Kategori: Musiknyheder

Amerikanerne tror, at det i år er 50 år siden, Elton John udgav sit debutalbum, og det bliver markeret med en omfattende genudgivelse af LP’en ”Elton John” fra 1970. Hvis man går op i detaljer og musikkronologi, så hører det med til historien, at den engelske musiker allerede i 1969 udgav pladen ”Empty Sky”, men den udkom ikke i USA, og den indeholder i øvrigt ingen af de sange, man i dag forbinder med Elton Johns tidlige karriere. I 1970 fik Elton John til gengæld det store gennembrud med albummet, der blev særligt kendt for nummeret ”Your Song”, som den dag i dag er en af hans mest elskede sange. I princippet kunne den lige så godt være blevet kendt med en anden kunstner end Elton John selv. Bandet Three Dog Night nåede at indspille den, men undlod at udgive den som single for at se, om den unge sangskriver måske selv kunne få succes med ”Your Song”. Den populære gruppe The Hollies havde også følere ude for at få fingre i balladen med de åbenlyse kvaliteter. Elton John havde arbejdet som studiemusiker for The Hollies og spillede klaver på blandt andet deres store hit ”He Ain’t Heavy He’s My Brother”, så musikerne kendte til den unge mand og hans talenter. Tony Hicks fra The Hollies afslørede for nogle år siden i avisen Daily Mail, at The Hollies var interesserede i netop den sang:

”Jeg tænkte, at det ville være en god sang for The Hollies, og jeg bad forlæggeren om lov til at indspille den. Han fortalte mig, at Elton selv havde indspillet den, og at den stod til at skulle udgives i USA. Han sagde: Men det vil sikkert ikke lykkes for ham, så vent til det er overstået”.

I stedet blev albummet ”Elton John” og blandt andet ”Your Song” startskuddet til nogle voldsomt produktive og succesfulde år for Elton John og hans tekstforfatter Bernie Taupin, og 50-året markeres med en særlig udgivelse på gennemsigtigt lilla vinyl med en remastered version af den originale LP samt en stribe bonusnumre og et par hidtil uudgivne demo-optagelser.

Hvis man rydder op i hjemmets afkroge, kan man være heldig at støde på ting, man helt havde glemt eksisterede. Sådan gik det for musikeren Klaus Kjellerup, der især er kendt fra Tøsedrengene og Danser med Drenge, for da corona-restriktionerne sendte Danser med Drenge hjem på en ufrivillig koncertpause, stødte han på nogle gamle demo-optagelser i sin kælder. Det drejer sig blandt andet om sange, han har indspillet med Philippa Bulgin, som han senere dannede Danser med Drenge sammen med, men de genopdagede numre er fra årene før, bandet rigtigt tog form. Kort tid efter Danser med Drenges store gennembrud i 1993 døde Bulgin af en kræftsygdom, og Klaus Kjellerup har derfor været en tur omkring hendes familie for at få deres tilladelse til at dele de gamle demoer med omverdenen. De er nu udgivet i Klaus Kjellerups eget navn under titlen ”Mixtape – demoer fra 90’erne”.

Under de amerikanske valgkampe kan man nærmest altid være sikker på, at en musiker mener, at hans eller hendes musik er blevet brugt i en uønsket sammenhæng ved valgmøder eller i reklamer, eller at kunstnerrettighederne ligefrem er overtrådt. Nu nærmer vi os præsidentvalget i november, og ved det republikanske konvent i sidste uge kunne man to gange opleve Leonard Cohens sang ”Hallelujah”. Sangen fra 1984 er gennem årene blev fortolket, brugt og misbrugt i et utal af koncerter, film og talentshow. Efter Donald Trumps valgsejr for fire år siden indgik ”Hallelujah” endda også som en slags kombineret hyldest til den netop afdøde Cohen og modstandssang mod Trump i satireshowet ”Saturday Night Live”, hvor en skuespiller udklædt som Hillary Clinton fremførte den ved et klaver.

Men efter ”Hallelujah” blev brugt i forbindelse med, at Republikanerne forleden kårede Trump som deres præsidentkandidat, satte boet efter Leonard Cohen foden ned. I et opslag på Facebook fortæller de, at partiet havde bedt om tilladelse til at bruge ”Hallelujah” og havde fået et nej, og at man er ved at undersøge mulighederne for et retsligt efterspil, fordi Republikanerne anvendte sangen alligevel. De skriver blandt andet, at de er overraskede og forfærdede over ”det ganske frække forsøg på på en så uhyggelig måde at politisere og udnytte Hallelujah”. Beskeden afsluttes med en spids bemærkning om, at man måske havde været mere imødekommende, hvis Trumps hold havde bedt om lov til at anvende Cohens sang fra 2017 med titlen ”You Want It Darker”.

Der er for alvor ved at komme gang i den amerikanske valgkamp. I denne uge afholder præsident Trump og Republikanerne deres virtuelle konvent, og i sidste uge udnævnte Demokraterne officielt Joe Biden til deres kandidat. I den forbindelse lancerede Demokraterne også en lang reklamefilm med musik fra en af partiets gamle kendinge, Bruce Springsteen – og endda en sang fra 2002, der har været gennem valgkampsmaskinerne flere gange tidligere.

Historien fortæller, at Bruce Springsteen få dage efter det store terrorangreb den 11. september 2001 ville tage sin familie med til stranden hjemme i New Jersey. På parkeringspladsen råbte en fremmed mand gennem et åbent vindue i en bil ”Vi har brug for dig nu, Bruce”. USA havde brug for, at musikeren, der gennem tre årtier havde besunget den amerikanske folkesjæl gennem sine musikalske fortællinger, brød sin tavshed og satte ord på kaos, sorg og vrede efter angrebet. Resultatet blev albummet ”The Rising”, hvorfra særligt titelnummeret, som dels fortæller om en brandmands indsats 11. september og dels har religiøse undertoner, er blevet stående. Nogle år senere begyndte præsidentkandidaterne John Edwards, Hillary Clinton og senere Barack Obama at bruge ”The Rising” som et energisk element i deres valgmøder, og ved præsident Obamas indsættelsesfest i 2009 dukkede Bruce Springsteen op med sin guitar og intet mindre end 125 korsangere for at fremføre ”The Rising”.

Nu er ”The Rising” atter en del af en valgkamp i en tre et halvt minut lang reklamefilm med billeder af blandt andet sundhedspersonale, Black Lives Matter-demonstranter, landbrugsarbejdere og i et kort glimt også Bruce Springsteen og hans kone Patty Scialfa.

Phil Collins’ solodebut fra 1981 bliver stadig købt og streamet knapt fyrre år efter, men Phil Collins må alligevel have spærret øjnene op i sidste uge, da online-salget af ”In the Air Tonight” ifølge musiksiden rollingstone.com ifølge musiksiden rollingstone.com var steget 1100 procent sammenlignet med de foregående dage. ”In the Air Tonight” har alle dage levet sit eget liv, og der er få popsange, som har været kilde til lige så mange dramatiske og sejlivede historier – og ikke bare små anekdoter, men deciderede vandrehistorier. Især tekstlinjen ”Well, if you told me you were drowning, I would not lend a hand, I’ve seen your face before, my friend, but I don’t know if you know who I am” har været kilde til historierne om, at Collins havde overværet en mand undlade at redde en druknende person. Collins skulle have opsporet manden og sendt ham en billet til første række ved en af hans koncerter, hvorefter han med rampelyset rettet mod den fremmede mand, afslørede hans udåd ved at synge ”In the Air Tonight”. Nogle fortæller endda, at manden også havde voldtaget Collins’ kone, og andre har berettet, hvordan manden begik selvmord efter at være blevet afsløret. De detaljerede historier har skabt et ekstra lag i den dramatiske popsang – men de er bare ikke sande.

”In the Air Tonight” blev til i en periode, hvor Phil Collins var såret og forbitret over sin første skilsmisse. Engang fortalte han til Mix Online, at han – i modsætning til den kreative proces med gruppen Genesis – arbejdede med et princip i sine solo-numre om meget tidligt i produktionen at få indspillet vokalen, så resten af nummeret kunne bygges op rundt om stemmen: ”Teksten, man hører på In the Air Tonight, var noget, jeg bare sang. Jeg åbnede munden, og ordene kom ud. Jeg havde ikke skrevet noget ned på forhånd, og bagefter lyttede jeg til teksten og skrev den ned”, sagde Phil Collins i 2005 om teksten, som altså ikke var en del af en kriminalgåde eller en spektakulær afsløring.

Når interessen for det gamle hit steg voldsomt for få dage siden, skyldtes det de amerikanske tvillinger Fred og Tim og deres Youtube-kanal TwinsthenewTrend. Her har de gjort det til en fast gimmick, at de sammen lytter til et kendt nummer for allerførste gang og fortæller om deres instinktive reaktioner. Og selvom Fred og Tim måske ligner nogen, der mere er til hiphop, ramte ”In the Air Tonight” noget i dem, særligt da de flere minutter inde i sangen blev overrumplet af de karakteristiske trommer. Tvillingernes reaktionsvideo blev et viralt hit, og dermed blev der føjet endnu et kapital til den lange historie om ”In the Air Tonight”.

Det er denne sommer 24 år siden, at alle dansede til en 25 år gammel udgivelse af en 28 år gammel sang med en nu 58 år gammel gruppe. For selvom det var i sommeren 1996, at man på dansegulvene i Danmark og de fleste andre steder kunne opleve folk være sammen om den simple koreografi til hittet ”Macarena” med Los Del Rio, så havde den faktisk ligget i et års tid og ventet på at kunne sprede sommerstemning. Den version af ”Macarena”, som langt de fleste kender, udkom nemlig den 15. august 1995, og dette voldsomt succesfulde remix kan derfor fejre 25-års jubilæum i denne uge. De to mænd i den spanske duo Los Del Rio, som havde optrådt sammen siden 1962, var nogle år forinden på besøg i Venezuela og deltog i en fest hos en landets rigeste mænd, erhvervsmanden og underholdningsmogulen Gustavo Cisneros, og i løbet af aftenen ankom en lokal flamenco-danser for at optræde. Historien fortæller, at der var så stor begejstring for danseren Diana Patricia Cubillán Herreras flamenco-show, at den ene af mændene fra Los Del Rio dybest set improviserede det, der skulle blive det verdensberømte omkvæd i ”Macarena”-sangen: ”Diana, dale a tu cuerpo alegría y cosas buenas”, som kan oversættes til noget i stil med ”Diana, jeg vil glæde din krop og gøre skønne ting ved den”.

De to musikere arbejdede videre med den improviserede hyldest til den venezuelanske skønhed, men ændrede navnet i sangen fra Diana til Macarena, blandt andet opkaldt efter den ene sangers egen datter. Sangen blev udgivet i 1993 i Los Del Rios helt egen version, men den tog først verden med storm, da remixholdet The Bayside Boys fik fingrene i den og skabte en decideret dansedille med udgangspunkt i de to modne herrers omkvæd, men med et nyt vers, en ny lyd og en fortælling om en lidt mere promiskuøs Macarena end i den oprindelige version. Den mest kendte udgave af ”Macarena” udkom derfor i august 1995 og spredte sig året efter til det meste af verden som et af de største og mest sejlivede sommerhits nogensinde.

I de seneste år er der kommet spillefilm om kendte musikere som Elton John og Queen, men inden længe finder en opsigtsvækkende døgnflue også vej til lærredet, når historien om rapperen Vanilla Ice bliver filmatiseret. På rekordtid blev han superstjerne på grund af hittet ”Ice Ice Baby”, men gassen gik hurtigt af ballonen, og den hvide rapper endte med at blive betragtet som en lidt komisk figur i hiphop-kredse. Filmen kommer til at hedde ”To the Extreme” ligesom Vanilla Ices debutalbum fra 1990. Dengang kunne man i covernoterne til albummet læse, at ”Ice Ice Baby” var skrevet af Vanilla Ice, Earthquake og M. Smooth, og der blev sendt en tak til andre rap-kendisser som MC Hammer, Ice-T og Public Enemy. Til gengæld blev Queen og David Bowie, som ti år tidligere sammen havde skabt ”Under Pressure” med det karakteristiske bas- og klaver-riff, som ”Ice Ice Baby” var baseret på, blev ikke nævnt med et ord.

Sidst i juli afslørede skuespilleren Dave Franco i et interview med Insider, at han har fået rollen som Vanilla Ice og har talt med den nu 52-årige rapper om de hæsblæsende år i 1990’erne.

I sidste uge gik komponisten, entertaineren og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerre bort, og siden da er der sagt og skrevet meget om både hans virke og hans eftermæle. Bent Fabricius-Bjerre satte også selv ord på det, blandt i bogen ”Tanker ved tangenterne” i 2006. Meget symptomatisk brugte han dengang i en alder af 81 år formuleringen ”når jeg bliver gammel” om nogle af hans planer og håb for fremtiden, og helt generelt så han altid fremad for ikke at gå i stå:

”De fleste er lidt bange for at blive ældre. Både dem på tyve, tredive, fyrre, halvtreds og opefter. Undtagen dem, der resignerer og ser tilbage på deres liv i stedet for fremad. Men for mig at se lever de ikke rigtigt”, skrev Bent Fabricius-Bjerre. Dengang i 2006 forholdt han sig i bogens afsluttende linjer også til det eftermæle, vi andre nu taler sammen om efter hans død:

”Jeg er ikke tilfreds med det, jeg har nået, men er glad for det, jeg har lavet. Dynamikken stopper ved tilfredshed. Jeg har ikke behov for at ville andet end det, jeg syntes, jeg kan, og skal man endelig tale om en form for tilfredshed, kunne det være ved tanken om, at nogle af mine melodier forhåbentlig vil blive spillet ud over min egen tid – så lever jeg ligesom lidt længere”.