Musikbrevkassen.dk

De står bag nogle af dansk musikhistories største internationale succeser, men nu er de på vej med en plade, hvor de selv henter udenlandske sange hjem og nyfortolker dem. Duoen Laid Back udsendte forleden det første nummer fra et album, der udkommer i oktober, og denne smagsprøve er intet mindre end en genindspilning af The Beatles-klassikeren ”All You Need Is Love” – i den tilbagelænet vuggende stil, som Laid Back er kendt for. Det kommende album ”Forevergreen” er en del af duoens 45-års-jubilæum, for Laid Back blev dannet i 1979.

Musikerne John Guldberg og Tim Stahl kendte i forvejen hinanden fra gruppen Starbox Band, men 1979 blev de hyret som studiemusikere ved en indspilning for en anden kunstner. Historien fortæller, at sangeren, de skulle arbejde for, ikke dukkede op, og ejeren af studiet foreslog i stedet, at Guldberg og Stahl skulle lave noget musik sammen, for studiet var jo alligevel allerede booket og betalt. Det gjorde de, og det har de dybest set gjort lige siden.

For nogle år siden fortalte de i bladet Ud & Se om blandt andet opstartstiden, hvor de etablerede et studie på Vesterbro i København med en ottesporsbåndoptager, som gav bedre muligheder end de gamle firesporsbåndoptagere: ”På en ottespors kunne bas, trommer og så videre få sit eget spor, og det gav en bedre lyd. Vi har alle de bånd, vi har lavet, siden vi startede, og der står bare ’Tim og John’ på de ældste af dem. Det var indtil den dag, der var en fotograf på besøg i studiet, som, efter hun havde været her lidt og set, hvordan vi var som personer, foreslog, at vi skulle hedde Laid Back”. I årene efter opstarten i 1979 stod Laid Back bag hits som ”Sunshine Reggae”, ”Maybe I’m Crazy”, ”White Horse” og ”Bakerman”, og den 18. oktober udkommer albummet “Forevergreen” med deres fortolkninger af kendte sange som den netop frigivne “All You Need Is Love”, ”House of the Rising Sun”, ”Whiter Shade Of Pale” og ”Som et strejf af en dråbe”.

August måned bringer både et par vigtige og en mere trist mærkedag for gamle – eller potentielt yngre, nytilkomne – Oasis-fans. I slutningen af august er det intet mindre end 30 år siden, Oasis’ debutalbum ”Definitely Maybe” udkom d. 29. august 1994, og dagen forinden er det 15 år siden, gruppen efter meget tumult og uenighed mellem brødrene Noel og Liam Gallagher gik i opløsning. ”Definitely Maybe” var en skelsættende udgivelse i den såkaldte britpop-genre, og selvom det var Oasis’ andet album, der leverede gruppens største hits som ”Wonderwall” og ”Don’t Look Back In Anger”, så var ”Definitely Maybe” et meteornedslag på 1990’ernes rockscene attitude, overskud og numre som ”Live Forever”, ”Supersonic” og ”Cigarettes & Alcohol”.

I 1994 havde Oasis været i gang i flere år, hvor de skrev sange, opbyggede fanbase og ventede på de rigtige omstændigheder til at indspille og udgive deres musik. Gruppen startede under navnet The Rain uden de senere så afgørende Gallagher-brødre, men da Liam Gallagher blev forsanger, foreslog han, at bandet skiftede navn til Oasis. Inspirationen kom fra en plakat, som hang på brødrenes barndomsværelse, og som viste bandet Inspiral Carpets, som hans bror Noel var roadie for. Turnéplanen på plakaten viste et stop på Oasis Leisure Centre i den engelske by Swindon, og Oasis blev således gruppens nye navn. På denne dato for 33 år siden, d. 14. august 1991 – hvilket bringer endnu en august-mærkedag for superfans – optrådte Liam Gallagher og hans venner for første gang under navnet Oasis. Noel Gallagher overværede koncerten, og han tilbød han at gå med i gruppen og tage sine egenkomponerede sange og sine meget store ambitioner med sig mod til gengæld at få kontrol over gruppens musikalske retning.

Tre år senere lykkedes det endelig Oasis at udgive den debutplade, som sangskriver Noel Gallagher i musikmedier Mojo har sagt ”på mange måder er det sidste store punkalbum. Vi var et punkband med Beatles-melodier. Vi havde ingen effekter, knapt nok noget udstyr, bare masser af attitude, 12 dåser Red Stripe-øl og ambitioner”.  Og han havde argumenter klar til at forsvare sin sammenligning med fortidens punkmusik som eksempelvis Sex Pistols: ”Hvis du lytter til den og til Never Mind The Bollocks, så er de ret ens. Det album handlede om angsten ved at være teenager i 1977. Spol frem til 1994, og Definitely Maybe handlede om det herlige ved at være teenager”.

30-året for udgivelsen af debutpladen ”Definitely Maybe” markeres blandt andet af gruppens forsanger Liam Gallagher, som i denne tid turnerer med de gamle sange på sin egen fejring af Oasis’ jubilæum.

Hej!
Enig i, at Celine Dion gjorde det helt fantastisk (jf. Musikbrevkassen i sidste uge, red.). Jeg kender ham sikkert ikke, men jeg gad vide, hvem han er, den sympatiske og engagerede mand, der spillede på flyglet? Jeg har forsøgt at google det, men det er ikke lykkedes.
Venlig hilsen
Grete Vase Sørensen, Nykøbing Mors

Hej Grete
Lige så meget opmærksomhed, der har været om Celine Dions OL-optræden, lige så usynlig har pianisten dybest set været i den forbindelse. Men det var ikke hvem som helst, der er akkompagnerede Celine Dion i Eiffeltårnet. Pianisten var nemlig Scott Price, som i snart ti år har været Celine Dion “musical director”, som det hedder, dvs. kapelmester, fast arrangør og nærmest musikalske samarbejdspartner på hendes forskellige shows. Og da hun efter flere års sygdom gjorde et strålende comeback ved OL-åbningen, var det naturligvis Scott Price,  der sad ved flygelet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

De skulle egentlig have åbnet deres store afskedsturné i september, men nu er det hele aflyst, og forleden kom beskeden om, at Aerosmith har givet deres endegyldigt sidste koncert. Bandet, der nogle steder kaldes USA’s største rock’n’roll-band nogensinde, blev dannet i 1970 og er kendt for hits som “Janie’s Got a Gun”, “Dude (Looks Like a Lady)”, “Love in an Elevator”, “Cryin'” og “I Don’t Want to Miss a Thing”. Historien om deres lidt specielle navn går på, at da de skulle navngive bandet, kom trommeslager Joey Kramer i tanke om, at han i skoletiden havde fundet på Aerosmith-navnet og havde skrevet det alle steder. Han havde også foreslået det som navn til et band, han tidligere havde spillet i, men der var idéen blevet afvist. Det endte dog med, at hans nye band med forsanger Steven Tyler, bassist Tom Hamilton og guitarist Joe Perry godkendte forslaget, og dermed var Aerosmith en realitet.

Aflysningen af bandets afskedsturné kommer ikke helt ud af det blå, for det er velkendt blandt Aerosmiths fans, at forsanger Steven Tyler har beskadiget sit strubehoved, og at han har været i behandling for igen at blive klar til at tage ud på tur med sine bandkammerater gennem mere end et halvt århundrede. Men selvom der er gjort en lægelig indsats, har Tyler måttet trække stikket på bandets planer. I et Instagram-opslag forleden skrev bandet, at der er blevet kæmpet hårdt, men at det ikke er nok: ”Det står desværre klart, at det ikke er muligt at komme sig fuldstændigt efter skaden på hans stemme. Vi har taget en hjerteskærende og svær, men nødvendig beslutning – som et broderskab – om at indstille koncertaktiviteterne”.

Der har tidligere været snak om uudgivne Aerosmith-numre, som ville kunne se dagens lys, men turnélivet – og måske også arbejdet med ny musik – er et overstået kapitel for Steven Tyler og resten af bandet.

Fredag aften blev De Olympiske Lege officielt skudt i gang, og som det er kutyme, handlede det ikke kun om sport, men lige så meget om show, underholdning, musik og kreative måder at byde velkommen til værtsbyen. Bortset fra det våde vejr viste Paris og de franske arrangører sig fra den generøse side med en imponerende opvisning gennem byen og på floden Seinen, og det hele kulminerede i først den olympiske ild, som sendte en luftballon til vejrs, og herefter en rørende optræden af Celine Dion i Eiffeltårnet. Den canadiske sangerinde har været ude af rampelyset i nogle år, efter hun fik diagnosen, der herhjemme kaldes stiff person-syndrom, som er en sjælden, autoimmun sygdom, der giver stivhed og kramper i musklerne. På grund af de problemer, det giver hende, har Celine Dion ikke optrådt offentligt siden 2020. I dokumentaren ”I Am: Celine Dion” fortæller hun, at hun arbejder hårdt for at vende tilbage til scenen: ”Hvis jeg ikke kan løbe, så går jeg. Hvis jeg ikke kan gå, så kravler jeg. Jeg vil ikke stoppe”.  

I fredags lykkedes det hende at vende tilbage, ikke blot til en scene, men til den største og højest profilerede scene, man kan forestille sig – som afrundingen på en imponerende åbningsceremoni tv-transmitteret til hele verden. Fra det oplyste Eiffeltårn sang hun “L’Hymne à l’amour“, som er en af den franske sangerinde Edith Piaffs mest kendte sange. Melodien er af Edith Piaffs samarbejdspartner Marguerite Monnot, som blandt andet også skrevet hendes endnu mere kendte sang “Milord”, mens teksten er Piaffs egen. Den er skrevet til den fransk-algierske mesterbokser Marcel Cerdan, som godt nok var gift og havde børn, men som var Piaffs store kærlighed. Marcel Cerdan blev dræbt ved et flystyrt i 1949, og året efter indspillede Edith Piaff sin “L’Hymne à l’amour”, der senere blev til “Hymn To Love” i Edith Piaffs engelske udgave.

Efter Celine Dions optræden i sidste uge har flere spekuleret i lighederne mellem Edith Piaffs tab af Marcel Cerdan og Celine Dions egen sorg over tabet af sin ægtemand og mangeårige manager René Angélil, der gik bort i 2016.

Det er dog hverken første gang, at “L’Hymne à l’amour” bliver fremført af Celine Dion eller ved et OL-arrangement. Ved afslutningsceremonien efter OL i Tokyo for tre år siden, blev den fremført af den japanske stjerne Milet som en del af den symbolske indsats for at sende stafetten videre til Frankrig. Og ugen efter det omfattende terrorangreb i Paris i november 2015 på spillestedet Bataclan og flere andre steder i byen fremførte netop Celine Dion “L’Hymne à l’amour” ved prisuddelingen American Music Awards til ære for de omkomne.

Der findes adskillige mærkedage, når det handler om musikeren Princes ”Purple Rain”, der udkom for 40 år siden, blandt andet fordi ”Purple Rain” er mere end en enkelt ting. Selve albummet havde 40-års-jubilæum den 25. juni, og i slutningen af september er det 40-året for udgivelsen af singlen af samme navn, som stadig står som et af Princes største hits. Men også lørdag i denne uge er en mærkedag i denne sammenhæng, for den 27. juli 1984 var der verdenspremiere på filmen, der også hed ”Purple Rain”. Selvom Prince naturligvis skrev sangen, der navngav filmen, var det dog ikke hans egen idé at bruge sangtitlen som filmtitel. Den idé kom fra filminstruktøren Albert Magnoli, som stod blandt publikum ved en senere legendarisk Prince-koncert på spillestedet First Avenue i Princes hjemby Minneapolis i 1983. Her blev der testet nye sange til brug i filmen, og lydoptagelser fra koncerten kom med få justeringer til at fungere som færdigt materiale på soundtracket, heriblandt selve nummeret ”Purple Rain”. Men Magnoli var også til stede for at få en fornemmelse af spillestedet First Avenue, der endte med at blive et vigtigt omdrejningspunkt i de forestående filmoptagelser, og for at se, om der var elementer i Princes sceneshow, der kunne overføres til et filmmanuskript – heriblandt muligheden for at få en idé til en god titel til den endnu navnløse film.

Mediet DIG! citerer Albert Magnoli for i bogen “Prince And The Purple Rain Era Studio Sessions 1983 And 1984” at sige, at da han hørte aftenens urpremiere på den storslåede rockballade ”Purple Rain”, vidste han, at det ikke kunne være anderledes. ”Han spillede færdig, og jeg sagde: ’Det der er sangen’. Han havde ikke selv tænkt den tanke”. Da Magnoli efterfølgende præsenterede sin idé, spurgte Prince efter sigende, om man godt kunne kalde en film ”Purple Rain”. Magnoli svarede: ”Jeps, det er filmens titel”. Og dermed var ikke bare et af 1980’ernes største hits og mest succesfulde album, men også et af årtiets skelsættende film navngivet.

Historien om de mange forskellige slags ”Purple Rain” slutter dog ikke der, for i løbet af de kommende år kommer der endnu en ”Purple Rain” at forholde sig til. I januar kom det nemlig frem, at der i New York arbejdes på en sceneudgave af ”Purple Rain”. På daværende tidspunkt var der dog ikke nogen klare meldinger om, hvorvidt der bliver tale om en decideret musical, en teaterkoncert eller en anden form for musikalsk forestilling – men at ”Purple Rain” har kurs mod de skrå brædder på Broadway er blevet bekræftet. Dermed er der udsigt til teaterversioner af numre som ”Let’s Go Crazy”, ”I Would Die 4 U”, ”When Doves Cry”, ”Darling Nikki” og naturligvis ”Purple Rain”.

Hej Tor
Du kender nok sangen ”Kongens have”, som var populær med med Bamse (altså Flemming Bamse Jørgensen). Hvem lavede den oprindeligt? For det er en gammel sang, så vidt jeg husker.
Med venlig hilsen
Lonnie

Hej Lonnie
Når man skal finde den originale udgave af ”Kongens Have”, kan man anskue opgaven på forskellige måder. Helt oprindeligt er det nemlig en engelsk sang med titlen ”English Country Garden”, som i en tidlig form kan spores helt tilbage til 1728. Op gennem det 20. århundrede blev den fremført og indspillet af mange forskellige kunstnere, blandt andet i en populær version fra 1962 med Jimmie Rodgers, men Nana Mouskouri og andre har også indspillet den. Den blev i 1962 oversat til dansk, hvor Raquel Rastenni gjorde den kendt som ”I en gammel landsbyhave”, og først i 1994 kom ”I Kongens Have” med Bamse. Den nye tekst var i øvrigt ikke af Bamse selv, men af Kim Larsen, som ifølge Ekstra Bladet ved mindekoncerten for Bamse i 2011 fortalte, at han havde tilbudt Bamse nummeret, ”fordi jeg var sikker på, at han ville synes bedre om det, end jeg gjorde”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er de første vigtige kapitler i historien om en af 1980’ernes store popgrupper, der bliver genfortalt, når en stribe plader udkommer i denne uge. De fem første albummer fra Duran Duran bliver nemlig genoptrykt og genudgivet på vinyl på fredag. Gruppen debuterede i 1981, hvor de bragte deres bud på new wave og elektronisk pop ud til verden, og samtidig fik folk til at undre sig over det besynderlige bandnavn. Navnet er dog ikke blot iørefaldende nonsens, men refererer til en kultfilm fra 1968. Den vovede science fiction-film ”Barbarella” har Jane Fonda i titelrollen som den rumrejsende Barbarella, der af Jordens præsident og samlede regering bliver sendt til et andet solsystem for at finde videnskabsmanden Durand Durand, som har opfundet et laserstrålevåben, der vil kunne udslette Jorden. Det var den irske skuespiller Milo O’Shea, der spillede doktor Durand, og han vendte faktisk tilbage til sin gamle rolle, da han medvirkede som Durand Durand i Duran Durans koncertfilm ”Arena” i 1985. Og Duran Duran sendte også selv en hilsen til den gamle film, der gav dem inspiration til bandnavnet, da de mange år senere – i 1997 – udgav en sang med titlen ”Electric Barbarella”.

På fredag genudgives gruppens fem første LP’er ”Duran Duran”, ”Rio”, ”Seven and the Ragged Tiger”, ”Notorious” og ”Big Thing”. Genudgivelserne fra perioden fra 1981 til 1988 rummer således store hits som ”Girls On Film”, ”Hungry Like The Wolf”, ”Save a Prayer”, ”The Reflex” og ”Notorious”.