Kategorier
Musiknyheder

Aqua er tilbage med opsamlingsplade

I første omgang genopstod Aqua blot for at optræde med de gamle hits, men nu tilføjer en opsamlingsplade endnu et element til kapitel 2 i gruppens historie. Som de fleste sikkert husker, tog Aquas succes for alvor fart med verdenshittet om Barbie Girl, men det var faktisk en anden sang, der var fødselshjælper for Barbie Girl. Den ene af gruppens to sangskrivere, Claus, havde skrevet Calling You som et bud på en meget, meget poppet sang. Det udfordrede hans makker Søren til også at give et bud på et gennemført pophit – og resten er historie. I morgen udkommer en Greatest Hits-CD med tre helt nye Aqua-sange samt Barbie Girl og en samling andre gamle hits.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Streak

Hej!
I mit gamle hoved (jeg er 56) kører der en sang fra 60-erne eller 70-erne. Den kører som en eller anden iørefaldende melodi, men en gang imellem stopper sangen og en mand spørger : “Parden me sir, did you see what happend?”, hvorefter der bliver svaret ” Yeah, it seems there have been some desturbens over there”. Og så kører sangen videre. Kan du hjælpe? Jeg tror ikke det er Dr. Hook, men det er lidt derhen ad.
Mvh. Børge Christensen

Hej Børge
Jeg kan godt forstå sammenligningen med Dr. Hook, men det er Ray Stevens, du skal have fat i her. Sangen The Streak handler om en fyr, der smider tøjet i fuld offentlighed, og det var med The Streak, at Ray Stevens i 1974 fik sit vel nok største hit. Du kan læse om Ray Stevens på Wikipedia og se en spøjs musikvideo med The Streak på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Liljenkonvallens farvel

Hej!
Til en fødselsdag var vi et par stykker, der kom til at tale om en sang som hedder “Liljenkonvallens farvel”. Vi kunne begge huske en smule af teksten, men hvor stammer den fra? Hvem har sunget den? Og hvor finder vi hele teksten?
Med venlig hilsen
Joan Brogaard

Hej Joan
Der er rigtigt mange, der har indspillet Liljekonvallens farvel af Otto Lindvall, og den stammer – så vidt jeg har kunnet opspore – helt tilbage fra de tidligste år i 1900-tallet. Sangen findes både på dansk og på svensk, hvor den hedder Konvaljens avsked. Den danske udgave findes bl.a. med Jodle Birge (på CD’en Lille kammerat), Erik Michaelsen, Eddie Russell og Bror Kalles Kapel. Hvis det udelukkende er teksten, I søger, findes den i Lystige Viser, bind 2.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Anastacia i Danmark

Danmark får torsdag besøg af en sangerinde, der for nogle år siden slog igennem med en sjældent set styrke. Med hits som I’m Outta Love og Not That Kind og med sine karakteristiske farvede solbriller var Anastacia med ét her, der og alle vegne i starten af det nye årtusinde. Mange har spekuleret over, hvorfor hun kalder sig Anastacia, men det er faktisk ikke et kunstnernavn. Den lille sangerinde med den store stemme er nemlig døbt Anastacia Lyn Newkirk – og torsdag aften står hun på scenen i Mølleparken i Sønderborg.

Kategorier
Musiknyheder

Arbejder Bob Dylan, McCartney og Ringo sammen?

Endnu er intet bekræftet, men nogle gange kan et rygte i sig selv være så interessant, at det er fristende at viderebringe. Ifølge eb.dk er den engelske avis Daily Express kommet på sporet af, at selveste Bob Dylan og Paul McCartney er på vej med et fælles projekt, og at de sammen skal indspille nye sange i løbet af sommeren. Og selvom et samarbejde af denne kaliber i sig selv er opsigtsvækkende, bliver det ikke mindre interessant, hvis Daily Express også har ret i, at Ringo Starr skal sidde bag trommerne. Dylan har faktisk tidligere spillet i band med en ”beatle”, for både Bob Dylan og George Harrison var med i supergruppen Traveling Wilburys. Et Dylan/McCartney/Starr-samarbejde vil sikkert blive lige så interessant – hvis der altså er hold i rygterne…

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Starry Starry Night…

Hej Tor Bagger
Vi er 8 gode venner, som lige har været på ferie sammen sydpå. En af vennerne gik og nynnede nogle strofer til melodien “Starry, starry night”. Vi kunne ikke blive enige om, hvem der i sin tid indsang den. En mente, det kunne være den ene halvdel af Simon og Garfunkel, en anden mente, det måske kunne være en sanger i stil med Andy Williams! Kan du hjælpe os?
Venlig hilsen
Anne Kjøller

Hej Anne
Sangen hedder ikke Starry Starry Night, men derimod Vincent, og den er indspillet af et utal af kunstnere. Originalversionen er dog med Don McLean, som også har skrevet Vincent, der bl.a. handler om Vincent van Gogh og maleriet The Starry Night. Don McLean udsendte Vincent i 1971 på pladen American Pie.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: All Out of Love

Hej Tor
Jeg kan huske en ballade for firserne, som jeg gerne vil finde til min kæreste, håber du kan hjælpe. Den starter med noget i stil med ”I’m right here with my phone, thinking of you so it hurts”, men jeg kan ikke søge mig frem til den.
John

Hej John
Tekstlinjerne er tæt på at være rigtige, men ikke rigtige nok til at få de rette søgeresultater på nettet. Men det er helt sikkert All Out of Love med Air Supply, du leder efter.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Chicago og Earth Wind & Fire vil udgive album

Det sker af og til, at kendte solister slår sig sammen og udgiver et fælles album, men at to bands gør det samme, er et sjældent syn. 70’er- og 80’er-fænomenerne Chicago og Earth Wind & Fire har for nylig været på dobbeltturné sammen, og de har i fællesskab udgivet en velgørenhedssingle, hvor Chicago indspillede et af Earth Wind & Fires sange og omvendt – men nu er de klar til at tage skridtet fuldt ud.

”Begge bands sagde nærmest hver for sig og i fællesskab: Ville det ikke være fedt at lave et album sammen? Så det er noget, der har ligget i luften”, siger Chicago-medlemmet Robert Lamm til musiksiden Billboard.com. Han forventer, at et album bliver det næste fælles projekt for grupperne, der hver for sig har leveret hits som Boogie Wonderland, September, If You Leave Me Now og Hard to Say I’m Sorry.