Kategorier
Musiknyheder

Ugens fodboldsang: En for alle

Da Danmark havde kvalificeret sig til EM-slutrunden i 1988, var det nærmest selvskrevet, at man skulle have en ny slagsang. ”Re-Sepp-Ten” var blevet voldsomt populær i forbindelse med VM-deltagelsen i 1986, og mange komponister kunne sikkert have været interesseret i at levere en ny landsholdshymne, men det blev gammelt venskab, der afgjorde sagen.

Landsholdets daværende anfører – og nuværende træner – Morten Olsen kendte nemlig en af tidens mest succesfulde musikere fra sine ungdomsår i Vordingborg. Jesper Winge Leisner, som var medlem af popgruppen Rocazino, leverede slagsangen ”En for alle”, der blev indspillet som duet mellem landsholdsstjernen Frank Arnesen og Rocazinos sangerinde Ulla Cold. ”En for alle” blev en stor succes – det samme kunne ikke siges om landsholdets resultater ved EM-slutrunden.

Kategorier
Musiknyheder

Bruce spiller Clash i London

Når folk går til Bruce Springsteen-koncert, er det gerne for at høre ”bossen” spille sine egne sange, men han er aldrig gået af vejen for velvalgte covernumre. Det var også tilfældet, da Springsteen sidste sommer gav en meget rost koncert i London, som nu udkommer på DVD. Koncerten i Hyde Park indledte han nemlig med punkklassikeren ”London Calling”, som The Clash udsendte i 1979.

På sin vis er ”London Calling” en besynderlig åbning på en ellers festlig koncertaften, for nummeret opridser forskellige måder, verden kan gå under. Titlen, som til gengæld passede glimrende til Bruce Springsteens engelske besøg, var hentet fra radiostationen BBC World Service, som under Anden Verdenskrig indledte sine udsendelser med ordene ”This is London calling”. Springsteens live-DVD ”London Calling: Live in Hyde Park” udkom i mandags.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mere sport om lidt

Hej Tor
Jeg kan huske at TV2 (gruppen) lavede titelmelodien til et satireprogram på TV2 for mange år siden. Jeg vil gerne høre sangen igen, er den udgivet? Og ved du hvad programmet hed?
Kresten

Hej Kresten
Programmet hed ”Mere sport om lidt”, og det gjorde sangen også. I tv hørte man aldrig meget af nummeret, men det blev senere udsendt på tv-2’s album ”Verdens lykkeligste mand”. Steffen Brandt var i øvrigt også forfatter til programmets indslag med Jess Ingerslev som taxichaufføren, der altid rundede af med ”Det bli’r lige hundrede kroner”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tiina fra Diskofil

Hej Tor
Sidder her med familien og diskuterer gammel dansk musik. Emnet kom ind på Diskofil, og hvem der i grunden gemmer sig bag de forskellige kunsternavne. De fleste er jo nogenlunde offentligt tilgængelige, men der er een der virkelig volder problemer. Det er indtil nu ikke lykkedes os af finde ud af hvem der gemte sig bag “Tiina Labina”, og vi håber nu du kan hjælpe os. Der står en middag på højkant, så såfremt der findes et svar vil vi være dig meget taknemmelig.
Med venlig hilsen
Martin Halberg

Hej Martin
Når musikere konsekvent gemmer sig bag et alias, skal man være varsom med at afsløre deres sande identitet. I dette tilfælde har jeg dog ingen skrupler med at sende dig et svar – for jeg kender ikke Tiina Labinas rigtige navn. Jeg har fundet frem til, at hun hedder Annette, men et efternavn kender jeg ikke. Så vidt jeg ved, har hun heller ikke – i modsætning til et par af de andre medlemmer – gjort sig gældende i andre musikalske sammenhænge end Diskofil.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens fodboldsang: Three Lions

Herhjemme betragter de fleste ”Re-Sepp-Ten” som den ultimative fodboldsang, og siden dengang i 1986 er alle nye slagsange blevet målt op imod stadionklassikeren med omkvædet ”Vi er røde, vi er hvide”. På samme måde er det for de fleste englændere svært at forestille sig en større landsholds-hymne end ”Three Lions”, der oprindeligt blev udsendt i 1996, da England selv afholdt EM.

Nu er ”Three Lions”, hvis titel refererer til våbenskjoldet på de engelske landsholdstrøjer, atter i spil, denne gang i en genindspilning med blandt andre Robbie Williams og gruppen Lightning Seeds, der også stod bag originalen for 14 år siden. Robbie Williams har fortalt, at han tidligere er styret uden om fodboldsange, fordi det er for svært at kæmpe mod arven fra ”Three Lions”. Men da tilbudet gik på en genindspilning af klassikeren med omkvædet ”It’s coming home, the football’s coming home”, sagde han ja.

Kategorier
Musiknyheder

Beatles-noter til salg

Hvis du har et stort plus på bankbogen og kunne tænke dig at få fingre i arbejdspapirerne bag en kendt sang, er det måske i denne uge du skal slå til. Du skal dog være opmærksom på, at prisen på John Lennons håndskrevne tekst til ”A Day In the Life”, inklusive hans egne udstregninger og rettelser, ventes at ende mellem tre og fire millioner kroner.

Til teksten havde John Lennon samlet forskellige informationer fra medierne og skabte på den baggrund den endelige sang. For eksempel om problemer med huller i Blackburns veje og historien om bryggeriarvingen Tara Browne, der omkom i et biluheld. Hvis du vil byde på den håndskrevne Beatles-tekst med den berømte slutreplik ”I’d like to turn you on”, så er det på fredag, at auktionshuset Sotheby’s i New York har den under hammeren.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kon-Tiki på Radio Viborg

Hej!
Så vidt jeg husker så brugte Radio Viborg en speciel udgave af Shadows nummeret Kon-Tiki som kending til et af programmerne, kan bare ikke huske hvilket. Nu kommer så mit svære spørgsmål? Kan du huske hvilket program der er tale om og hvis det er muligt kan du så fortælle mig hvem der har lavet denne version? Håber på at du ud fra de sparsomme oplysninger kan hjælpe.
Michael

Hej Michael
Jeg har kontaktet en gammel kollega, den mangeårige Radio Viborg-medarbejder Knud Hyllested, som endda bragte spørgsmålet videre til andre af de midtjyske lokalradioveteraner. Desværre kan ingen erindre ”Kon-Tiki” som kendingsmelodi, men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at den ikke har været brugt.”Kon-Tiki” er indspillet af blandt andre den svenske instrumentalgruppe The Spotnicks og af vores egen Jørgen Ingmann. Måske er det her, du skal finde den version, du tænker på. Desuden kan jeg fortælle, at “Shadoogie” med The Shadows i en periode blev brugt som intro til oldies-programmet “Den Gamle Hitjournal”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Tom Jones fylder 70 år

Manden bag en af popmusikkens mest potente herrestemmer har gennem årene haft mange kælenavne og bevæget sig mellem endnu flere genrer. Nu gør Tom Jones sig klar til at runde et skarpt hjørne, når han på mandag fylder 70 år. Waliseren, der egentlig er født Thomas John Woodward, foldede sig allerede i sine unge år ud som sanger, og han pladedebuterede i 1964 med en single, som ikke blev nogen succes. Det gjorde til gengæld opfølgeren, som var skrevet af hans manager, der ikke havde kunnet overtale stjernerne Sandie Shaw og Frankie Vaughan til at indspille den, og derfor havnede ”It’s Not Unusual” hos den unge Tom Jones. Singlen løb ind i det problem, at BBC ikke ville spille nummeret i radioen, fordi Tom Jones lød for fræk, men efter piratstationerne tog den til sig, bredte ”It’s Not Unusual” sig som en steppebrand. Alderen bremser i øvrigt ikke Tom Jones, som i juli udsender et nyt album.