Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Gymnastikinstruktør med X Factor

Hej Tor

Jeg så X factor i dag (i fredags, red.). Der kom en fyr ind, der sagde han var gymnastikinstruktør. Han spillede også guitar, og han sang en sang med utroligt mange ord i. Var det hans egen eller en ”kendt” sang?

Kh Augusta

Hej Augusta

Utroskabssangen hedder ”Sex Sheets”, og det er engelske Max Milner, der står bag den. Og den originale version fra 2013 er faktisk ikke så meget anderledes end den version, X Factor-deltageren Oliver fremførte til sin audition.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

D-A-D: Fyrre, fest og fejring

Med mindre pandemi, restriktioner og rejsebegrænsninger sætter en stopper for festlighederne, er vi nu trådt ind i året, hvor rockveteranerne i D-A-D fejrer deres 40-års jubilæum. I flere sammenhænge er det ellers en koncert i 1984, der betragtes som bandets ”fødselsdag”, da det først var på dette tidspunkt, at guitarist Jacob Binzer blev en del af Disneyland After Dark, som de hed på det tidspunkt. Reelt havde bandet dog været i gang siden 1982, hvor bassist Stig Pedersen og sanger Jesper Binzer dannede Disneyland After Dark, som i en kort periode også havde Stig Pedersens kæreste Lene Glumer med som sangerinde. Det er velkendt, at da Disneyland After Dark satte næsen op efter et internationalt gennembrud sidst i 1980’erne, begyndte advokaterne i den amerikanske Disney-koncern at rasle med sablerne, og for at undgå sagsanlæg droppede musikerne det oprindelige bandnavn.

Navnet havde ellers fungeret godt ved at antyde, at der kan ske uventede ting, når lysene slukkes i den pæne forlystelsespark – men faktisk havde det originale Disneyland i Californien selv opereret med et ”Disneyland After Dark”-koncept i mange år. Sidst i 1950’erne forsøgte man at få kunderne i Disneyland til at blive hængende længere ved at afrunde dagen med et stort fyrværkeri, og omkring 1960 udviklede det sig til et decideret aftenkoncept med musik, dans og underholdning kaldet ”Disneyland After Dark”. Også et tv-program fra 1962 bar titlen ”Disneyland After Dark”, men da fire langhårede rockmusikere fra Danmark ville tage det samme navn med til USA, øgede det risikoen for et sagsanlæg. Disneyland After Dark blev til D-A-D, men siden da har de over flere omgang drillet Disney-koncernen med det gamle navn. I 2011 udgav de et album med titlen ”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK”, som ser kryptisk ud på skrift, men er let genkendeligt i udtale. Og i 2013 var de på turné i USA, hvor de ved nogle af koncerterne havde et gammelt bagtæppe fra de unge dage med påskriften Disneyland After Dark med på scenen. Fra maj til november i år kommer bandet til både Sverige, Norge, Finland, Spanien og Australien på jubilæumsturné, og der er naturligvis også tid til en rundtur i Danmark.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Punk-høne

Hej Tor

Nu håber jeg ikke, det bliver for svært, men måske kender du den allerede. Jeg ved at der findes en gammel sang (punk-agtigt?), hvor det mest genkendelige er lyden af en høne. Det lyder skørt (det er det også), men det er altså rigtigt nok. Mit bud er den er fra starten af firserne.

Kh Laust

Hej Laust

Skørt? Det er en udmærket beskrivelse af “Psycho Chicken”, som nummeret fra 1980 hedder. Det var gruppen The Fools, der baserede “Psycho Chicken” på Talking Heads-nummeret “Psycho Killer”. Og originalversionen er faktisk også baseret på en anden sang, for den specielle “fa fa”-sekvens i “Psycho Killer” er bygget over Otis Redding-nummeret “Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song)”. David Byrne fra Talking Heads skrev “Psycho Killer” i et forsøg på at lave en Alice Cooper-agtig sang, men han syntes selv, den var fjollet og var faktisk overrasket over, at den blev en succes. Og så blev den endda kun mere fjollet, da The Fools slap den løs i hønsegården.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Knockin’ On Heaven’s Door

Hej Tor

Jeg plejer ikke at opdage ny musik i mit pizzaria, men forleden kørte der en sang i deres højtaler, som jeg ikke kan finde. En kvinde, der synger ”Knocking on heaven’s door”. Moderne, blød house-lyd. Jeg tænkte, at det måske var Kygo, men det lader ikke til at være tilfældet.

Mvh. Joakim

Hej Joakim

Jeg vil mene, at jeg har fundet den version af ”Knockin’ On Heaven’s Door”, du leder efter, og den lyder en del anderledes end både Bob Dylans original og de kendte coverversioner af blandt andre Eric Clapton, Guns ’n’ Roses og Randy Crawford. Den russiske producerduo Slider & Magnit udgav deres udgave i 2019.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

tv-2 i en gammel papkasse

I det forgangne år har bandet tv-2 markeret 40-års jubilæet for udgivelsen af deres første album ”Fantastiske Toyota”, og ét minut før det gamle år udløb, landede en gave til gruppens fans i form af en på én gang både ny og gammel live-plade. I de tidlige år havde tv-2 ved deres koncerter en lydmand ved navn Anders Gadegaard Frandsen. Han gik bort i 2008, og hans bror Christian Frandsen, som arbejder med studieindspilninger og lydproduktion, arvede nogle af de ting, Anders havde samlet gennem årene. I 2015 gik Christian på opdagelse i Anders Frandsens gamle kassettebånd, og i samlingen fandtes flere optagelser fra tiden som lydmand på tv-2’s turnéer fra begyndelsen af 1980’erne til midten af 1990’erne.  Det ældste bånd havde påskriften ”TV-2 Holbæk 2-10-81” og stammede fra en koncert på Elværket i Holbæk i oktober 1981, hvor Anders G. Frandsen havde sat en kassettebåndoptager til at optage signalerne fra mixerpulten. Hans efterladte bror lavede lidt indledende arbejde i forhold til at forbedre lydkvaliteten og kontaktede derefter tv-2 for at høre, om de var interesserede i at høre den gamle optagelse. De fire århusianske musikere var mere end nysgerrige, og i fællesskab med tv-2 og eksperter fra USA har Christian Frandsen gennem flere år arbejdet på at rense lyden og lave små rettelser og tilføjelser, så optagelserne ville blive egnede til at dele med omverdenen.

Optagelsen er lavet i perioden mellem tv-2’s to første album, så koncertgængerne i oktober 1981 kunne opleve endnu uudgivne numre som ”Isbryderen Lenin” og ”Hjertestop”, men naturligvis også masser af sange, de i forvejen kendte fra debutpladen, blandt andet gennembrudshittet ”Fantastiske Toyota”. Steffen Brandt fortalte for nogle år siden til musikmediet Gaffa, at sangen for ham nuancerer Toyotas sejlivede slogan: ”Det er bygget på en falsk historie, for i det virkelige liv, i jeg’ets oplevelse af situationen ude ved stranden sidder der en skæbne i bilen, som er ved at drikke sig selv ihjel. Imens går to unge mennesker forbi på vej ud i det der fantastiske liv og registrerer, hvad der kan vente derude – stor, dyb smerte”. Nytårsaften kl. 23.59, ét minut før tv-2’s jubilæumsår sluttede, blev ”The Holbæk Recordings 81” tilgængelig på diverse streamingtjenester, og i løbet af foråret vil man også kunne erhverve sig koncerten på LP – og på kassettebånd, naturligvis.

Kategorier
Musiknyheder

Desmond Tutu i politik og pop

En af de store figurer i kampen for de sortes rettigheder i Sydafrika og for menneskerettigheder i det hele taget gik bort i søndags. Desmond Tutu, som i 1980’erne og 1990’erne var ærkebiskop, var med til at koordinere forskellige former for ikke-voldelig modstand mod det sydafrikanske apartheid-styre, der favoriserede det hvide mindretal på bekostning af den sorte befolkningsgruppe. Efter Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet og blev valgt til præsident i Sydafrika, blev Desmond Tutu formand for landets sandheds- og forsoningskommission, og således blev han både en af de afgørende personer i den sydafrikanske frihedskamp og et globalt forbillede for behovet for tilgivelse og samarbejde. Nelson Mandela er af mange årsager den mest fremtrædende figur i historien om apartheid-systemets fald, men også Tutu har fået en plads i såvel historiebøgerne som populærkulturen. For eksempel indgår han i et af de store hits fra 1988, ”Gimme Hope Jo’anna”, som var britiske Eddy Grants meget festlige protestsang. Navnet ”Jo’anna” henviste til Johannesburg, som er Sydafrikas største by uden dog at være hverken hovedstad eller regeringsby. Det var ikke svært at regne ud, at ”Gimme Hope Jo’anna” var rettet mod det undertrykkende styre i Sydafrika og bakkede op om de fredelige modstandskræfter i landet, blandt andet i det sidste vers, der inkluderede ærkebiskop Desmond Tutu uden at nævne ham ved navn: ”Even the preacher who works for Jesus, the Archbishop who’s a peaceful man, together say that the freedom fighters will overcome the very strong”. Sangen blev forbudt i Sydafrika, da den udkom i 1988, men florerede alligevel bredt i befolkningen, og den blev også brugt som politisk slagsang i 1994 ved det første valg efter afskaffelsen af apartheid. Musikeren Eddy Grant, der også er kendt for sange som ”Electric Avenue” og ”I Don’t Wanna Dance”, fremhævede i et interview med engelske Metro tidligere i år ”Gimme Hope Jo’anna” som den sang, han er mest stolt af: ”Hvor end i verden, den bliver spillet, kan folk ikke blot genkendte teksten, musikken og rytmen, men også sangens betydning. Nelson Mandela var i fængsel, og sangen blev selvsagt bandlyst af den sydafrikanske regering. Jeg er glad for at være sluppet med livet i behold efter den sang”.

Også rockgruppen U2 havde Desmond Tutu med i sangen ”Silver and Gold” på deres berømte livealbum ”Rattle and Hum” i 1988, hvor forsangeren Bono i en passage undervejs i sangen taler til sit publikum og forklarer, at den handler om en sydafrikaner, som er på nippet til at gribe til våben mod sine undertrykkere og har mistet troen på de vestlige fredsmæglere, der ikke bakker op om biskop Tutu og hans opfordring til økonomiske sanktioner mod Sydafrika.

Desmond Tutu blev 90 år gammel. Han bliver begravet i Cape Town lørdag d. 1. januar.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: You’re old enough…

Hej Tor

Jeg kan huske et brudstykke fra en sang fra starten af firserne, der begynder med ”You’re old enough and the night is still young. Men når jeg søger på det, er det altid Billy Joel “The night is still young”, der dukker op, og det er ikke den. Ingen af mine musikkyndige venner genkender den, måske du gør?

Mvh. Lena

Hej Lena

Af alle udgivelser fra 1982 er dette ikke den mest sejlivede, men hvis du kan huske den, skal du da have mulighed for at finde det frem igen. Det er The Boys Band med debutsinglen “Don’t Stop Me Baby (I’m On Fire)”, som vist var en større succes i Nordamerika, end den var i for eksempel Danmark. Du kan finde den på blandt andet Youtube, men jeg vil advare dig om, at dele af teksten står i et lidt specielt lys knapt 40 år senere. Et omkvæd som “Don’t put me out, not while I’m burning, absolutely taken with desire, please don’t stop me baby” ville nok skulle formuleres en smule anderledes for ikke at påkalde sig åbenlys samtykke-harme.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Snigpremieren på det største julehit

Juleklassikeren over dem alle er ”White Christmas”, som år efter år synges, spilles og fortolkes over det meste af verden. Selvom den originale indspilning med Bing Crosby er fra 1942, kan ”White Christmas” allerede i denne uge fejre en form for 80-års-jubilæum. Crosby havde nemlig sit eget show, ”The Kraft Music Hall”, på den amerikanske radiokanal NBC, og Bing Crosby fremførte ”White Christmas” for allerførste gang for sine radiolyttere juledag i 1941.

En af de vedholdende historier om tilblivelsen af ”White Christmas” er, at komponisten Irving Berlin længe havde haft en idé om at ville skrive en julesang, og at han en dag kom ind på sit kontor for at fortælle sin sekretær om sit helt nye værk: ”Dette er ikke blot den bedste sang, jeg har skrevet – det er den bedste sang, der er skrevet nogensinde”. Sangen skulle være en del af Hollywood-filmen ”Holiday Inn”, hvor Irving Berlin både havde skrevet historien og leverede sangene, men selvom komponisten gjorde sit for at bringe ”White Christmas” frem forrest i feltet, så havde filmselskabet af en eller anden grund udset sig balladen ”Be Careful, It’s My Heart” som det mest sandsynlige hit, som de gerne ville promovere. Komponisten fik dog stærk opbakning fra hovedrolleindehaveren Bing Crosby efter en gennemgang af sangene. Han bakkede Irving Berlin op med ordene: ”Den her behøver du ikke bekymre dig om, Irving”.

Resten er historien, og ”White Christmas” blev med årene et globalt hit, som vandt en Oscar og den dag i dag står som den bedst sælgende singleplade nogensinde med mere en 50 millioner solgte eksemplarer.