Kategori: Musiknyheder

Det har sin egen indre poesi, at manden bag julehittet ”Driving Home for Christmas”, Chris Rea, gik bort blot to dage før juleaften. Mandag oplyste Chris Reas familie til BBC, at han var død efter kort tids sygdom.

”Driving Home for Christmas” udkom første gang i 1986, selvom den blev skrevet allerede i julen 1978, mens Rea seriøst overvejede at forlade musikbranchen. Han havde haft et mindre hit med ”Fool If You Think It’s Over”, men han var ikke blevet den popstjerne, pladeselskabet havde håbet, han kunne blive. Han var på nippet til at miste sin kontrakt, og sammen med sin kæreste havde han overvejet at åbne en restaurant for at gøre noget andet end at jagte det store hit. En dag hentede hun ham ved Abbey Road-pladestudiet i London, så de kunne køre hjem på juleferie i Middlesbrough i det nordlige England, og på passagersædet af en iskold Morris Mascot griflede han nogle idéer ned, som skulle vise sig at få stor betydning senere i hans karriere. Ligesom alle andre trafikanter bevægede de sig gennem landet i en blanding af kø-kørsel og forventningens glæde, og undervejs skrev han ”Driving Home for Christmas”.

Udover julehittet havde Chris Rea succes med numre som “I Can Hear Your Heartbeat”, “On the Beach” og “The Road to Hell”. Han blev 74 år gammel.

I mere end 40 år har pladekøbere, radiolyttere og koncertgængere kunnet synge med på den kortfattede tekst til tv-2-nummeret ”Lanternen”, der begynder med det letgenkendelige ”Åh, åh, jeg ville gerne – tænde, tænde din lanterne – uh, uh, elske dig”. I disse dage er sangen på vej ud til et nyt publikum i en helt anden form med den elektroniske popgruppe Kind mod Kind. Gruppen, som tidligere har haft succes med blandt andet Medina-duetten ”Love Isn’t Easy”, er blevet inviteret til at deltage i et projekt, hvor unge musikere fortolker danske hits for at markere 100-års-jubilæet for virksomheden Bang & Olufsen. For eksempel har sangeren Skinz kastet sig over ”Den allersidste dans” fra 1950’erne, og sangerinden Dahlin fortolker ”Forelsket i København” fra 1960’erne. Kind mod Kind har fået lov til at vælge et hit fra 1980’erne og har ommøbleret ”Lanternen”, så den lyder mere som Kind mod Kind end som tv-2.

I bogen ”tv-2 – historierne, pladerne, sangene” kan man læse, at den originale version af ”Lanternen” kunne have været kasseret, allerede før den blev udgivet. Nummeret var nemlig tæt på ikke at blive inkluderet på tv-2’s album ”Nutidens unge” i 1984. Forsanger Steffen Brandt fik dog skrevet omkvædet om i sidste øjeblik, og derfor blev der alligevel plads til sangen, som i dag er en af de store klassikere i tv-2’s repertoire.

I disse år sker det jævnligt, at en gammel sang kommer op til overfladen og bliver et hit igen efter at have været brugt i en ny sammenhæng. Ofte er det trends og virale videoer på TikTok og Youtube, der bringer ældre musik ud til nye lyttere, men af og til spiller tv-serier samme rolle. Den meget populære netflix-serie ”Stranger Things” har i de fire hidtidige sæsoner gjort brug af musik til at tegne et billede af 1980’erne, hvor den foregår. Den tilbagevendende brug af ”Running Up That Hill” fik interessen for Kate Bush-sangen fra 1985 til at stige så voldsomt, at den ramte førstepladsen på hitlisterne i Storbritannien, Irland, Australien og flere andre lande.

De første afsnit i den femte og sidste sæson af ”Stranger Things” blev frigivet for et par uger siden, og det har man ifølge musikmediet Billboard også kunnet aflæse i musikstreamingen. Blandt andet kan man i tallene aflæse fornyet interesse for Abbas “Fernando” og Tiffanys version af “I Think We’re Alone Now”, som begge indgår i de nye afsnit af tv-serien. Men det er først og fremmest Diana Ross-sangen ”Upside Down”, der har fået ny luft under vingerne på grund af ”Stranger Things”. Sangen bliver ikke blot brugt som baggrundsmusik eller til at skabe et tidsbillede – den indgår aktivt som en del af handlingen i serien., og i løbet af de første dage efter premieren steg lytningen af nummeret med 373 procent.

“Upside Down” var lidt af et stilskifte for Diana Ross, men den endte med at blive hendes største hit. Efter mange år som både forsanger i The Supremes og som solokunstner var Diana Ross ramt af en vigende succes. Hun havde ikke haft et Top 10-hit siden 1976, så der var al mulig grund til at søge i en ny retning, da hun i 1980 skulle arbejde på et nyt album. Hun allierede sig derfor med folkene fra bandet Chic, som sidst i 1970’erne havde erobret dansegulvene med hits som ”Le Freak”, ”Good Times” og ”I Want Your Love”. Bandets hovedarkitekter Nile Rodgers og Bernard Edwards skrev og producerede samtlige numre på hendes nye album, musikerne fra Chic var med på indspilningerne og bandets to sangerinder sang kor. På mange måder var albummet ”Diana” et Chic-album, hvor Diana Ross agerede frontfigur, men på ét punkt satte hun et markant aftryk selv: Da pladen var færdig, var hun ikke glad for, hvordan hendes stemme lå i forhold til musikken, men producerne sagde, at hvis hun var utilfreds, måtte hun selv lave et nyt mix. Til deres store overraskelse tog hun dem på ordet, og sammen med en af producerne fra Motown-pladeselskabet skabte hun den endelige version. Albummet ”Diana” sendte med ekspresfart Diana Ross tilbage til toppen af hitlisterne. 45 år senere har en af sangene fra dengang samme kurs, efter den er blevet indlemmet i den længe ventede afrunding af ”Stranger Things”-sagaen.

En af de tilbagevendende julesange de seneste mange år har på sin vis en historie, der strækker sig helt tilbage til 1845. Cliff Richard-hittet ”Mistletoe and Wine” fra 1988 er nemlig beslægtet med H.C. Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne”, som i år er 180 år gammelt.

I 1970’erne blev den engelske musical ”Scraps” skrevet over det gamle eventyr. En af sangene var en traditionel julesang, der skulle synges af et sangkor, og selvom det var på tale blot at lade dem synge en klassisk, engelsk julesang, endte sangskriverne med at skrive en ny sang, ”Mistletoe and Wine”, der skulle lyde som en klassisk julesang. I 1986 viste BBC en tv-udgave af musicalen, og produceren fik idéen om, at netop sangen med sangkoret kunne være interessant for Cliff Richard. Idéen blev godt modtaget, men Cliff Richard lavede nogle justeringer i teksten for at styrke den religiøse del af julebudskabet – og fik et stort hit med ”Mistletoe and Wine” i 1988.

Historien om Cliff Richards succes med ”Mistletoe and Wine” har dog den krølle, at sangskriverne ikke var vilde med planen. I musicalen var sangen nemlig ment som en slags karikatur af en julesang, hvor de pæne medlemmer af sangkoret klichefyldt synger om julens glæder og gavmildhed, samtidig med at de ikke bekymrer sig om den forfrosne og sultende pige med svovlstikkerne. Sangskriveren Leslie Stewart fortalte for nogle år siden til BBC, at han ikke brød sig om Cliff Richards planer og hans ændringer i teksten:

”Jeg hadede det. Jeg syntes, teksten var fornærmende. Jeg er ikke selv udøvende kristen. Jeg vidste ikke noget om det, før jeg hørte demoen, og så hørte jeg om det vers, han ville lave. Men retfærdigvis skal det siges, at han gjorde sangen til sin egen”. I lang tid undgik han Cliff Richards version, men da han nogle år senere hørte den i radioen, overgav han sig og tænkte ”Det er okay”.

Og det var han ikke den eneste, der syntes. Cliff Richards version af ”Mistletoe and Wine” endte med at ligge nr. 1 på den britiske singlehitliste i juledagene, blev den bedst sælgende single i England i 1988 og betragtes i dag som en af popmusikkens juleklassikere.

Hele Danmark kendte Raquel Rastenni for hendes iørefaldende sange, men der var grænser for, hvor meget offentligheden kendte til hende som person. Sangerinden bag slagere som ”Her i vores hus er glæde”, ”Hele ugen alene” og ”Vovsen i vinduet” værnede om sit privatliv, men en ny bog forsøger at samle historien om hende. Det sker med hjælp fra folk som Jørn Hjorting, Henrik Krogsgaard og Dorthe Kollo, der kendte Rastenni, og gennem de interview og lignende, der trods alt findes fra hendes lange karriere.

I bogen ”Raquel Rastenni – en kvinde med solskin i hjertet” kan man også læse et af de sjældne tilfælde, hvor Rastenni selv forholdt sig til indholdet af en af de sange, der gjorde hende så afholdt. ”Heksedansen” fra 1960 – også kendt som ”Her kommer mutter med kost og spand” – havde i et menighedsblad fået nogle ord med på vejen fra en præst, som skrev, at der fra sangskriverens side nok ikke var nogen dybere mening med ”denne lille døgnflue”. Han tilføjede, at ”den nu godt kan give stof til eftertanke. Den kan minde os om, at vi skal passe på ikke at blive så fortravlede, at ’livet det går som en hexedans’ og den fare truer jo i vor tid adskilligt flere end husmødrene.”

Raquel Rastenni følte sig kaldet til at kommentere, at fordi ”tiden er så kort”, som der synges i ”Heksedansen”, så er det vigtigt, at man bruger den rigtigt: ”Jeg ved ikke, hvad forfatteren har tænkt på med bemærkningen om at komme for sent til livets ende, men jeg ved, at der kan komme til at stå ’for sent’ over et menneskeliv … Når en præst skriver det i sit menighedsblad, viser det jo, at selv enkle linjer kan fortælle noget væsentligt – måske mere end så meget poesi, der er så snørklet, at det aldrig når frem til læserne”.

”Heksedansen” var oprindeligt norsk, men fik en dansk oversættelse af ”Peter Mynte”, som i virkeligheden var et pseudonym for den meget produktive tekstforfatter Thøger Olesen. Det er journalist og forfatter Torben Kitaj, der har skrevet den første biografi om Raquel Rastenni, som udkom i torsdags.

Siden slutningen af 90’erne og starten af 00’erne har rapperen Clemens på forskellig vis været involveret i hiphop-hits, pop-plader, musicalforestillinger og meget andet. Men på trods af hans kunstneriske bredde var der alligevel nok ikke mange, der havde forudset det album, han udsendte for et par uger siden. Pladen hedder ”Til mine døde homies” og består først og fremmest af det, man kan kalde bodega-pop eller danske julebox-klassikere. Den ellers ofte hårdtslående rapper har nemlig valgt at genindspille numre som ”Ensom dame 40”, ”Sidder på et værtshus” og ”Jeg vil bo på Vesterbro”. Lyden er nutidig med elementer fra hiphop og elektronisk musik, men sangene og teksterne er, som man kender dem.

Sangvalget er formentlig faldet nogle af Clemens’ trofaste hiphop-fans for brystet – og på samme måde var der stor uenighed under den oprindelige tilblivelse af en af sangene: Shu-bi-duas ”Vuffeli-vov”. Sangen om ikke blot hunde, men også ”kvinder og kager og jordbær for sjov” udsprang af, at Shu-bi-duas guitarist og gennemgående komponist Michael Hardinger havde fået hund, og i en Storm P.-tegning havde han set et restaurantskilt med teksten ”Jordbær for sjov”. Hardinger præsenterede melodien og de første idéer til en tekst for de andre i bandet under arbejdet med pladen ”Shu-bi-dua 3”, men som man kan læse i bogen ”Den røde tråd” blev hundesangen forkastet. ”Jeg brækker mig på gulvet”, skulle trommeslager Bosse Hall Christensen have sagt på det tidspunkt.

På ”Shu-bi-dua 4” havde de dog brug for en ekstra sang mere, så Hardinger bragte idéen op igen. Bosse Hall fik lov til at give teksten lidt mere kant ved at tilføje verset med ”Når vi så har niflet, så skal vi ha’ en lille én, for vi ved, at øl er meget sundt for sjælen”.

”Og efter jeg fik Bella, øl og værtshus ind i teksten, gled den bedre ned, men helt stolt var jeg ikke. Ingen var på det tidspunkt klar over, at vi med Vuffeli-vov stod med et af danmarkshistoriens største hits overhovedet”, fortæller Bosse Hall Christensen i ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua”. De havde næppe heller forestillet sig, at deres hundehymne 48 år senere skulle genindspilles af en rap-veteran.

I dag er sangen ”Everybody Wants to Rule the World” nok mere berømt end gruppen bag sangen, men i midten af 1980’erne var bandet Tears for Fears et af de helt store navne i musikverdenen. For de fleste er bandnavnet med årene nok blevet en lyd frem for et meningsfuldt navn, men der ligger overraskende meget mening gemt i netop navnet Tears for Fears.

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janov forestillede sig i 1960’erne næppe, at hans terapeutiske arbejde og hans faglige begreber ville komme til at sætte spor i rock- og popmusik flere årtier frem, men det blev ikke desto mindre tilfældet. Arthur Janov var manden bag den såkaldte primalterapi, altså tanken om, at mennesker kan frigøres fra deres fødselstraume gennem terapi. Han sendte en udgave af sin bog ”Primalskriget” til John Lennon, som sammen med Yoko Ono endte med at gå i primalterapi på Arthur Janovs institut, og det smittede også af på deres musik. Flere af Lennons sange i begyndelsen af 1970’erne var farvet af oplevelserne fra primalterapien, blandt andet ”Mother”, der slutter med skrig. Nogle år senere var der andre britiske musikere, der lånte fra Arthur Janovs virke. Roland Orzabal og Curt Smith havde læst i en af Janovs bøger, hvordan man kan udskifte frygt med tårer, og begrebet ”tears for fears” klingede så godt, at de opkaldte deres band efter det. Bandet Tears for Fears debuterede i 1983, men deres helt store gennembrud kom i 1985 med albummet ”Songs From the Big Chair”, der indeholdt hits som ”Shout” og ”Everybody Wants To Rule the World”.

40-års-jubilæet for deres vigtigste udgivelse markeres, når Tears for Fears på fredag udsender en særudgave af ”Songs From the Big Chair” med sjældne indspilninger, demoversioner og alternative versioner af sangene fra 1985.

En af de mest populære og meget produktive grupper i slutningen af 1960’erne og 1970’erne var Creedence Clearwater Revival, som bestod af blandt andre brødrene John og Tom Fogerty, indtil gruppen gik i opløsning i 1972. Den dag i dag kan man mange steder opleve ”Proud Mary”, ”Who’ll Stop the Rain”, ”Bad Moon Rising”, ”Down On the Corner” og andre af deres mest kendte sange, og forsanger John Fogerty har i sin solokarriere gjort sit for at holde musikken fra CCR-årene i live til sine mange koncerter. Nu har han taget skridtet videre ved at udgive albummet ”Legacy: The Creedence Clearwater Revival Years”, hvor han har genindspillet tyve sange fra sit gamle band. Genindspilningerne ligger med vilje tæt op ad den originale lyd, og ligesom han oprindeligt spillede sammen med sin nu afdøde bror, har han også allieret sig med den nærmeste familie til det musikalske restaureringsprojekt. Sønnerne Shane og Tyler spiller med på den nye plade, og hans kone Julie er både manager og ansvarlig for udgivelsen.

I et interview med det amerikanske musikmedie Billboard i forbindelse med udgivelsen blev John Fogerty spurgt, hvilken sang han ville vælge, hvis han kun måtte lægge én i en tidskapsel, der kan gemmes til fremtidige generationer. Valget faldt på ”Have You Ever Seen the Rain”, blandt andet fordi det i en svær periode lykkedes ham at skrive en trist sang, som med sin lidt mystiske tekst i dag også fremstår som en glad sang for ham.

”Have You Ever Seen the Rain” blev skrevet efter en tid, hvor John Fogerty havde fornemmet, at der var problemer i Creedence Clearwater Revival, og det endte med, at hans bror Tom Fogerty meddelte, at han ville forlade deres fælles band. Teksten er derfor ikke en vejrudsigt, men en betragtning over udfordringerne i gruppen: “Someone told me long ago there’s a calm before the storm – I know, it’s been coming for some time” (Nogen fortalte mig engang, at der vil være stilhed før stormen – jeg ved, at det har været undervejs et stykke tid). ”Den sang handler i virkeligheden om den snarlige opløsning af Creedence. Billedet er, at man godt kan have en lys, smuk, solrig dag, samtidig med at det regner”, sagde han til Billboard i 1993.

Nu indgår den triste sang, som for John Fogerty er blevet vendt til en positiv fortælling, på det nye album ”Legacy: The Creedence Clearwater Revival Years”. Anledningen til genindspilningsprojektet er, at Fogerty efter årtiers kamp med et musikforlag atter ejer sine egne sange. Af samme årsag bærer titlerne på de nyindspillede sange også parentesen ”(John’s Version)”, på samme måde som sangerinden Taylor Swift har udgivet ”(Taylor’s Version)” af gamle numre, hun ellers havde mistet rettighederne til.