap-veteran.
