Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Highland

Hej Tor.
For nogle år siden var en melodi populær. Desværre kan jeg kun huske at den er med en kvindelig solist og titlen er noget med highland (I’m waiting on the highland eller…). Nu har jeg igen forgæves søgt den på google, yahoo mm. Håber du kan løse den gotiske knude for mig. På forhånd tak.
Hilsen
Hanne Andersen

Hej Hanne
Det er ikke en kvindelig solist, men derimod den svenske gruppe One More Time, du søger. Nummeret Highland blev deres store internationale gennembrud i 1992, men siden da har succesen været størst i hjemlandet, hvor de blandt andet vandt det svenske Melodi Grand Prix i 1996. One More Time er aldrig rigtigt gået i opløsning, men har heller ikke udsendt noget siden 1997. Til gengæld har forsangeren Nanne Grönvall, som er ABBA-Bennys svigerdatter, haft svensk solosucces.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Umbrella-stjernen i Danmark

På mandag får Danmark besøg af den sangerinde, der formentlig har haft størst succes på de internationale hitlister det seneste år. Rihanna fra Barbados har haft hits med Pon de Replay, Please Don’t Stop the Music og SOS, men det altoverskyggende hit i sommeren 2007 var Umbrella.

Egentlig havde sangskriverne haft soulstjernen Mary J. Blige i tankerne, da de skrev Umbrella, men Blige havde for travlt til at lytte rigtigt til nummeret, og derudover mente hendes pladeselskab, at hun havde rigeligt med sangforslag til en ny plade. Så tilbudet gik videre til Rihanna, der sikkert er mere end almindeligt tilfreds med, at hun sagde ja. Mandag står hun på scenen i Ballerup Super Arena.

Kategorier
Musiknyheder

Dave Clark Five-sanger død

Da engelske bands i 1960’erne tog USA med storm under samlebetegnelsen The British Invasion, var en af de mest populære grupper The Dave Clark Five. Rollen som forsanger lå hos Mike Smith, som døde i sidste uge. Smith var blandt andet ansvarlig for kvintettens største hit Glad All Over, som egentlig var et lille tyveri, for i forsøget på at finde en god titel at skrive en ny sang ud fra, bladrede han sine egne plader igennem. Her faldt han over titlen på Carl Perkins’ nummer Glad All Over og skabte derefter sin egen melodi hen over dette udtryk.

Mike Smith var for nylig blevet udskrevet fra hospitalet, efter at have været indlagt siden en ulykke i 2003. Senere på måneden skulle han have deltaget i ceremonien, når The Dave Clark Five optages i den prestigefyldte Rock’n’Roll Hall of Fame.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Elvis’ “Wooden Heart”

Hej Tor!
Min nabo er helt vild med Elvis og hun påstår at hun har hørt, at Elvis’s nummer Wooden heart som han sang på tysk, Musident, er udgivet af en dansk sanger/gruppe med titlen “Hvis jeg må”. Er det rigtigt? Og hvis ja, hvilken solist eller gruppe har udgivet den?
På forhånd tak
Bjørg

Hej Bjørg
Sangen har sit udspring i den tyske folkesang Muß i’ denn zum Städtele hinaus, men blev som Wooden Heart (Muss I Denn) i starten af 1960’erne et hit på kombineret engelsk/tysk både for Joe Dowell og for Elvis Preley og i filmen G.I. Blues. Den danske version, din nabo husker, er Gustav Wincklers Hvis jeg må, som blandt andet findes på dobbelt-CD’en Hans Største Hits.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Trilles “Dit og dat”

Hej Tor
Da jeg var barn hørte jeg igen og igen Trilles “Dit og dat og andre børnesange”. Jeg har ledt efter teksterne, da jeg nu selv er mor og vil synge de sange for mine børn, men jeg kan ikke finde dem nogen steder. Kan du hjælpe mig?
Hilsen Louise

Hej Louise
Jeg har ikke kunnet opspore teksterne på nettet, og så vidt jeg kan se, er der heller ikke udgivet nodebøger med Dit og dat-sangene. Mit bedste forslag er derfor at bestille den originale plade eller kassettebånd hjem til dit lokale bibliotek. Ofte blev sangteksterne jo trykt i omslaget til pladerne, og om ikke andet får du mulighed for at lytte teksten af direkte fra pladen. Du kan evt. bestille musikken hjem direkte her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nik Kershaw fylder rundt

I denne uge er der 50-års-fødselsdag hos den musiker, som Elton John midt i 1980’erne kaldte en af årtiets bedste sangskrivere. Nicholas David Kershaw, der blev kendt under kælenavnet Nik Kershaw, startede sin karriere i rockbandet Half Pint Hog, hvor han headbangede sig igennem Black Sabbath- og Deep Purple-sange. Men det var som den pæne stjerne med de nogle gange avancerede og overproducerede popsange, han fandt sin rette hylde.

Gennembruddet kom i 1984 med sange som Wouldn’t It Be Good og I Won’t Let the Sun Go Down On Me, som også gerne findes frem til de nutidige koncerter, og måske også til Esbjerg 80’er Rock Festival, hvor han i juni optræder sammen med blandt andre Kim Wilde og Howard Jones. Nik Kershaw fylder 50 år på lørdag.

Kategorier
Musiknyheder

Succesmusicalen Rent i Aalborg

Musicalforeningen Musicaliber har tidligere præsenteret aalborgenserne for kendte forestillinger som Atlantis, Hair og Fame. Årets forestilling er Rent, og dette er måske sidste chance i lang tid, hvis man herhjemme vil have chance for at se den internationale musicalsucces.

Rent havde premiere på Broadway i New York i 1996 og er siden da blevet opført på 21 forskellige sprog, blandt andet i den danske version på Aalborg Teater i 1999. Men senere i år udløber de danske rettigheder til at opføre Rent, og det står derfor hen i det uvisse, hvornår man igen kan få chancen for at opleve showet, der er en slags moderne pendant til Puccini-operaen La Boheme. Musicalibers opsætning af Rent kan opleves på Det Hem’lige Teater i Aalborg fra på lørdag og to uger frem.

Kategorier
Musiknyheder

Fats Domino fylder 80

Gennemsnitslevealderen for rockstjerner er ikke voldsomt høj, så det hører til sjældenhederne, at der kan fejres en 80-års-fødselsdag, sådan som Antoine Dominique Domino snart kan. Allerede i 1950 fik den tunge pianist med kælenavnet Fats Domino sit første hit, men den helt store klassiker Blueberry Hill lancerede han først i 1956.

Sangen, der oprindeligt blev brugt i en westernfilm i 1940, havde dog en hård fødsel. Et af de store selskaber ville ikke røre ved sangen, fordi chefen mente, at blåbær aldrig vokser på bakker, og da Fats Domino ville indspille sin version, var produceren modstander af idéen – og Fats Domino selv glemte teksten flere gange. Teknikerne måtte derfor sammensætte den endelige version med klip fra flere forskellige optagelser, men Fats Domino sikrede Blueberry Hill en lang levetid – og sangeren selv bliver 80 år på tirsdag.