Musikbrevkassen.dk

Hej
Tor

Hvad
var det for en sang, de spillede til Kirsten Siggaards dans (”Vild med dans” på
TV 2 fredag aften, red.)? Omkvædet var ”Tjikkerlikker tjawtjaw”, men jeg kender
den ikke. Og jeg er endda gammel spejderleder! Er det mon en af Kirsten
Siggaards/Kirsten og Sørens egne sange?

Kh.
Britta

Hej
Britta

Det
var ikke et nummer fra Kirsten Siggaards egen karriere, der blev spillet af ”Vild
med dans”-bandet, men derimod et Kim Larsen-nummer. Sangen hedder faktisk ”Tjikker
Likker Tjau Tjau” og stammer fra hans 1988-album ”Yummi Yummi” – og versionen i
”Vild med dans” var ikke meget anderledes end originale. Bortset fra fraværet
af Kim Larsen selv, naturligvis.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Det er efterhånden en del år siden, idéen om en international spillefilm
baseret på de nordjyske Gjøl-trolde blev luftet første gang, men først nu er ”Trolls”
klar til at indtage verden. Det er dog et halvt år siden, en af Justin
Timberlakes sange fra soundtracket blev sluppet løs, og ”Can’t Stop the Feeling”
blev et af årets store sommerhits. Og ”Can’t Stop the Feeling” er ikke bare en
sang, som Timberlake hev op af skuffen til lejligheden, men et nummer skabt
specielt til ”Trolls”-filmen. Han havde hørt filmens producere og instruktører
fortælle om den 1970’er-inspiration, de selv havde arbejdet med i forbindelse
med ”Trolls”, og han dykkede derfor ned i 70’ernes store filmplade ”Saturday
Night Fever” og begyndte brygge på et solidt dansehit.

– Hele filmen forekommer
mig at være som en skamløs popsang, så jeg tænkte: Lad os da skrive en skamløs
popsang, fortalte han i april til bladet People.

Filmen har Danmarkspremiere
torsdag i næste uge, men allerede på søndag er der lokal snigpremiere for Gjøl
og omegn i Pandrup Kino.

For
tiden kan man på Facebook lave “plakater”, der viser, hvilke musikere man gerne
så optræde på Roskilde Festival 2017 – uanset om man mener det seriøst eller
blot morer sig med at sætte uventede bands i forbindelse med festivalen. Der er
næppe mange, der ville tage det seriøst, hvis de så navne som Bob Dylan, Paul
McCartney, Rolling Stones og The Who på den samme plakat, for et sådant program
ligner en umulig drøm for den modne festivalgænger.

Ikke desto mindre er det
det, der venter publikum ved en tre dage lang rockfestival i USA i den kommende
weekend. På Desert Trip-festivalen kan man endda også opleve Neil Young og Pink
Floyd-medlemmet Roger Waters, og hele programmet med nogle af rockmusikkens
største legender ”genudsendes” i næste uge samme sted, i Indio i det sydlige
Californien.

Hej
Tor

Man
hører stadig nogle gange California Blue, med Roy Orbinson. Den har alle dage
virket så bekendt, så mit spørgsmål går på om den rigtigt er med Roy Orbinson,
eller om der har været nogen, der lavede den før ham. Jeg håber du kan opklare
denne lille ”gåde”.

Jørn

Hej
Jørn

Det
var Roy Orbison, der var den første. Han skrev ”California Blue” sammen med
Jeff Lynne og Tom Petty, som han også spillede sammen med i bandet Traveling
Wilburys. ”California Blue” stammer fra albummet ”Mystery Girl”, der udkom i
1989 kort tid efter Roy Orbisons død. Sangen findes i også på dansk som ”Californiens
blå” med Peter Kent.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I
den kommende uge er der dansk premiere på en ny musikfilm om The Beatles, som dykker
ned i et omfattende arkiv af optagelser og interviews, der alle sammen kredser
om perioden 1962-1966, hvor gruppen stadig gav koncerter. Dokumentarfilmen har
fået titlen ”Eight Days a Week – The Touring Years”, opkaldt efter et af deres
hits fra 1964.

Der findes flere historier om, hvordan beskrivelsen af en uge
med otte dage sneg sig ind i sangteksten. Den ene handler om, hvordan Paul
McCartney på vej hjem til John Lennon spurgte sin chauffør, om han havde noget
at se til for tiden, hvortil chaufføren svarede, at han arbejdede otte dage om
ugen på grund af travlhed, mens den anden – og mere udbredte – forklaring går
på, at Ringo med et af sine mange skæve udtryk brugte formuleringen ”eight days
a week” til at beskrive det konstante arbejdspres, The Beatles var under i den
periode. Det pres får man et indblik i, hvis man tager i biografen og ser den
nye koncert-dokumentar, som har dansk premiere på torsdag.

Julegaveidéen
til den ihærdige Bruce Springsteen-fan lander tidligt på året, for tirsdag udkommer den 500 sider lange selvbiografi, som ”The Boss” har arbejdet på gennem
de sidste syv år. Bogen fortæller hans egen historie om opvæksten i New Jersey,
vejen ind i musikken, karrierens store år og de kampe, han har oplevet
undervejs, og biografen har – nærmest helt logisk – fået titlen ”Born to Run”.

Navnet
er naturligvis hentet fra titelnummeret til den LP, han udsendte i 1975, men
faktisk havde han arbejdet længe på netop den sang. Allerede i maj 1974 spillede
han ”Born to Run” til en koncert, som gjorde, at han blev udråbt til at være
rockens fremtid af rockkritikeren Jon Landau, som siden da har været
Springsteens manager, og The Hollies-sangeren Allan Clarke nåede faktisk at
udgive sin egen version af ”Born to Run”, før Bruce Springsteen gjorde. Nu lægger
den ikoniske rockklassiker også navn til musikerens selvbiografi, og simultant
med bogudgivelsen bliver albummet ”Chapter and Verse” lanceret med både
kendte hits og hidtil uudgivet materiale, som på forskellig vis understøtter
den historie, der også fortælles i ”Born to Run”-bogen.

Hej
Tor

For
mange år siden florerede der en nogle udgaver af Jodlebirge sange med en, der
slet, slet ikke kunne synge. Ret sjovt. Hvad hed han?

Mvh.
”Kimme”

Hej
”Kimme”

Han
hed Jodle Keld, og mens baggrunden for navnet er let at regne ud, så er årsagen
til, hvordan han nogensinde blev lukket ind i et pladestudie mere uforståelig.
Men hans tonedøve fortolkninger af ”To brune øjne”, ”Marianne” og andre Jodle
Birge-sange var så uventede, at han blev lidt af en kultfigur i en periode i
1990’erne.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Hvis man den
25. september 1976 havde opholdt sig på Mount Temple Comprehemsive School i
Dublin, ville man have kunnet se en 14-årig knægt hænge en seddel på skolen for
at finde jævnaldrende, der ville være med til at danne et band. Seks svarede på
Larry Mullen Jr.’s efterlysning, og bandet var en realitet, men efter nogle
måneder var der kun fire medlemmer tilbage. Til gengæld er det de fire
musikere, som den dag i dag stadig optræder sammen under navnet U2.

Til at
starte med hed de ellers Feedback, opkaldt efter den høje tone det giver, når
mikrofonen ved en fejl går i ”rundhyl” i højttalerne, men allerede i 1977
skiftede de for en kort bemærkning navn til The Hype – begge navne foreslået af
forsangeren med kælenavnet Bono. En ven fra et andet band foreslog en stribe
alternative bandnavne, og de fire irske teenagere endte med at lægge sig fast
på navnet U2, som var det navn, de hadede mindst blandt forslagene.

På lørdag
er det 40 år siden, en seddel på en opslagstavle bragte Bono, Larry Mullen Jr.,
The Edge og Adam Clayton sammen.