Kategorier
Musiknyheder

Dizzy Mizz Lizzy på turné – og i boks

De vendte op og ned på dansk rock midt i 90’erne, men midt i succesen brændte Dizzy Mizz Lizzy hurtigt ud. Tolv år efter gruppen gik i opløsning, er ”Dizzy” atter klar til at tage på turné, og i samme ombæring udkommer bokssættet ”Dizzcography” med gruppens to studiealbum, en liveplade og en bonus-CD med demoer og sjældne numre. Undervejs i arbejdet med bokssættet opstod der dog et par problemer, for det viste sig, at de oprindelige layout-filer til pladeomslagene ikke længere eksisterer. Forsanger Tim Christensen har fortalt til Gaffa, at det har været nødvendigt at bruge en del tid på at genskabe de gamle covers.

”Dizzcography” udkommer i dag, og i de kommende uger og måneder giver Dizzy Mizz Lizzy rocknostalgiske koncerter mange steder i Danmark.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Solsortevej

Hej Tor.
Jeg hørte i Eldorado en sang med Kim Larsen ”bo på solsortevej”, denne sang var også indspillet af en anden: Henrik? Kan du hjælpe med navn og evt. album? På forhånd tak.
Hilsen Bent Rasmussen

Hej Bent
“Solsortevej” stammer oprindeligt fra Kim Larsen-CD’en “Luft under vingerne” fra 1998, og det er musikeren Henrik Nørrelykke, der har genindspillet den, i øvrigt med hjælp fra Søren Sebber Larsen fra DR1’s “Hit med sangen”. Henrik Nørrelykkes version kan bl.a. købes på imusic.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: My body, your body…

Hey Tor.
Jeg har brug for din hjælp med et dancenummer tilbage i 90érne og kan kun komme på noget af teksten som lyder omtrent sådan her; “my body your body ” eller måske omvendt. Det er desværre ikke meget jeg kan gi dig af info men håber du kan klare opgaven 🙂
Med venlig hilsen
Michael Danry

Hej Michael
Min første tanke falder på Michael Zager Bands “Let’s All Chant” 1970’erne, og er det en 90’er-sang, du søger, kan det meget vel være en genindspilning af det gamle discohit. For eksempel relancerede Gusto den i 1996, men også i 1994 lånte svenske Look Twice omkvædet “My body, your body, everybody move that body” i deres diskoteksthit “Move That Body”. Mon ikke det er en af dem?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ny, gammel Sebastian-koncert på CD

Normalt er koncertplader noget, der udkommer i forlængelse af en turné, men af og til finder musikere anledning til at udsende meget gamle liveoptagelser, der afspejler en vigtig kunstnerisk periode. Det er tilfældet med den nye udgivelse fra Sebastian, “Sange fra dengang – Solo live 1976”, der netop er landet.

Den nu 60-årige musiker har til gaffa.dk fortalt, at han i marts 1976, hvor optagelsen er fra, skrev sange til filmen ”Måske ku’ vi”, samtidig med at han arbejdede på både LP’en ”Ulvehøjen” og en støtteplade til Christiania. Den nye “Sange fra dengang – Solo live 1976” indeholder blandt andet ”Budbringeren”, ”Lossepladsen bløder” og ”Når lyset bryder frem” i Sebastians soloudgaver.

Kategorier
Musiknyheder

Ny version af Stairway to Heaven

Hun er langt fra den første kunstner, der tager livtag med Led Zeppelins store rockklassiker, men nu har også Mary J. Blige indspillet ”Stairway to Heaven”. Den amerikanske soul- og R’n’B-sangerinde udsender en ny version af det seneste album ”Stronger With Each Tear”, og herpå viser hun med sine fortolkninger af både ”Whole Lotta Love” og ”Stairway to Heaven”, at hun er Led Zeppelin-fan.

”Stairway to Heaven” blev oprindeligt til i et gammelt palæ uden strøm, hvor Robert Plant og Jimmy Page kunne koncentrere sig om sangskrivningen Plant skrev stort set hele teksten på en enkelt aften foran pejsen, og han har senere fortalt, at det føltes som om, at det ikke var ham selv, der skrev den, men at han blot førte pennen. Han tog dog kraftigt afstand fra de senere påstande om, at sangen skulle rumme sataniske budskaber, hvis man spillede pladen baglæns. Mary J. Blige har indspillet sin nye version med hjælp fra blandt andre guitaristen Steve Vai.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TV2’s OL-sang

Hej Tor
Nu er vi i OL perioden, så man kan ikke undgå at høre TV2’s sang til reklamen for OL. Jeg håber du ved hvilket sang jeg snakker om, ellers kan jeg skrive noget af teksten som er “Give a little, give little of my..”. Jeg synes det er en god sang, så har jeg har været ved at bruge TrackID på min mobil, for at finde ud af hvem det er, der har lavet sangen, men det ved den ikke, så må spørge dig til hjælps.
Med Venlig Hilsen
Sigrid

Hej Sigrid
OL er godt nok slut for denne gang, men mon ikke du kan bruge svaret alligevel: Nummeret, som TV2 brugte igen og igen, var en genindspilning af Supertramps “Give a Little Bit” fra 1977. Den nye version var med Martin Harboe, som du kan høre mere til ham på hans profil på Bandbase.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Erik Paaskes sange til mor

Hej Tor Bagger
Jeg ved der findes en CD med Erik Paaske, hvor han synger en sang der hedder ”Giv mig en blomst mens jeg lever”, men jeg kan ikke opdrive den. Kan du fortælle mig hvor den kan købes.
Venlig hilsen M.N.

Hej M.N.
”Giv mig en blomst mens jeg lever” findes på Erik Paaske-CD’en ”Til mor”. Her findes også blandt andet ”Mor er den bedste i verden”, ”Der er lys i lygten lille mor” og ”Hos mor derhjemme”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

U2 i 3D – i Thisted

Det er blevet lidt af et tilløbsstykke at opleve bestemte film i 3D, så på det seneste har biografgængere med specialbriller fået en ekstra oplevelse ud af film som ”Avatar”, ”Alice i Eventyrland” og tegnefilmen ”Op”. Som det første band er U2 også hoppet med på 3D-bølgen, og verdens første tredimensionelle koncertfilm kan nu opleves i Thy. Når man ser bort fra den specielle biograf i Planetariet i København, er Kino 1-2-3 i Thisted er nemlig det første sted i Danmark, der kan præsentere filmen ”U23D”.

Det er en af de lokale U2-fans, Henrik Lykke, der har overtalt byens biograf til at vise filmen med optagelser fra bandets Vertigo-turné for nogle år siden. Musikmagasinet Gaffa skrev efter premieren i New York, at det er lykkedes ”ved hjælp af fremragende teknik at fremtrylle en film, man ikke må snyde sig selv for, og man skal ikke være flov over rent faktisk at prøve at røre Bono, når han skråler “touch me” i Beautiful Day”. Filmen vises frem til 7. april.