Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Nu er klokken mange…”

Til Musikbrevkassen
Vil I prøve at finde ud af hvem der sang ”Nu er klokken mange, mor har baljen klar, lillebror skal vaskes og i seng, med sit lille sejlskib han i hånden har”? Så kan jeg desværre ikke huske mere. Mon jeg kan få teksten nogen steder? Jeg kan ikke huske, hvem der sang den, måske var det Peter Sørensen, den er nemlig meget gammel. Jeg er nu 80 år. Jeg tror den er 40-50 år gammel.
Med venlig hilsen
Erna Jensen, Thisted

Hej Erna
Umiddelbart tror jeg ikke, jeg kender den sang, du tænker på – men hvis vi er heldige, findes svaret et sted der blandt læserne. Kan nogen hjælpe Erna, så skriv gerne til tor@musikbrevkassen.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: When Love Takes Over

Hej!
Jeg leder efter et nummer som er et par år gammelt. I videoen skubber en DJ en vogn med musikudstyr rundt i en by, inden der om aftenen bliver holdt fest. Kan du regne ud, hvad det er for en sang, jeg tænker på?
Marcus

Hej Marcus
Ja, det er ”When Love Takes Over”, som var det helt store sommerhit i 2009. DJ’en hedder David Guetta, og han fik hjælp af sangerinden Kelly Rowland, som selv fik idéen til at skrive en sang hen over et instrumental-track, hun havde hørt Guetta optræde med.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Videojubilæum: Addicted to Love

Med etableringen af tv-kanalen MTV i 1980’erne tog produktionen af musikvideoer for alvor fart, og nogle af de mest legendariske videoer stammer af gode grunde fra den periode. Sangen bag en af de mest kendte musikvideoer kan i dag fejre 25-års-jubilæet for den førsteplads, den indtog i USA i 1986. Sangeren Robert Palmer havde længe gerne villet udgive et nummer sammen med Chaka Khan og fik hende også med i studiet, men før lanceringen af ”Addicted to Love” satte Khans manager hælene i, og hendes stemme måtte slettes fra sangen.

I stedet for at optræde sammen med Chaka Khan blev Robert Palmer i musikvideoen ledsaget af en gruppe smukke, men meget ens kvinder, der lidt ubehjælpsomt lader som om, de er hans musikere. Den stilrene video til ”Addicted to Love” har sidenhen nærmest fået status som ikon for 1980’ernes musikvideoer, og den er blevet kopieret og parodieret over flere omgange. ”Addicted to Love” blev det eneste nr. 1-hit i USA for Robert Palmer, som døde i 2003.

Kategorier
Musiknyheder

Nyt fra Steve Miller Band

Det er en del år, siden Steve Miller Band var blandt rockens største navne, men gruppen er stadig særdeles aktiv og har netop udsendt et nyt album. Pladen er udgivet på Steve Millers pladeselskab Space Cowboy Records, som er opkaldt efter en af gruppens gamle sange. De fleste forbinder nok udtrykket ”space cowboy” med hittet ”The Joker”, hvor Miller synger ”Some people call me the space cowboy” – men det refererer i virkeligheden blot til Miller-sangen ”Space Cowboy” fra 1969. Også de andre kælenavne, som bruges i ”The Joker”, er hentet fra gruppens andre numre, nemlig ”the gangster of love” og ”Maurice”.

Nu har gruppen udsendt deres 18. album, som bærer titlen “Let Your Hair Down”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hurtig rapper

Hej Tor
Jeg prøver at finde et nummer, som er måske ti år gammelt. En amerikansk rapper, der rapper helt enormt hurtigt, og hele tiden gentager ”Give me more” eller noget lignende. Har du et bud?
H.L.

Hej H.L.
Jeg tror helt bestemt, det er ”Gimme Some More” med Busta Rhymes. Men den er en smule ældre, end du husker – den er nemlig fra 1998.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bryllupssang til Prins William

Om små to uger skal den engelske prins William giftes med Kate Middleton, og hele landet står på den anden ende. En af dem, der giver et bidrag til bryllupsforberedelserne, er musikeren George Michael, som har indspillet Stevie Wonders sang ”You and I” fra 1972 til ære for parret.

Det er ikke første gang, ”You and I” optræder som bryllupsmelodi for et kendt par. Det amerikanske præsidentpar Michelle og Barack Obama brugte den ved deres bryllup, og Barack Obama har endda udtalt, at de måske slet ikke havde fundet sammen, hvis ikke det var fordi, de havde begejstringen for Stevie Wonder til fælles.

Den nye version af ”You and I” kan hentes gratis på George Michaels hjemmeside, hvor man samtidig kan donere et beløb til prinseparrets velgørenhedsfond.

Kategorier
Musiknyheder

Pretty Maids fylder 30 år

Når Tivoli i København åbner dørene til årets første fredagskoncert, er det med et hold danske veteraner. Rockgruppen Pretty Maids, der i år fejrer deres 30-års-jubilæum, lå godt nok stille i en årrække, men udsendte sidste år deres elvte album og følger det i år op med jubilæumskoncerter i både Danmark og udlandet.

Bandnavnet stammer fra et gammelt nummer med The Eagles, ”Pretty Maids All In a Row”, der ifølge Eagles-medlemmet Joe Walsh var tænkt som en melankolsk refleksion over hans eget liv. Måske kan heavyrockerne fra Horsens synge med på Eagles-linjerne “Why do we give up our hearts to the past, and why must we grow up so fast”, når de fejrer deres 30-års-jubilæum i Tivoli på fredag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Do What You Want

Hej Tor
Jeg håber du har tid og overskud og en megagod hukommelse og kan og har lyst til at hjælpe mig. Det er en ”90’er dance-sang” fra 1990-1993 med en kvinde, der synger ”do what you wanna do what you wanna doooo I don’t mind do what you wanna (baby eller maybe?)”. Det lyder som sangerinden fra C&C Music Factory, og det er lidt samme stil. Jeg har søgt og søgt og googlet og jeg kan ikke finde det nummer – er det noget der siger dig noget?
Kærlig hilsen
Shanah

Hej Shanah
Jamen, du skulle da bare være kommet til mig til at begynde med… Det er et af numrene fra Dr. Baker-pladen “Global Kaos” fra 1992, og den hedder bare “Do What You Want”. Stemmen tilhører i øvrigt Monica Green, som var en af de mange gæster på Dr. Baker-pladen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger