Kategorier
Musiknyheder

Shania Twain skal skilles

Efter mere end 15 års professionelt og privat partnerskab går Shania Twain og hendes mand Robert ”Mutt” Lange fra hinanden. Der er ikke mange sladderdetaljer på nuværende tidspunkt, men nyheden om skilsmissen kommer ifølge AP fra pop- og countrystjernens egen pressesekretær.

Skilsmissen slår desværre også en smule skår i den meget populære kærlighedserklæring You’re Still the One, som Shania Twain udgav i 1997. Med 17 års forskel mellem sangerinden og produceren mødte de lige fra starten af deres forhold kritiske spørgsmål. For at vise omverdenen, at kærligheden var ægte, og ikke mindst at den kunne holde til modgangen fra omgivelserne, skrev de sammen sangen, der starter med ordene ”Looks like we made it, look how far we’ve come my baby”. Men nu går den ikke længere – og You’re Still the One klinger pludselig anderledes.

Kategorier
Musiknyheder

Lyden af Indiana Jones

Forfilmene såvel som anmelderreaktionerne fra Cannes antyder, at fans af Indiana Jones sagtens kan glæde sig. Ud over et gensyn med Harrison Ford i hovedrollen som den berømte action-arkæolog giver den nye film også ”comeback” til det tema, som den store filmkomponist John Williams skrev til den allerførste Indiana Jones-film.

Egentlig havde han skrevet to forskellige tema-forslag, men filmens instruktør Steven Spielberg var begejstret for dem begge. Resultatet blev, at John Williams kombinerede de to forslag og dermed skabte den legendariske fanfare, vi fra på torsdag også kan høre som en del af den fjerde Indiana Jones-film.

Kategorier
Musiknyheder

Pingviner synger på dansk

Nice Little Penguins udsender i denne uge deres første dansksprogede plade. Gruppen er mest kendt for den muntre ukulele-sang Flying, der var det store sommerhit i 1994, men nummeret blev faktisk skrevet helt tilbage i 1980.

Guitarist Michael Kolster skulle forberede sin musikeksamen på seminariet, og som en slags desperationshandling skrev han, lige før afleveringsfristen udløb, en fjollet melodi på en ukulele, han havde fået i julegave. Flying handlede egentlig om Mickey Mouse, der ikke længere gad være en flink tegnefilmsfigur, men i stedet var på speed og ville være ”flyvende” på fuld tid. Da nummeret mange år senere blev hentet op af skrivebordsskuffen, blev teksten i versene ændret, og Flying blev med et slag Nice Little Penguins’ kendingsmelodi. Gruppens nye plade Som en rejse udkommer på fredag.

Kategorier
Musiknyheder

Gamle drenge i NKOTB gendannet

Først blev Backstreet Boys gendannet, så genopstod Take That og nu endnu et af de helt store drengebands på banen igen. New Kids On the Block er sammen igen, og i denne uge udsender de ny musik for første gang i 14 år.

Det store amerikanske boyband blev dannet i 1984, og de fem teenagere arbejdede i starten sammen under navnet Nynuk. Men lige præcis på dette punkt vendte pladeselskabet tommelfingeren nedad, da den første kontrakt blev underskrevet, så drengene lod sig i stedet opkalde efter et nummer, som et af medlemmerne havde skrevet – og fra den dag var det rigtige New Kids On the Block en realitet. Hits som Step by Step, Hangin’ Tough og Cover Girl følges i denne uge op af singlen Summertime.

Kategorier
Musiknyheder

John Mogensen mindes på 80-års-dag

Mandag d. 5. maj kunne vi have holdt rund fødselsdag for en af Danmarks mest folkekære sangere nogensinde. John Mogensen, der døde i 1977, ville være fyldt 80 år, og det markeres med en opsamlingsplade med den særprægede titel ”Livet skal jo leves – vil du ha’ en skrå”. Her findes hans mest elskede sange i digitalt restaurerede versioner samt to remix, da John Mogensens enke mod sædvane har tilladt pladeselskabet at remixe blandt andet Det er noget galt i Danmark.

Efter sigende indspillede Mogensen sangen for at være sikker på, at den i det mindste ikke bare ville ende sine dage i skrivebordsskuffen, men nummeret skulle vise sig at have langt større potentiale, end han havde troet. Der er noget galt i Danmark skabte både en langtidsholdbar vending i det danske sprog, et stort hit for Mogensen selv og en debat, der endda fik politikeren Erhard Jakobsen til at indsynge et modsvar i form af sangen Dybbøl Mølle maler stadig. Den nye opsamlingsplade udkommer netop mandag den 5. maj.

Kategorier
Musiknyheder

Give Peace a Chance til salg

John Lennon fik ret, da han i 1969 stak en lap papir i hånden på teenageren Gail Renard og ifølge Billboard sagde, at den en dag ville blive noget værd. Dette skete nemlig under John Lennon og Yoko Onos happening, hvor de i otte dage blev i sengen på et hotel i Canada, og på papiret var Lennons håndskrevne tekst til den dengang nyskrevne Give Peace a Chance.

Gail Renard havde sneget sig forbi vagterne og blev venner med Lennon, barnepige for Yoko Onos datter og sørgede for at skrive flere tekst-ark med Give Peace a Chance, så alle tilstedeværende kunne synge med. Nu sætter hun Lennons originaltekst til salg, og skulle du komme forbi New York, kan du få den håndskrevne tekst at se, inden den bortauktioneres den 10. juli.

Kategorier
Musiknyheder

Def Leppard er tilbage

I de seneste år har der ikke været megen opmærksomhed omkring et af historiens bedst sælgende heavyrock-bands, men det ændrer sig måske nu. Def Leppard har nemlig nu udsendt deres første plade med helt nye sange i seks år. Gruppen blev dannet i 1977 under navnet Atomic Mass, men det blev ændret på opfordring fra forsanger Joe Elliott. Han havde lavet en tegning af en leopard uden ører og syntes, at Deaf Leopard (døv leopard) kunne være et fedt navn til et rockband. Stavemåden blev dog ændret, før gruppen fik succes med hits som Pour Some Sugar On Me, Let’s Get Rocked og Love Bites.

Det nye album Songs From the Sparkle Lounge udkommer mandag d. 28. april, og den 14. juni optræder Def Leppard også til Rock under broen i Middelfart.

Kategorier
Musiknyheder

Leroy Brown går til filmen

Mange har gennem årene moret sig over historien om Bad Bad Leroy Brown, både i Frank Sinatras version af sangen og i originalen med Jim Croce, men nu er den slemme fyr også til filmen. For 35 år efter Jim Croce udsendte sin sang om Leroy Brown, er der ifølge Reuters udsigt til en filmatisering af fortællingen om Leroy Brown, der stor i slaget lægger an på en pige, men ender med at få bank af hendes mand.

Jim Croce kendte faktisk selv en mand ved navn Leroy Brown. De var venner i militæret, men i en periode blev Brown væk uden tilladelse. Da han kom tilbage for alligevel at hæve sin løn, blev han arresteret, og da Leroy Brown råbende og brovtende blev ført væk, vidste Croce med det samme, at han skulle skrive en sang om den ”slemme, slemme Leroy Brown”. Nu har filmproduceren Warren Zide købt rettighederne til at lave en film om sangens Leroy Brown.