Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Genbrug af “Rhythm Is a Dancer”

Hej Tor
Der spilles meget et nummer som er lavet hen over ”Rythm is a dancer” med Snap fra 90rne. Hvem er det?
L.

Hej L.
Nummeret hedder ”You and Me” og er med den danske duo Electric Lady Lab. Der skulle i øvrigt være et helt album på vej fra det succesfulde makkerpar.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bruno Mars med båndspaghetti

Hej Tor
Jeg har hørt en sang flere gange i radioen på det seneste, men jeg har ikke fanget hvem den er med. Nu har jeg så også set en bid af videoen, men også uden at finde ud af hvem der sang. I videoen synger en dreng til en pige, mens han former billeder af hende i ”bånd spaghetti” fra et kassettebånd. Hvem er det?
Hilsen Ea

Hej Ea
Et af de store hits for tiden er med den unge sanger Bruno Mars fra Hawaii, og det er den, du har hørt. Nummeret hedder ”Just the Way You Are”. Bruno Mars har tidligere gjort sig bemærket som gæstesanger på hitsene ”Billionaire” med Travie McCoy og ”Nothin’ On You” med B.o.B. Du kan finde ”Just the Way You Are” på Bruno Mars’ debutalbum ”Doo-Wops & Hooligans”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens nytårssang: What’s Another Year

Julen er fuld af julesange, mens nytåret er mere fattigt, når det handler om sæsonbetonet musik. En af de sange, der dog ofte dukker op ved årsskiftet er irske Johnny Logans Melodi Grand Prix-sang ”What’s Another Year”. Teksten handler ikke som sådan om nytår, men om et savn, der ikke har ændret sig, selvom endnu et år er gået for den sørgende. Man kan umiddelbart få det indtryk, at savnet skyldes ulykkelig kærlighed, men efter sigende udspringer teksten mere af, at sangskriveren Shay Healy året forinden havde mistet sin far.

Johnny Logan havde i 1979 deltaget i det irske Grand Prix, og da han i 1980 stillede op med ”What’s Another Year” fik han ikke bare sit store gennembrud, men også en sejr i såvel det irske som det internationale Melodi Grand Prix.

Kategorier
Musiknyheder

Dobbelt boyband til nytår

Herhjemme har vi i tv nytårstraditioner så som dronningens nytårstale og den gamle sketch om 90-års-fødselsdagen. For mange amerikanske tv-seere er noget af det mest ufravigelige på årets sidste dag at følge showet “Dick Clark’s New Year’s Rockin’ Eve” med masser af musik og nedtælling til midnat.

I år kan seerne opleve, hvordan det tager sig ud, når to boybands slår sig sammen til en meget stor gruppe, for de efterhånden granvoksne mænd i New Kids On the Blocks og Backstreet Boys har nemlig slået sig sammen. De to grupper, der optræder som én, tager i 2011 på turné sammen og indleder året med at optræde live på Times Square i New York som en del af tv-showet. Grupperne kendes ofte på initialerne NKOTB og BSB, og derfor er det helt naturligt, at de sammen går under navnet NKOTBSB.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hva’ ska’ vi med kvinder

Hej Tor
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvornår Preben Kaas’ og Jørgen Rygs ”Hvad Ska’ Vi Med Kvinder” udgives for 1. gang. Heller ikke kan jeg finde ud af, hvornår de to herrer 1. gang opfører nummeret live. Kender du svarene på ovenstående?
Med venlig hilsen Claudius

Hej Claudius
Jeg kan se, at “Hva’ ska’ vi med kvinder” flere steder er registreret som værende fra 1964, men den blev – så vidt jeg kan opspore – udgivet i 1963. Den udkom på en singleplade, hvor B-siden indeholder musiksketchen “Erhvervsvejledning” (på baggrund af nummeret “Making Whoopee”). Hvornår den blev opført live første gang, kan jeg desværre ikke svare dig på.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Noder til “Ørnen”

Kære Tor
Ved du om der findes noder til titelsangen Forgiveness fra tv-serien Ørnen, komponeret af Jacob Groth? Min søn kunne godt tænke sig at spille den på klaveret. Jeg har ledt efter dem på nettet, men jeg kan ikke finde dem.
Kærlig hilsen Judith

Hej Judith
Der udgives masser af musik, men der udgives langt fra lige så mange noder. Ofte vil det være en god idé ikke blot at søge på nettet, men også på biblioteket, men i dette tilfælde ser det ikke ud til, at I har heldet med jer. “Forgiveness”-noderne er formentlig aldrig sendt ud i offentligheden.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens julesang: Merry Christmas Everyone

“Snow is falling all around me, children playing, having fun”. Sådan starter en af de sidste 25 års allermest populære julepopsange, ”Merry Christmas Everyone”. Nummeret blev skrevet specielt til Shakin’ Stevens, som meget hurtigt kunne høre, at hvis det blev lanceret rigtigt, ville det kunne blive et meget stort julehit. Sangen lå egentlig klar til udgivelse i 1984, men blev udskudt et år, fordi timingen ikke var optimal. Op til jul i 1984 var det nemlig tydeligt, at Band Aid-støttesangen ”Do They Know It’s Christmas” ville løbe med al opmærksomheden, så Shakin’ Stevens og hans pladeselskab ventede i stedet til 1985 – og introducerede en ny klassiker.

Kategorier
Musiknyheder

Annie Lennox’ julenostalgi

Når en kendt sangerinde er født julemorgen og altid har haft et særligt nært forhold til juletiden og dens traditioner, er det oplagt også at udgive en juleplade. Det har den snart 56-årige Annie Lennox derfor gjort nu. På pladen ”A Christmas Cornucopia” har den tidligere Eurythmics-forsanger indspillet det, hun selv kalder mørke julesange.

Til Wall Street Journal har hun forklaret, at hendes fascination af julesangene blandt andet handler om, at man har lyst til at genopleve børnenes måde at se og opleve verden på. ”Julesange bringer på en eller anden måde den følelse tilbage. Uanset om man er religiøs eller ej, er den der, og vi kan alle være en del af koret”, siger Annie Lennox. Pladen ”A Christmas Cornucopia” indeholder et enkelt nyt nummer samt fortolkninger af sange som ”Silent Night” og ”God Rest Ye Merry Gentlemen”.