Musikbrevkassen.dk

I slutningen af september er det – uanset om man kan overskue betydningen af det eller ej – intet mindre end tredive år siden, bandet Metallica udgav det album, som egentlig hedder ”Metallica”, men som i daglig tale normalt kaldes ”The Black Album”. Pladen katapulterede Metallica fra hardrock-nichen til toppen af musikverdenen, og den blev en af de bedst sælgende nogensinde båret frem af sange som ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven” og ”Nothing Else Matters”. I anledning af det forestående 30-års jubilæum er der i de seneste dage frigivet udvalgte numre fra to specielle udgivelser. Albummet bliver naturligvis genudgivet i remastered udgave med masser ekstra materiale, men derudover kommer også et coverprojekt, som i fysisk form vil fylde syv LP’er eller fire CD’er. Det store 1991-album er nemlig blevet genindspillet af hele 53 kunstnere, som hver har kunnet vælge den af de tolv oprindelige sange, de gerne ville fortolke på deres egen måde. Ikke overraskende er det balladen ”Nothing Else Matters”, som flest har kastet sig over. Indtil videre kan man på streamingtjenester finde de nye versioner med Phoebe Bridges, Miley Cyrus og Chris Stapleton, men når hele kataloget er online den 10. september tæller det i alt tolv genindspilninger af blandt andre Depeche Mode-forsanger Dave Gahan og Roxette-medlemmet Per Gessle.

I 2008 fortalte Metallica-forsanger James Hetfield til musikmediet Mojo, at han havde været lidt bekymret for at præsentere sangen for de andre i bandet: ”Til at begynde med ville jeg slet ikke spille den for gutterne. Jeg troede, at Metallica kun kunne handle om os fire. Det er sange om at ødelægge ting, headbanging, ofre sig for publikum, hvad som helst så længe det ikke var om damer og smarte biler, selvom vi godt kunne lide den slags. Denne sang var om en kæreste, jeg havde på det tidspunkt. Den endte med at blive en pænt stor sang”. ”The Metallica Blacklist”, som det omfattende hyldestalbum hedder, er tilgængeligt på nettet fra 10. september og i fysisk form fra 1. oktober, og det indeholder også et dansk bidrag, da Volbeat medvirker med en tung fortolkning af ”Don’t Tread On Me”.

Et af rockhistoriens mest kendte guitar-riff og en af mest genkendelige klassikere er blevet genoplivet i et opsigtsvækkende samarbejde. Guitaristen Tom Morello var en af grundpillerne i bandet Rage Against the Machine, der landede med et brag midt i 1990’erne, og han har også været med i blandt andet gruppen Audioslave. I sin nuværende solokarriere har han som guitarist brug for sangere, og Morello har satset på nogle af de store kanoner på sin nye udgivelse. I sidste uge udgav han nemlig en coverversion af AC/DC-klassikeren ”Highway to Hell” sammen med ingen ringere end Bruce Springsteen og Pearl Jams frontmand Eddie Vedder. I en pressemeddelelse siger Tom Morello, at ”Vores version af Highway to Hell hylder AC/DC, men med Bruce Springsteen og Eddie Vedder bliver denne legendariske sang taget med ind i fremtiden. En af de største rock’n’roll-sange nogensinde sunget af to af de største rock’n’roll-sangere nogensinde. Og så leverer jeg en lynende guitarsolo”.

Det er dog ikke første gang, de tre erfarne rockmusikere prøver kræfter med ”Highway to Hell”. For nogle år siden trådte Tom Morello til som vikarguitarist i Bruce Springsteens band, og der findes en optagelse fra AC/DC’s hjemland Australien, hvor de med Eddie Vedder som gæst på scenen rocker sig igennem ”Highway to Hell”. AC/DC udgav nummeret i 1979, og siden da har der floreret mange historier om, hvad sangen handler om. Flere af dem peger på bandets turnéliv, men der findes også en forklaring, som knytter sig til bandets oprindelige forsanger Bon Scotts hjemby Fremantle. Hovedvejen Canning Highway, hvor baren The Raffles lå, blev efter sigende kaldt ”hovedvejen til Helvede”, fordi dårlig skiltning ved et kryds havde kostet flere ofre. Så når der i ”Highway to Hell” bliver sunget ”Going down, party time, my friends are gonna be there too” og ”No stop signs, speed limit, nobody’s gonna slow me down”, så handler det ikke (nødvendigvis) om at skulle genforenes med sine venner hos Den Onde selv, men om at følge den farlige vej med kurs mod det lokale værtshus.

Tom Morello udsender sit album ”The Atlas Underground Fire” den 15. oktober, og udover Springsteen og Vedder får han til den tid også hjælp fra folk som rapper og reggae-musiker Damien Marley og countryrocksanger Chris Stapleton.

Hej Tor
I radioen (P3, vil jeg tro) var der engang et program, som nogle gange spillede et gammelt nummer, som var lidt kikset/kitschet på den ene eller anden måde. Jeg husker ikke meget, men jeg husker noget med ”the cutest thing in the navy”. Siger det dig noget?
Kh Mette

Hej Mette
Det kunne godt lyde som et af de faste programpunkter i P3’s ”Stenstrop & Partners” sidst i 1990’erne. Jeg tror, at værten Uffe Stenstrop kaldte disse sange for ”smid-væk-hits”. Og jeg vil tro, at du tænker på det mærkværdige – og tvetydigt lumre – Ruth Wallis-nummer fra 1953 ”The Dinghy Song”, der handler om ”the cutest little dinghy in the navy”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hvis man i fremtiden skulle blive involveret i en diskussion om, hvad der er den bedste danske plade nogensinde, så findes der nu slags demokratisk afgørelse, man kan henvise til. Gennem mere end et år har alle interesserede kunnet deltage i den ene afstemning efter den anden på Facebook-siden ”Det bedste danske album nogensinde”. Når radiostationer og musikmedier forsøger sig med afstemninger, er der som regel kun et meget begrænset udvalg, brugerne kan vælge imellem, men i dette tilfælde var der fra starten flere end 2000 album i en løbende ”knock out-turnering”. Næsten ukendte nichealbum, velkendte udgivelser og folkekære klassikere dystede én og én mod hinanden, og kun det ene album i hver af de tilfældigt sammensatte afstemninger kunne gå videre til næste runde. Efterhånden blev feltet snævret mere og mere ind, og de fire tilbageværende på semifinaleniveauet var Kim Larsen-pladerne ”Værsgo” og ”Midt om natten” samt Gasolins ”Efter endnu en dag” og tv-2’s ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da finaleafstemningen stod i onsdags, var det Kim Larsen vs. Kim Larsen, og ”Værsgo” løb med sejren med 50,4 procent af stemmerne.

”Værsgo” var Kim Larsens første solo-LP og blev udgivet i 1973, hvor succesen for hans band Gasolin var enorm, men hvor Larsen havde brug for at få afløb for sin lyst til at lave andet end rock, hvis ikke de modstridende interesser mellem Gasolin-medlemmerne skulle splitte bandet ad. Ifølge bogen ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader” var LP’en ”Værsgo” fra starten tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og der var oprindeligt så mange sange på bordet, at Larsen kunne have lavet et dobbelt-album, indtil produceren fik ryddet op i materialet og forkortet den samlede udgivelse. Den røde tråd fra starten var et science fiction-tema, og selvom det ikke står lysende klart, når man hører det endelige resultat, så kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af sci-fi-grundidéen. Med sange som ”Joanna”, ”Hvis din far gir dig lov” og ”Det er i dag et vejr” er ”Værsgo” både blevet folkeeje og en stor kommerciel succes, sidenhen optaget i ”Kulturkanonen” og nu kåret ”Det bedste danske album nogensinde”.

I august påbegynder initiativtageren til Facebook-siden en tilsvarende afstemningsrække for at kåre den bedste danske film nogensinde.

Hej!
Leder efter en sang der hedder ”Suzy” med Benny Collins fra 1977.
Mvh Dorthe

Hej Dorthe
Det er korrekt, at sangeren Benny Collins i 1977 udgav singlen “Suzy”, og så vidt jeg kan se i musikfortegnelser på nettet, var det hans eneste udgivelse. Den findes tilsyneladende ikke på nogen streamingtjenester, og ingen har lagt den på Youtube. Nogle gange kan man være heldig, at gamle vinyludgivelser kan lånes på biblioteket, men ifølge bibliotek.dk er det kun Det Kgl. Bibliotek i København, der har et eksemplar stående, og den er desværre ikke til udlån. Skulle nogen blandt Musikbrevkassens læsere ligge inde med ”Suzy”, formidler jeg gerne kontakten. 
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det sker jævnligt, at bands afprøver nye idéer eller udforsker genrer, men sommerens mest mærkværdige – og måske mest humorfyldte – stilskift står rockgruppen Foo Fighters for. Forleden udsendte de et album under navnet Dee Gees, som både henviser til forsanger Dave Grohls initialer D. G. og til den gamle poptrio Bee Gees. De erfarne rockmusikere har nemlig genindspillet en håndfuld Bee Gees-sange fra discomusikkens storhedstid, og det kunne måske have været interessant at høre tunge rockfortolkninger af discogenrens dansegulvsklassikere, men Foo Fighters har lidt overraskende valgt at indspille sangene meget tro mod originalerne – også med den karakteristiske falsetsang. Den første single fra Dee Gees-hyggeprojektet er genindspilningen af et stort hit i 1976, som også blev en del af ”Saturday Night Fever”-filmen i 1977, hvor hovedrolleindehaver John Travolta indtager dansegulvet til den pågældende sang. Filmproducerne havde egentlig tænkt sig, at nummeret ”Night Fever” skulle bruges i den scene, men Travolta havde indøvet sine dansetrin til tonerne af den allerede berømte ”You Should Be Dancing”, så han insisterede på, at den blev brugt i stedet. Nu er ”You Should Be Dancing” sammen med blandt andre ”Tragedy”, ”More Than a Woman” og ”Night Fever” blevet genoplivet af musikerne fra Foo Fighters på albummet med titlen ”Hail Satin”.