Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Joni Joni

Hej!
Kan du hjælpe mig med titel og kunster og hvor jeg finder denne sang, som jeg kun kan følgende af: ”June June kære barn, du er ung og uerfaren, kun 15 somre, så forstå dig kan jeg dårligt vente på”. Det er en duet mellem en kvinde og en mand. Den starter sådan: ”Jimmi vær rar at vente på mig, når jeg blir voksen lige som dig, vil jeg gå med hvor du går hen, 1000 kys din egen ven”.
Hilsen Lone

Hej Lone
Sangen handler ikke om en pige ved navn June, men derimod Joni. Nummeret hedder “Joni, Joni” og er en dansk indspilning af “Don’t Cry Joni” med Conway Twitty & Joni Lee. Bjørn & Okay udsendte den på pladen “Ta’ vesten på” i 1979, men den findes også på opsamlingen “36 fuldtræffere”. Du kan høre originalversionen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Triple-koncert med The Cure

Det engelske band The Cure leverede især i 80’erne og 90’erne lydspor til både de lyse og de mørke tanker hos mange unge mennesker. Selvom bandet ikke har udgivet nyt i nogle år, eksisterer det stadig, og i denne uge gennemfører gruppen et noget utraditionelt koncertprogram.

Tirsdag og onsdag aften giver The Cure to koncerter, hvor de genopfører deres tre første plader fra 1979, 1980 og 1981 i deres fulde længde. Og ikke nok med det: På scenen står netop de bandmedlemmer, som stod bag hver enkelt album, så efterhånden som aftenen skrider frem, udvides The Cure fra at være en trio over en kvartet for at ende som kvintet. Koncerterne, hvor pladerne “Three Imaginary Boys”, “Seventeen Seconds” og “Faith” genopføres, finder sted under kulturfestivalen Vivid Sydney i Australien.

Kategorier
Musiknyheder

Triple-album med Paul McCartney

Paul McCartney fortsætter i juni den serie med genudgivelser fra tiden efter The Beatles, som han satte i gang sidste år. Turen er nu kommet til den meget populære soloplade ”McCartney” fra 1970, som især kendes for den smukke sang ”Maybe I’m Amazed”. Paul McCartney skrev sangen til sin hustru Linda, men fans af ”Simpsons”-tegnefilmene vil også kunne huske, at McCartney i et afsnit har ”afsløret” over for familiens vegetar-datter Lisa, at hvis man spiller sangen baglæns, vil man kunne høre en opskrift på linsesuppe.

Hvis man køber samlerversionen af den genudgivne plade fra 1970, får man hele tre diske med, både en restaureret udgave af pladen, en CD med syv bonusnumre, der ikke fandt vej til den originale plade og en DVD med sjældne optagelser fra tiden omkring ”McCartney”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Oister-reklamen

Hej Tor
Ser du af og til tv-reklamer? Min mand og jeg har hæftet os ved musikken til en reklame fra Oister (mobil internet). Der bliver spillet trommer, og nogle lilla kasser/terninger hopper til musikken. Hver gang musikken stopper, sidder vi med fornemmelsen af at kende fortsættelsen, men…. Det vil ikke undre, om det er musik fra 70-80’erne – i hvert fald er vi rimeligt sikre på, at det ikke er “ny” musik. Kan du løse mysteriet?
Venlig hilsen Gitte Næsborg

Hej Gitte
Hvis jeg tænker på den samme tv-reklame, som den du grubler over, så handler det om indledningen af nummeret “Tainted Love”. Den er indspillet i flere versioner, men det er den mest kendte med gruppen Soft Cell fra 1981, der bruges i reklamen. Du kan høre den på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Aldrig det samme som Ejnar

Til Tor
Min veninde har forgæves søgt efter forfatteren til ”det bliver aldrig det samme med Ejnar”. Inger-Lise Gaarde har sunget den og Lily Broberg. På forhånd tak for hjælpen.
Pia Viborg

Hej Pia
Den gamle sang, som de fleste steder hedder “Aldrig det samme som Ejnar”, er skrevet af skuespilleren Robert Arnold, der også stod bag masser af viser og revytekster. Og musikken er i øvrigt af Kai Ewans, der var en af de store orkesterledere på 1930’ernes og 1940’ernes danske jazzscene.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Den oprindelige Beatles-trommeslager

Trommeslageren Pete Best, der i mange år har gjort det til sin levevej, at han næsten var med i verdens mest populære orkester, giver lørdag koncert i Danmark. Best var trommeslager i The Beatles i årene før deres gennembrud, inden han blev skiftet erstattet af Ringo Starr. Pete Best arbejdede i en længere årrække på arbejdsformidlingen i Liverpool, inden han i 1988 genoptog musikken, og siden da har han turneret med The Pete Best Band. På lørdag optræder gruppen med deres energiske 1960’er-show på Jelling Musikfestival, som i år også præsenterer Jean Michel Jarre, Thin Lizzy og en række store danske navne.

Hans afløser i Beatles, Ringo Starr, har også kurs mod Danmark og giver koncert i Randers i juni.

Kategorier
Musiknyheder

tv-2 markerer 30-års-jubilæum

I denne måned er det 30 år siden, den århusianske gruppe tv-2 udsendte deres debutalbum ”Fantastiske Toyota”. Siden da har de udgivet sange om det, Steffen Brandt senere har kategoriseret som ”sex og opvask” og om den kærlighed, der ellers kan være så svær at tale om.

– Kun i musik er det tilladt at beskæftige sig alvorligt – og ualvorligt – med kærlighed. Ellers er det overladt til folk selv at finde ud af. Der ligger rockens berettigelse. Jeg har altid sunget om kærlighed. Eller mangel på samme. Fantastiske Toyota handler jo ikke om en bil, pointerede forsanger Steffen Brandt engang i bladet MM om gruppens gennembruds-hit fra 1981.

Jubilæet markerer tv-2 blandt andet ved at lægge hele deres store bagkatalog ud til download og streaming i de digitale musikbutikker.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra “Gintberg på kanten”

Hej!
Kan du oplyse mig om melodien til ”Udkantsdanmark” med Jan Gintberg, og om den findes på YouTube.
Med venlig hilsen Flemming

Hej Flemming
Musikken fra tv-programmet “Gintberg på kanten” er med det danske band Southern Gothic Tales, som tiltrækker sig stigende opmærksomhed. Det halvrustne guitartema, som Gintberg bruger, stammer fra nummeret “Small Town Choir” på albummet “In Every Seaport Town”. Du kan høre hele sangen her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger