Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Rock Around the Rytmefigur

Hej Tor
Da Bill Haley and his Comets indspillede Rock Around the Clock og andre dejlige numre i maj 1954, udkom de på 78-omdrejnings lakplader beregnet til afspilning på mekaniske grammofoner med tragt og nåle. Kort efter kom den nye tidsalder med vinylplader i 33 og 45 omdrejninger til afspilning på nye pladespillere med safir og højttaler. Man må formode, at den unge generation ret hurtigt kastede sig over de nye former for musikgengivelse. Men i mit hjem har holdt tragtgrammofon og nålestifterne sig længe efter. Jeg har stadig Rock Around the Clock og de andre på 78-plader, og betragter dem som meget sjældne, da de kun spiller tre minutter på hver side og derfor nemt bliver anbragt i sofaen under pladeskiftet ved en ungdomsfest, hvorefter andre sætter sig oven i dem og ødelægger dem. Mit spørgsmål drejer sig om en rytmisk figur, som Bill Haley og hans saxofoner laver over 12 takter før sidste kor i Rock Around the Clock. Hvor har Bill Haley den fra? Er det en figur, der var oppe i tiden? 
Venlig hilsen
Peter Wendelboe, hvis ungdomsorkester selv i halvtredserne slog sig på rockmusikken

Hej Peter
Dit spørgsmål har ført mig ned i et dybt kaninhul af Bill Haley-anekdoter og -analyser om de letgenkendelige tolv takter, hvor hele orkestret på én gang følger den samme rytmefigur (se bl.a. rockabillyhall.com). Man kan pege på mange forskellige ting, der minder om den omtalte figur, så det er i hvert fald ikke én, de har opfundet uafhængigt af andre. “Rock Around the Clock” blev oprindeligt indspillet af Sonny Dae and His Knights nogle måneder før Bill Haley and His Comets, og heri indgår den samme figur, dog i en noget kortere udgave under en guitarsolo. Og helt tilbage i 1941 bruger vokaltrioen The Andrews Sisters en lignende figur i slutningen af hittet “Boogie Woogie Bugle Boy”. Hos Bill Haley fremstår den dog meget mere markant, fordi hele orkestret og ikke mindst saxofonisten er sammen på anslagene. Et fint eksempel på, hvordan musikkens udvikling altid er nye idéer, der bygger videre på gamle idéer. 
Med venlig hilse
Tor Bagger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *