Kategorier
Musiknyheder

Arkivguld fra Stones og Zeppelin

At sætte musikere fra Rolling Stones og Led Zeppelin sammen skaber lidt af en supergruppe, så når der dukker en fælles indspilning op fra de to gruppers storhedstid, er der grund til at spidse ører. I oktober 1974 gik The Rolling Stones i studiet for at arbejde med nye idéer, og en dag passerede de musikerne fra Led Zeppelin, som havde haft booket det samme studie til deres indspilninger. Led Zeppelins guitarist Jimmy Page blev hængende, og pludselig var musikerne i gang i fællesskab. Jimmy Page byggede videre på en skitse fra Rolling Stones, og resultatet blev en sang med titlen ”Scarlet”, som også er navnet på Pages dengang treårige datter. Rolling Stones-guitaristen Keith Richards har sagt, at det egentlig ikke var planen at indspille ”Scarlet” som et rigtigt nummer ved denne lejlighed:

”Det var dybest set til en demo, et forsøg på bare at få en fornemmelse af den, du ved – men den fungerede godt, og med sådan en holdopstilling, så måtte vi da hellere bruge den”.

Men trods den vellykkede jam-session og det imponerende sammenrend af musikere, som i øvrigt også talte Traffic- og Blind Faith-bassisten Rick Grech, så blev ”Scarlet” ikke udgivet. De mest entusiastiske Rolling Stones-fans har kendt til nummerets eksistens, men de har ikke haft mulighed for at høre det sagnomspundne Stones/Zeppelin-samarbejde – i hvert fald ikke indtil for få dage siden. For i sidste uge blev ”Scarlet” hevet frem fra arkiverne og gjort tilgængeligt på alverdens streamingtjenester. Anledningen er, at ”Scarlet” kommer med som et blandt flere bonustracks på genudgivelsen af Rolling Stones’ 1973-album ”Goats Head Soup” i september.

Kategorier
Musiknyheder

Balladen om van Gogh

En sangtekst fra 1970 om et maleri fra 1889 er landet i et auktionshus her i 2020. Musikeren Don McLean arbejdede på sange til det, der i 1971 blev hans gennembrudsalbum ”American Pie”, da han i en bog fik øje på et billede af Vincent van Goghs maleri ”Stjernenatten”. Van Gogh malede ”Stjernenatten”, mens han var indlagt på sindssygehospitalet Saint-Rémy,og Don McLean fik den idé, at han med udgangspunkt i maleriet kunne skrive en sang om kunstneren og hans skæbne. Resultatet blev ”Vincent”, der også kendes som ”Starry, Starry Night”, og hans håndskrevne tekst fra de dage i efteråret 1970 er nu sat til salg hos auktionshuset Moments In Time, hvor den forventes at kunne indbringe, hvad der svarer til knapt ti millioner kroner. Auktionshusets ejer har til Reuters sagt, at han håber, at de otte ark med Don McLeans hastigt nedfældede tekstnoter bliver købt af Van Gogh Museum i Amsterdam.

Kategorier
Musiknyheder

Tina Turners nye lyd

Det er mere end tyve år siden, Tina Turner sidst udgav et nyt album, og det er over ti år siden, hun optrådte offentligt for sidste gang. Alligevel er den 80-årige sangerinde med på en af den seneste uges mest opsigtsvækkende udgivelser. Den norske DJ og producer Kygo, som i de seneste år har haft masser af hits verden over, er selv vokset op til lyden af Tina Turners store hits, og han har fået den aldrende superstjernes velsignelse til at arbejde videre med hendes vel nok største hit, ”What’s Love Got To Do With It”. Efter bruddet med ægtemanden Ike Turner midt i 1970’erne og en del år med svigtende held på hitlisterne var Turner blevet tilbudt ”What’s Love Got To Do With It”, som hun i virkeligheden ikke brød sig om, men hendes manager fik hende overtalt, og sammen med albummet ”Private Dancer” gav den hende et massivt comeback i 1984. Nu er sangen i sig selv klar til at gøre comeback på hitlisterne i Kygo og Tina Turners nyfortolkning.

Kategorier
Musiknyheder

Corona giver gammel sang ny betydning

Corona-krisen har gjort mange ting besværlige, men der er også ting, der pludselig har kunnet lade sig gøre, som ellers forekom urealistiske – for eksempel er der på en amerikansk hitliste dukket en Barry Manilow-sang fra 1989 op. Manilow udgav for mere end 30 år siden et album, som indeholdt nummeret ”When the Good Times Come Again”, og selvom han har spillet den til en del af sine koncerter, har den aldrig været i nærheden af hits som ”Mandy” og ”Copacabana”. Teksten handler om at gå gennem svære tider med håbet om at møde sine kære igen, når tingene atter lysner, og den passede pludselig til en periode med nedlukning og isolation. En Barry Manilow-fan lagde i foråret sangen og teksten på Youtube, og da Manilow selv blev opmærksom på sangens tidssvarende budskab, delte han videoen på Facebook, mens hans pladeselskab ifølge mediet Billboard fik sendt den gamle sang ud til amerikanske radiostationer. Og det har sendt den håbefulde sang ind på Adult Contemporary-hitlisten for “voksen pop”.

Kategorier
Musiknyheder

Gammel Joy Division på ny vinyl

Bandet Joy Division udgav kun to album inden forsanger Ian Curtis’ selvmord i 1980, og det var først efter hans død, at Joy Division fik et egentligt hit med singlen ”Love Will Tear Us Apart”. Gruppens mørke og melankolske poplyd var vokset ud af de foregående års punkbølge, og i det lys kunne navnet Joy Division måske forekomme lidt misvisende, men baggrunden var ubehagelig. De fire unge briter havde optrådt som Warsaw, men for ikke at blive forvekslet med punkbandet Warsaw Pakt, fandt de navnet Joy Division i romanen ”House of Dolls”. Her fortælles om afdelinger i nazisternes koncentrationslejre, hvor jødiske kvinder skulle stå seksuelt til rådighed for tyske soldater, og disse afdelinger blev betegnet ”Freudenabteilung”, som på engelsk blev til ”the joy divisions”. Det er i år 40 år, siden udgivelsen af LP’en ”Closer” og singlen ”Love Will Tear Us Apart” såvel som Ian Curtis’ død, og på fredag udsendes derfor en remastered jubilæumsudgave af ”Closer” samt 12-tommer-maxisingler med sangene ”Transmission”, ”Atmosphere” og ”Love Will Tear Us Apart”.

Kategorier
Musiknyheder

Genforeningssang for enkedronning Louise

Hvis ikke alverdens corona-aflysninger også havde ramt den langstrakte fejring af 100-året for Genforeningen, så ville dronning Margrethe i de kommende dage have været på en særlig rundtur i Sønderjylland. Hun skulle have gentaget en del af det triumftog hendes farfar, kong Christian d. 10., gennemførte syd for den gamle grænse i juli 1920, hvor et af de absolutte højdepunkter var den officielle genforeningsfest ved Dybbøl Skanser med ca. 50.000 deltagere. Ved fejringen var der taler af blandt andre kongen, statsminister Niels Neergaard og den store genforeningsforkæmper H.P. Hanssen, og der blev sunget blandt andet ”Jeg elsker de grønne lunde”, som også fik en uventet reprise samme aften. Johannes Helms’ fædrelandssang blev skrevet til et grundlovsstævne i 1873, men var særligt populær i det sønderjyske, eftersom Helms skrev den få efter år nederlaget i 1864, hvor han endda selv havde boet i Slesvig.

Efter fejringen ved Dybbøl den 11. juli 1920 skulle kongen og hans nærmeste familie bruge de efterfølgende dage i Sønderjylland, mens hans mor, dronning Louise, rejste tilbage til København samme aften. Den 68-årige enkedronning skulle med et særtog, og af driftshensyn gjorde toget stop på Tinglev Station nær den nye grænse. I 1999-udgaven af ”Sønderjydske Årbøger” fortælles det, at da toget kørte til perronen, var der fyldt med dansksindede sønderjyder, som ville hylde enkedronningen. Da toget var klar til at køre videre, bad stationsforstander J.A. Wissenbach enkedronningen om tilladelse til at give signal til afgang, men ifølge Wissenbachs erindringer fik han et noget uventet svar: ”Nej! Stationsforstander, jeg vil høre mine kære sønderjyder synge ’Jeg elsker de grønne Lunde’, og jeg vil høre alle versene”.

Da de mange fremmødte havde sluttet sangen af med ordene ”end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag”, fik stationsforstanderen lov til at sende toget videre mod København efter den mest mindeværdige togforsinkelse, man kunne forestille sig.

Kategorier
Musiknyheder

Sommerhittet fra Hjardemål Klit

De fleste vil nok sige, at indbegrebet af et sommerhit er en opløftende og munter popsang, men sommerhits kommer i mange forskellige forklædninger. Et af de danske sommerhits, der har bevist sin langtidsholdbarhed, er Loveshop-sangen ”En nat bliver det sommer”, som i år fylder 30 år. Men selvom den blev udgivet i 1990, rækker historien om ”En nat bliver det sommer” noget længere tilbage. To af de bærende kræfter i Loveshop, forsangeren Jens Unmack og guitaristen Hilmer Hassig, havde tidligere arbejdet sammen i et band med navnet Cash, hvor de havde indspillet et demobånd med engelsksprogede sange. Jens Unmack havde endda haft så store ambitioner omkring deres musik, at han havde taget demobåndet med til England og præsenteret det for nogle af de store pladeselskaber, men uden held. Arbejdet med Cash-sangene var dog langt fra spildt, for ifølge undertoner.dk fik fire af sangene nyt liv, da arbejdet med Loveshops første album ”1990” gik i gang, og en af dem var nummeret, der på dansk kom til at hedde ”En nat bliver det sommer”. For at få det rigtige greb om de danske tekster til inviterede de Johnny Voss, som Hilmer Hassig kendte fra sine år i bandet Kliché, og for at få kunne arbejde koncentreret med teksterne til Loveshops debutplade indkvarterede Unmack, Hassig og Voss sig i en uge på en gammel gård i Hjardemål Klit øst for Hanstholm, men hvem der bidrog med hvad til ”En nat bliver det sommer”, er der uenighed om. Selvom Johnny Voss til undertoner.dk har fortalt, at han hurtigt hørte potentialet i melodien med den dengang engelske tekst, så mener han ikke, at han ”var med til andet end at flytte et par kommaer og strø et ord hist og pist”. Den udlægning er Jens Unmack dog ikke helt enig i:

“Voss’ rolle er vist større end som så. Faktisk er versene mindst lige så meget hans, som det er mine. Jeg havde nogle oprindelige vers, som var ret anderledes. De endelige to vers blev arbejdet sammen ud fra en skitse på Voss’ papir. Men han er åbenbart en beskeden mand”.

”En nat bliver det sommer”, der var med til at etablere Loveshop som band, er blevet genindspillet af blandt andre Blå Øjne og Peter Belli, og i foråret dukkede den op til overfladen endnu engang, da DR1 bad Jens Unmack fremføre den i programmet ”Fællessang – hver for sig”.

Kategorier
Musiknyheder

Ros fra Elton John

Folk, der synger sammen, men hver for sig, er ikke kun et fænomen i DR’s fællessangsprogrammer. Under den verdensomspændende corona-nedlukning er der nærmest gået sport i at lade bands, kor og musikskoler optræde i sammenklippede numre optaget i hver af deltagernes eget hjem – men at modtage ros for indsatsen fra selveste Elton John er alligevel de færreste forundt. En musiklærer på engelske Telford Priory School indspillede Elton John-sangen ”I’m Still Standing” og fik sine elever til hver især at synge med hjemmefra. Det færdige resultat nåede ad omveje frem til Elton John, som var så begejstret for de unge menneskers fortolkning af ”I’m Still Standing”, at han kvitterede med både et rosende tweet og en videohilsen direkte til musikholdet – inklusiv en åben invitation til at komme til en af hans koncerter i England, når det engang atter er muligt.