Musikbrevkassen.dk

Hej Tor
Du er min sidste mulighed. Tilbage i ca. midt 80’erne havde jeg en melodi på min kassettebåndoptager, som jeg i dag bare ikke kan få ud af hovedet. Båndet er væk, men det er omkvædet ikke. Det lød nogenlunde sådan her: ”We wanna fight for our life, we wanna live, live, live on the sunny side”. Sangen var et pop nummer sunget af en gruppe lidt i stil med Village People. Kan du hjælpe mig på sporet.
MVH Claus N.

Hej Claus
Det ville være overlegent, hvis jeg – som din sidste mulighed – kunne trække titlen på en gammel popsang op af lommen og give dig det svar, du håber på. Det kan jeg desværre ikke. Der er ikke nogen klokke, der ringer hos mig, og heller ikke hos andre popnørder, jeg har konfereret med. Hvis vi er heldige, giver den kollektive hukommelse blandt Musikbrevkassens læsere os et svar på tor@musikbrevkassen.dk.
OPDATERET 21/9-2025: Jeg har heldigvis fået en henvendelse fra Jørgen Madsen, som med stor præcision peger på, at det er Danny Santos & Bronx med “Fight For The Light” fra 1979, du skal have fat i. Tak for hjælpen!
Mvh. Tor Bagger

Hej Tor
For mange år siden blev der ved juletid (måske hvert år?) vist en tegnefilm om en dreng, der laver en snemand, og om natten bliver snemanden levende. Jeg tror, at den bare hed “Snemanden”. På et tidspunktet flyver drengen og snemanden gennem luften, og der bliver spillet en meget smukt sang, som jeg gerne vil høre igen. Ved du eller kan du finde frem til den?
Mvh. Carina

Hej Carina
Filmen fra 1982 hedder rigtigt nok “Snemanden” eller “The Snowman” og er baseret på Raymond Briggs’ børnebog af samme navn. Sangen i den scene, du omtaler, hedder “Walking In the Air” og blev sunget af Peter Auty, som i dag er operasanger, men som dengang var en blot 13-årig kordreng fra St. Paul’s Cathedral. Sidenhen har folk som Kenny Loggins, Hank Marvin, Cliff Richard og Elain Paige indspillet “Walking In the Air”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

En af musikverdenens mest alsidige veteraner fylder i denne uge 80 år. Den nordirske sanger og sangskriver Van Morrison har uden at skele til genrer bevæget sig mellem rock, folk, soul, blues, country og alt derimellem siden midten af 1960’erne. Som helt ung var han med i bandet Them, og efter han forlod gruppen, var det ikke indlysende, at han kunne fortsætte den musikalske karriere, men en amerikansk producer, der havde arbejdet med Them, troede stadig på den kun 21-årige musikers potentiale. Han betalte for, at den unge Van Morrison kunne tage til New York og lave nogle indspilninger som solokunstner, og blandt de sange, Morrison havde med i studiet i begyndelsen af 1967, var et nummer, som produceren med det samme så hitpotentialet i. En sang, som trods Van Morrisons alsidighed gennem syv årtier den dag i dag er tæt forbundet med hans navn: ”Brown Eyed Girl”. Det var dog ikke Van Morrisons plan at søge kommerciel succes, som af den slags ”Brown Eyed Girl” gav ham, og i 2009 fortalte han i et interview i Time om sit syn på denne sang: ”I en lang periode optrådte jeg ikke med den, for den var en slags engangssang for mig. Jeg har omkring 300 sange, jeg synes er bedre end den”.

Van Morrisons stemme er ikke den eneste, man kan høre på ”Brown Eyed Girl”, for vokalgruppen Sweet Inspirations, der optrådte med Elvis Presley i Las Vegas, synger kor på nummeret. Sangens velkendte ”shalala-lala”-passage inkluderer dermed en kvinde ved navn Cissy Houston, som senere fødte en nok så berømt datter ved navn Whitney.

Van Morrison med det borgerlige navn George Ivan Morrison er også kendt for numre som ”Days Like This”, ”Have I Told You Lately” og ”Someone Like You”, og på søndag fylder han 80.

Rockveteranen Bruce Springsteen kommer til at få en særlig form for opmærksomhed i løbet af efteråret, men allerede om nogle dage er der grund til at kippe med flaget. På mandag er det nemlig præcis 50 år siden, at hans store gennembrudsalbum ”Born to Run” udkom. Han havde to LP’er bag sig og blev i stigende grad set som et nyt og spændende navn på rockscenen, men det var først med ”Born to Run”, at han for alvor nåede bredt ud. Det store hit fra pladen var titelnummeret, som Springsteen har fortalt tog et halvt år at skrive, efter at han en morgen var vågnet med titlen i hovedet. I selvbiografien ”Born to Run” beskrev han sine overvejelser om den rodløse og rebelske sang:

”Jeg ville gerne bruge de klassiske rock’n’roll-billeder, landevejen, bilen, pigen … hvad er der ellers? Det var et sprog, der var givet videre fra Chuck Berry, The Beach Boys, Hank Williams og enhver ’lost highway’ helt tilbage til opfindelsen af hjulet. Men for at give disse billeder betydning måtte jeg forme dem til noget nyt, noget der overskred nostalgi, sentimentalitet og genkendelighed”.

Men selvom sangen ”Born to Run” i dag står som en afgørende sang i Bruce Springsteens karriere og som en rockklassiker helt generelt, så var Springsteen selv ikke tilfreds, da han hørte den færdige indspilning. Under et besøg i det amerikanske talkshow ”The Tonight Show” fortalte han engang, at han i de første år af karrieren ikke kunne vænne sig til lyden af sin egen stemme på plade. Da det første eksemplar af den færdigmixede plade lå klar, måtte han undervejs i en turné finde en musikforretning og låne en pladespiller og et par hovedtelefoner for at kunne høre det endelige resultat. Jimmy Iovine, der havde mixet de sidste detaljer i lydbilledet på plads, spurgte om alt var, som det skulle være, så pladen kunne sendes ud i butikkerne – men Springsteen brød sig ikke om at høre sig selv: ”Og jeg må sige: Nnnn… smid den hotellets pool! Nå, men vi udgav den, og det gik jo fint alligevel”, forklarede Springsteen i talkshowet.

Når man kan forvente mere opmærksomhed om Bruce Springsteen i efteråret, skyldes det, at der i oktober er verdenspremiere på filmen “Springsteen: Deliver Me From Nowhere”. De seneste år er der lavet utallige film med dramatiserede baggrundshistorier om kunstnere som Elton John, Bob Marley, Bob Dylan, John Mogensen, Bamse og Tommy Seebach, og inden længe lander også en film om Bruce Springsteen. Den fortæller ikke om hans opvækst eller hans liv helt generelt, men fokuserer på en vigtig periode under arbejdet med det meget personlige album Nebraska fra 1982. Det er skuespilleren Jeremy Allen White fra bl.a. tv-serien “The Bear”, der har fået rollen som Bruce Springsteen i den nye film, der har dansk premiere den 25. oktober.

Hej Tor
Denne sommer var jeg i et storcenter, hvor jeg normalt ikke lægger mærke til musikken, men der var en sød udgave af Friday I’m in love, blød og med en kvindelig sanger. Kender du den?
Mvh. Kathrine

Hej Kathrine
Der findes faktisk en del coverversioner af The Cure-hittet ”Friday I’m In Love” – og overraskende mange bløde fortolkninger med kvindelige sangere. Er bud er, at det var den version, Natalie Imbruglia udgav på albummet ”Male” i 2015, men du kan også gå på opdagelse hos blandt andet det amerikanske band Yo La Tengo, den irske sangerinde Janet Devlin og amerikaneren Bailey Rushlow.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

En dokumentarfilm om en musiker kan være en kærkommen anledning til at finde gamle musikoptagelser frem fra arkiverne, men det er de færreste, der gør det så omfattende og eftertrykkeligt som Billy Joel og holdet omkring ham netop har gjort. TV-tjenesten HBO Max har lanceret Billy Joel-dokumentaren ”And So It Goes” i to afsnit, og som supplement har Joel udgivet et meget omfattende soundtrack med lidt over 100 sange. Der er blandt andet tale om kendte numre, hidtil uudgivne liveoptagelser, ukendte demoversioner og fælles indspilninger med andre pianister. Blandt de mange koncertoptagelser kan man høre en version af ”New York State of Mind” fra 2024, Billy Joels allerførste liveoptræden med “Scenes From an Italian Restaurant” i 1977 og “A Matter of Trust” optaget i Sovjetunionen i 1987.

Hele den omfattende samling afrundes med Joels signatursang ”Piano Man”, som nu kan høres i en demoversion, han optog et par måneder før den egentlige indspilning i 1973. ”Piano Man”, som blev hans første rigtige hit, handler om en barpianist og de folk, han møder gennem sit arbejde, og den var inspireret af en periode på et halvt år i 1972, hvor Billy Joel selv arbejdede som barpianist. Hans første album var ikke blevet nogen succes, så han fik job på pianobaren The Executive Room i Los Angeles. I et interview med avisen Metro mange år senere forklarede han, at han i den periode forsøgte at slippe ud af en dårlig pladekontrakt, og at han tog pianistjobbet alene for at kunne betale sin husleje. De seks måneder på The Executive Room blev en samlet fortælling i sangen ”Piano Man”, men Joel selv forstod ikke, hvorfor den blev et hit:

”Jeg har ingen idé om, hvorfor den sang blev så populær. Det er nærmest en karaoke-favorit. Melodien er ikke særligt god, og den er fuld af gentagelser, mens teksten er lidt ligesom limericks. Jeg var chokeret og pinligt berørt, da den blev et hit. Men mine sange er som mine børn, og jeg kan betragte den sang og tænke: Mit barn klarede sig udmærket”, sagde Billy Joel til Metro i 2006.

Hej Tor
Jeg kan se, at du hjælper folk med musikspørgsmål, måske også mig. I 60erne var der ”What a day for a daydream”, men min datter siger hun også kender den fra nok 90erne. Den vil jeg gerne prøve at høre.
Kh Pia

Hej Pia
”Daydream” blev oprindeligt udsendt af The Lovin’ Spoonful’ i 1966. Den er genindspillet flere gange, men i denne sammenhæng skal vi nok have fat i Right Said Freds udgave fra 1992, hvor den bar titlen ”(What a Day For a) Daydream”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er de færreste sangtitler, der bliver ophøjet til i sig selv at være et ord, der kan optages i de officielle ordbøger. Den ære er dog tilfaldet rapperen Eminem, og ordet fra et af hans største hits bliver nu også titlen på en film. I 2000 udgav Eminem nummeret ”Stan”, som meget detaljeret fortæller historien om en fyr, der proklamerer, at han er Eminems største fan, og vers efter vers bliver stadigt mere frustreret og aggressiv over, at rapperen ikke besvarer hans fanbreve. Da Eminem endelig får tid til at sende en hilsen, opfordrer han Stan til at søge hjælp, så han ikke ender som den desperate unge mand, som tv-nyhederne har fortalt tog livet af både sig selv og sin gravide kæreste ved at køre ud over en bro – og i sidste linje går det op for Eminem, at han er i gang med at forfatte et svar til netop denne unge mand.

Eminems producer havde opdaget Dido-sangen ”Thank You” og forsøgt at bygge et nyt nummer op omkring det. I stedet for at starte med at bede sangerinden Dido om lov til at sample hendes sang arbejdede Eminem og hans producer i en periode med ”Stan”, før de præsenterede hende for idéen. Uden varsel modtog hun en dag en demo-version af ”Stan”, som hun skulle forholde sig til, men heldigvis var hun begejstret for den måde, et vers fra hendes sang var blevet til et omkvæd i et markant anderledes rap-track. Dido gav sin velsignelse, og i musikvideoen spillede hun også kæresten til den sygeligt besatte Eminem-fan. Nogle år senere gav hun endda sin førstefødte navnet Stanley. I et interview med The Guardian afviste hun godt nok, at drengen Stanley var opkaldt efter sangens Stan, men: ”Jeg har ikke noget imod, at folk har den tanke, for det var så fantastisk en tid i mit liv”.

Som årene gik, begyndte mange at bruge navnet Stan til at beskrive en uligevægtig og nærmest besat fan, og i 2017 blev ordet stan optaget i den store britiske ordbog Oxford English Dictionary. På søndag og nogle dage frem er der i ganske få biografer mulighed for at se en ny dokumentarfilm, som tegner et upoleret billede af Eminems karriere og hans forhold til offentligheden – beskrevet fra nogle af rapperens mest dedikerede fans’ synsvinkel. Derfor har filmen fået titlen ”Stans”.