Kategorier
Musiknyheder

Nyt fra Natalie “Torn” Imbruglia

I denne uge er der kommet nyt album fra den australske sangerinde Natalie Imbruglia, som er mest kendt for sangen Torn fra 1997. Dengang fik hun verdensomspændende succes med nummeret, der i Danmark allerede var kendt som Brændt med Lis Sørensen.

Produceren Poul Bruun havde nemlig opsnappet en demo-version af sangen med et helt ukendt amerikansk band og sørgede for at få lavet en dansk version af Torn. Senere sørgede han for, at den norske sangerinde Trine Rein fik øjnene op for nummeret, som hun indspillede sammen med produceren Phil Thornalley, der havde været med til at skrive Torn – og først derefter introducerede Thornalley Natalie Imbruglia for sangen, der blevet hendes store gennembrud. I mandags udsendte Imbruglia pladen Come to Life, hvor hun blandt andet arbejder sammen med Coldplay og Brian Eno.

Kategorier
Musiknyheder

Peter Bellis 50-års-jubilæum

Der er ikke mange sangere, der efter et halvt århundredes liv på musikscenen stadig er aktive og efterspurgte, men i år har vi en sådan jubilar herhjemme. I 1959 – fem år før pladedebuten – greb Peter Belli for første gang mikrofonen ved koncerter i københavnske ungdomsklubber, og 50-års-jubilæet markeres med en turné, et livealbum og en helt ny sang med den passende titel Rejsende i rock’n’roll.

Det er dog ikke første gang, Peter Belli synger om sin egen karriere. Det gjorde han også i midten af 70’erne på Rock’n’Roll jeg gav dig mine allerbedste år og for så vidt også på Peter Belli & Søn, som Bent Werther skrev til ham meget kort før sin død. Livepladen Rejsende i rock’n’roll, som også indeholder en DVD, udkommer på mandag.

Kategorier
Musiknyheder

Nelly Furtado på spansk

Den canadiske popstjerne Nelly Furtado har rødder i Portugal, og man plejer at høre hende på engelsk, men nu udsender hun for første gang en plade med numre udelukkende på spansk. Albummet Mi Plan, hvor arbejder hun sammen med blandt andre colombianske Juanes, bliver hendes fjerde siden 2000, hvor hun fik sit gennembrud med hittet I’m Like a Bird.

Den sang var ellers tæt på ikke at komme med på debutpladen, fordi producerne ikke mente, den havde hitpotentiale, men i det efterfølgende år slog den Nelly Furtados navn fast, og hun optrådte med den flere end 200 gange. I et interview pointerede hun engang, at det svarer til mere end 10 timer med den samme sang – uden at hun syntes, hun egentlig var blevet bedre til at synge den! Den spansksprogede plade udkom i mandags.

Kategorier
Musiknyheder

Dizzy Mizz Lizzy gendannet

Det bliver en aften i 90’er-nostalgiens tegn, når gendannede Dizzy Mizz Lizzy i foråret giver koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center, og der er mange, der glæder sig allerede nu. I hvert fald blev koncerten 3. april udsolgt i løbet af blot 14 minutter, da billetterne i weekenden kom til salg. Dizzy Mizz Lizzy vendte i midten af 90’erne op og ned på den danske rockbranche, men deres navn er dybest set mere end et halvt århundrede gammelt. Tim Christensens ungdomsband er nemlig opkaldt efter rock’n’roll-hittet Dizzy Miss Lizzie, som Larry Williams skrev og indspillede i 1958, og som senere blev kopieret af blandt andre The Beatles.

Kategorier
Musiknyheder

92-årige Vera Lynn på toppen

Hitliste-entusiaster følger altid med i de engelske lister, og der føres statistikker og rekordopgørelser over alverdens bedrifter på disse lister. I sidste uge blev en af disse rekorder slået, da den 92-årige Vera Lynn som den ældste nulevende kunstner nogensinde indtog førstepladsen på albumlisten. CD’en We’ll Meet Again indeholder den aldrende sangerindes udgaver af numre fra årene omkring 2. Verdenskrig, heriblandt titelnummeret, som Vera Lynn selv udødeliggjorde i 1939, og som blev forbundet med håbet om at gense de soldater, der drog i krig. I 1943 dannede den også grundlag for en film med Vera Lynn, ligesom Stanley Kubrick brugte den i sin Dr. Strangelove-film. Den nye CD indeholder også numre som As Time Goes By og White Cliffs of Dover.

Kategorier
Musiknyheder

Leonard Cohen fylder 75 år

Der er ikke mange musikere, der er aktivt turnerende og kunstnerisk interessante som 75-årige, men fra på mandag findes der endnu en af slagsen. Sangeren Leonard Cohen med det mindre kendte mellemnavn Norman blev nemlig født den 21. september 1934. Den canadiske multikunstner er blandt andet elsket for sine melankolske sange og sin mørke stemme, hvilket sætter et af hans tilnavne i et mærkværdigt lys. Leonard Cohen har tilbragt en årrække i et buddhistisk kloster hos zen-mesteren Sasaki Roshi, og Cohens eget zen-navn er Jikan. Det betyder paradoksalt nok ”Den tavse”. Leonard Cohen debuterede som digter i 1956 og udsendte sin første plade i 1967.

Kategorier
Musiknyheder

Sgt. Pepper uden Beatles

Sidste uge bød på albumgenudgivelser, et musikalsk computerspil og en dansk teaterkoncert, men også i denne uge er der nyt liv i The Beatles’ gamle sange. I disse dage bliver musikken fra pladen Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band nemlig fremført som ét langt show på Hilton-hotellet i Las Vegas. Det er gruppen Cheap Trick, som især havde succes i 70’erne og 80’erne, der går på scenen for at fremføre de kendte sange.

Oprindeligt var det Paul McCartney, der i 1966 fik idéen om skabe en ”alter ego-gruppe”, hvor Beatles-medlemmerne kunne slippe for at agere som The Beatles, men i stedet kunne udfolde sig frit, fordi de kunne lade som om, de var nogen andre. I denne uge og i næste uge føres eksperimentet en tand længere ud, når Cheap Trick lader som om, de er The Beatles, der lader som om, de er Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

Kategorier
Musiknyheder

Tredobbelt Beatles-dag 09.09.09

Med datoen 9. september 2009 har dagen i dag cifrene 090909, og det er der flere, der bruger til at lancere noget særligt. Blandt andet er 090909 fyldt med Beatles-begivenheder. I København er der premiere på teaterkoncerten Come Together, hvor Gasværket som det første teater i verden har fået lov til at stykke gamle Beatles-sange sammen til en forestilling.

Samme dag udkommer hele gruppens albumserie i nyrestaurerede versioner, og som noget ganske nyt vil man fra i dag også kunne spille et computerspil med The Beatles. Spillet Rock Band har i flere år været populært i forskellige versioner, og i dag lanceres en længe ventet udgave, hvor man selv kan ”optræde” med de gamle sange i blandt andet Beatles’ oprindelige spillested The Cavern i Liverpool.