Musikbrevkassen.dk

Før i tiden var det ikke usædvanligt, at musikere forsøgte at puste nyt liv i deres gamle udgivelser med opsamlingsplader, live-indspilninger eller remix. Pop-veteranen Elton John har fundet en anden opskrift, der gav succes sidste år, hvor han hittede med ”Cold Heart”, der var stykket sammen af passager fra hele fire forskellige Elton John-sange af ældre dato, så de fremstod som en ny helhed og lød som et moderne pophit. Forleden udkom endnu et nummer skåret over samme læst, hvor dele af ”Tiny Dancer” og ”The One” er koblet sammen og krydret med et sample fra ”Don’t Go Breaking My Heart” og udgivet med titlen ”Hold Me Closer”. Mest fremtrædende i sangen er omkvædet fra ”Tiny Dancer”, som Elton John udgav i 1971, hvor den ikke blev et stort hit, men med årene voksede den til at blive en klassiker i hans repertoire. ”Tiny Dancer” fik også et skub med på vejen, da den i 2000 indgik i filmen ”Almost Famous” om musikbranchen først i 1970’erne.

Som langt de fleste af Elton Johns andre sange er teksten skrevet af hans makker Bernie Taupin, der har fortalt, at ”Tiny Dancer” handler om de mange kvinder, som de mødte, da de efter Elton Johns gennembrud drog til Californien. Kvinder, der var helt anderledes end dem hjemme i England: ”Jeg ville indfange tidsånden, indkapslet af de kvinder, vi mødte, særligt i tøjbutikkerne på The Strip i Los Angeles”, har han fortalt. ”De ville alle sammen sy lapper på dine jeans. De ville tage sig af dig og gå i seng med dig – det var det perfekte Ødipus-kompleks”. På LP’en ”Madman Across the Water” fra 1971 tilegnede Taupin dog ”Tiny Dancer” til sin kæreste og senere hustru Maxine.

Mere end 50 år senere er ”Tiny Dancer” atter fremme, men denne gang handler det om at indfange en helt anden tidsånd og en helt anden stemning. Elton John instruerede ligefrem produceren om, at ”Hold Me Closer” ikke skulle fremstå som ”den nye Tiny Dancer”, men som en sjov version, folk kan danse til eller have kørende, mens de får en drink på Ibiza, uden at det skal være alt for seriøst. Britney Spears medvirker også på ”Hold Me Closer”, og det er hendes første nye udgivelse i seks år.

For snart halvandet hundrede år siden kunne man i hovedstaden se et syn, man kun sjældent har kunnet opleve, hvis man ser bort fra dødsfald i kongefamilien. Tusindvis af mennesker fulgte N.F.S. Grundtvig på vej på den sidste rejse. Præsten, digteren, politikeren og folkehøjskolernes fader gik bort den 2. september 1872 i en alder af 88 år, og hans bisættelse blev et tilløbsstykke uden lige. Allerede da han skulle synges ud af sit hjem i Hellerup nord for København var flere hundrede mennesker mødt frem, og de ledsagede kisten til Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Det havde på sin vis været naturligt at bisætte Grundtvig fra Vartov Kirke, hvor han selv var præst i mere end 30 år helt frem til sin død, men kirken ville umuligt kunne rumme de mange gæster, der alle ville tage afsked med en af nationens dengang mest kendte – og mest omdiskuterede – personer. Ifølge Jes Fabricius Møllers bog ”Grundtvigs død” var der blandt de fremmødte 300 præster, hvilket svarede til omtrent en fjerdedel af alle rigets præster.

Blandt meget andet var Grundtvig kendt for sin uhyre omfattende salmeproduktion, der nåede op omkring 1500 værker, hvoraf mange den dag i dag er blandt de mest elskede både i og uden for kirken, så som “Vær velkommen, Herrens år”, “Nu falmer skoven trindt om land”, “Et barn er født i Betlehem”, “Det kimer nu til julefest”, ”Dejlig er den himmel blå”, ”Morgenstund har guld i mund” og ”Det er så yndigt at følges ad”. Det var dog en anden salme, der blev spillet, da N.F.S. Grundtvigs kiste som en del af processionen gennem Københavns gader nåede frem til ”hans egen” Vartov Kirke.

Bogen ”Grundtvigs død” citerer J. Kristian Madsens beretning om oplevelserne på bisættelsesdagen: ”Hans Ligtog igjennem Kjøbenhavns Gader var i sandhed kongeligt. Da Ligvognen var naaet til Vartov, standsede den uden for Kirken. Døren stod aaben, Orgelet spillede, og snart tonede: ’Krist stod op af Døde’, gjennem den bølgende Mængde. Da de, der stode nærmest Kisten, vare færdige, tonede endnu de sidste Linier fra den bageste Ende af Toget”.

”Krist stod op af døde” var Grundtvigs forsøg på at forny en salme, som kan spores helt tilbage til 1100-tallet, og som han reelt arbejdede på gennem 30 år. Allerede i 1815 forsøgte Grundtvig sig med en gendigtning af ”Kristus er opstanden”, som han kendte fra sine barndomsår, og efter flere bearbejdninger med mange års mellemrum fik teksten til ”Krist stod op af døde” den form, som også findes i salmebogen i dag.

Grundtvigs kiste blev fra København kørt med tog til Køge og fragtet videre ud til Claras Kirkegaard ved herregården Gammelkjøgegaard, hvor hans anden hustru Marie allerede lå begravet. Senere fulgte også hans enke Asta.

Udviklingen i musikhistorien handler ikke kun om kunstnerisk kreativitet, men også om teknologiske muligheder, og i den sammenhæng er denne dato lidt af en mærkedag. For præcis fyrre år siden – den 17. august 1982 – blev den første musik-CD trykt på Philips-fabrikken i Langenhagen lidt uden for den tyske storby Hannover. Udviklingen af de første compact disc, som de også blev kaldt, havde været undervejs i nogle år, efter at elektronik-giganterne Sony og Philips var gået sammen om at skabe en digital afløser for vinylplader og kassettebånd. I 1979 begyndte en arbejdsgruppe at se på, hvordan et nyt medie til musikafspilning skulle konstrueres og hvilke krav, det skulle leve op til. Oprindeligt var producenterne blevet enige om, at en digital disk skulle kunne rumme en times musik, men det blev undervejs udvidet til 74 minutter – efter sigende for at sikre, at man kunne udgive Beethovens niende symfoni i ét stykke.

Den første CD, der blev stanset ud på den tyske fabrik for nøjagtig fyrre år siden, var et eksemplar af Abba-albummet ”The Visitors”, som også var et af de første album, der var blevet indspillet og mixet digital. ”The Visitors” var udkommet på LP og kassette året forinden, men selvom den var først igennem CD-maskineriet i 1982, var det ikke den, der landede i butikkerne som den første. Det var derimod Billy Joel-albummet ”52nd Street”, som blev introduceret på CD til det japanske marked den 1. oktober 1982, samme dag som de første CD-afspillere blev sat til salg. Det var naturligvis en bekostelig affære at skulle være ”first mover” på den nye musikteknologi, og derfor blev CD-afspillere og -udgivelser i den første tid mest målrettet det klassiske musik-marked, da disse kunder formodedes at have flere penge og være mere optaget af den lydkvalitet, som det nye digitale format kunne tilbyde.

At CD’en, som fylder rundt i dag, på sine gamle dage er blevet overhalet indenom af både musikstreaming og ironisk nok også LP’er, er en helt anden historie.

Hej Tor
Kan det passe, at der findes en sang om Nørhalne? Eller rettere, jeg er ret sikker på, der er en sang om Nørhalne. Men kan du finde den?
Mvh Olsen

Hej Olsen
Det er det løsslupne musikfænomen Slåbrock Band, vi skal have fat i her. Sidst i 1970’erne og først i 1980’erne udgav de tre album – og senere også opsamlingspladen “Bundskrab: 16 ligegyldige og intetsigende hits”. Herpå findes perler som “Banko”, “To gears Disella” og naturligvis “Nørhalne”. Det var en fordanskning af countrystjernen Merle Haggards sang ”Okie from Muskogee”, som også var forlægget, da Jacob Haugaard nogle år senere indspillede “Malling” om at være ”en skalling ude fra Malling”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Der er stadig et par uger til den egentlige premiere på filmen om Flemming Bamse Jørgensen, men allerede nu pibler det frem med biografreklamer, interviews og forpremiere-arrangementer flere steder. Filmen om den folkekære sanger har været mange år undervejs, og det betyder blandt andet, at de første idéer er en del ældre end John Mogensen-filmen, der fik premiere i 2018. Manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen har fortalt i filmmagasinet Ekko, at da han blev præsenteret for det spirende Bamse-projekt, havde han ikke havde hørt, at der også var en anden musikerbiografi på vej i form af ”Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen som John Mogensen – og derfor var Rasmus Bjerg på et tidspunkt også på tale som en mulighed til rollen som Bamse. ”Han er en fremragende skuespiller med dæmoner i øjnene. Han var rigtig som John Mogensen. John var den vilde. Bamse var den milde. Der skulle et andet sæt øjne til for at gestalte Flemming Bamse Jørgensen. At de tilhørte Anders W. Berthelsen, stod først klart mange år efter”, fortalte manuskriptforfatteren til Ekko.

Filmen med Anders W. Berthelsen som Bamse fortæller historien om adoptivbarnet, der er i konflikt med familien, fordi han ikke kan eller vil overtage farens virksomhed, og fordi han mod farens ønske kun brænder for at spille musik. Der er dermed også historien om Flemming Jørgensen, der blev til Bamse, både som solokunstner og som mangeårig orkesterleder i Bamses Venner. Kælenavnet havde han dog med sig, inden han for alvor trådte op på scenen på landets spillesteder, for historien fortæller, at det blev skabt, mens han aftjente sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Nordsjælland. Herefter hang Bamse-navnet ved, og faktisk endte han med at gøre det til en officiel del af sit navn, et par år før han døde, for i 2009 skiftede han navn til Flemming Bamse Duun Jørgensen.

”Bamse” har premiere den 25. august, men allerede i næste uge er der forpremiere-arrangementer i mange byer.

At skulle sammensætte lister over de bedste sange for eksempel inden for en bestemt genre eller periode kan være sjovt og interessant, men det er naturligvis også en helt urimelig opgave og vældig subjektivt. Ikke desto mindre har det store amerikanske musikmedie Rolling Stone kastet sig ud i at samle listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time”. I sig selv kan det være vanskeligt at definere, hvad dansemusik er, når man i princippet kan danse til hvad som helst, men Rolling Stone har afgrænset det til, at de udvalgte sange alle skal tilhøre dansemusik-kulturen, hvilket vil sige, at det er tiden fra omkring disco-musikkens opblomstring i 1970’erne og frem til i dag, det handler om. De udvalgte 200 sange ligger derfor primært inden for disco, house, techno og beslægtede genrer. Det er ikke svært at forestille sig diskussioner på redaktionen om den ene sangs placering på listen frem for den anden, men da den samlede Top 200 blev offentliggjort forleden, havde de valgt at placere et skelsættende Donna Summer-hit fra 1977 på førstepladsen.

I denne periode arbejdede Donna Summer sammen med producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte på konceptalbummet ”I Remember Yesterday”, der sang for sang bevægede sig gennem tidsperioder og genrer og lød mere og mere moderne undervejs. Som et afsluttende nummer på den ellers bagudskuende plade ville de gerne have noget, som pegede fremad, og som kunne signalere lyden af fremtiden. Giorgio Moroder fortalte for nogle år siden til avisen The Guardian, at en del af idéen kom, da han så den dengang helt nye ”Star Wars”-film:

– Jeg skelede til filmen Star Wars, der havde en scene kaldet La Cantina, hvor der tilsyneladende blev spillet fremtidens musik. Det lød slet ikke som fremtidens musik. Det så sådan ud, men det lød ikke sådan. Så jeg tænkte, at den eneste måde at gøre det på, var at gøre det med computere og udelukkende computere, sagde Moroder.

Med en Moog-synthesizer begyndte de derfor at skabe lyden af hvert enkelt instrument kunstigt lige fra hi-hat og stortromme til bas og strygere, hvilket var meget usædvanligt dengang. Resultatet blev en langstrakt og næsten hypnotisk diskoteksklassiker, der langsomt stiger i intensitet – ledsaget af en meget kortfattet tekst, sensuelt og næsten spirituelt fremført af Donna Summer. ”I Feel Love”, som nummeret hedder, vendte op og ned på, hvordan pophits kunne lyde og var med til at lægge vigtige grundsten til udviklingen inden for house og elektronisk musik i mange år efter.

”I Feel Love” er udvalgt til at ligge nr. 1 på Rolling Stone-listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time” efterfulgt af Daft Punks ”One More Time” fra 2000 som nr. 2 og ”Good Times” med Chic fra 1979 som nr. 3.