Musikbrevkassen.dk

Der er stadig en uges tid til, at stjerneinstruktøren Peter Jacksons store Beatles-filmprojekt bliver frigivet, så selvom de største fans dybest set har ventet i mere end 50 år, må de væbne sig med tålmodighed nogle dage endnu. Den tredobbelte dokumentarfilm ”Get Back” er baseret på mere end 60 timers filmoptagelser fra indspilningerne af det album, som egentlig også skulle have heddet ”Get Back”, men som i sidste ende fik titlen ”Let It Be”. Optagelserne fra 1969, som har været gemt væk i et halvt århundrede, viser de fire musikere skrive og indspille sangene til albummet samt hele den tilhørende koncert på taget af Apple Records, som blev The Beatles’ allersidste liveoptræden. Hvilke samtaler og interviews filminstruktøren bag ”Ringenes Herre” har udvalgt, får vi først at se i næste uge, men måske kommer vi også bag historien om titelnummeret ”Get Back”.

Sangen startede som en slags satire over en aktuel politisk debat om indvandrere i Storbritannien, og et af de oprindelige vers handlede om pakistanere, der boede som storfamilier i små lejligheder og kom for at tage briternes arbejde. Omkvædet ”Get back to where you once belonged” var en parodi på de mest hidsige stemmer i debatten, men historien fortæller, at det efterhånden stod klart, at det satiriske og ironisk distancerede element i sangen alt for let kunne misforstås, og i eftertiden blev Paul McCartney da også beskyldt for racisme af folk, der havde hørt de tidlige udgaver af sangen. Derfor ændrede han teksten til at handle om den fiktive Jojo fra Tucson i Arizona og om at finde tilbage til sine rødder – ganske som The Beatles forsøgte under indspilningerne i 1969, hvor planen var at fremstå mere som det liveband, de engang var, i højere grad end at gøre brug af eksperimenter og studieteknik. Melodien ændrede han ikke stort på. Den var det, John Lennon i bogen ”All We Are Saying” kaldte ”en bedre version af ’Lady Madonna’, altså en smør-på-brødet-genskrivning”.

Peter Jacksons tre store ”Get Back”-film får premiere på streamingtjenesten Disney+ i næste uge, og for dem, der slet ikke kan få nok af Get Back”, der blev til ”Let It Be”, så er der for nylig udkommet et bokssæt med en Blu-ray-film, en bog og fem CD’er, der indeholder demoversioner, alternative album-mix og en opfrisket version af albummet, der blev udsendt i 1970, efter The Beatles var gået hver til sit.

Hej Tor
Da Bill Haley and his Comets indspillede Rock Around the Clock og andre dejlige numre i maj 1954, udkom de på 78-omdrejnings lakplader beregnet til afspilning på mekaniske grammofoner med tragt og nåle. Kort efter kom den nye tidsalder med vinylplader i 33 og 45 omdrejninger til afspilning på nye pladespillere med safir og højttaler. Man må formode, at den unge generation ret hurtigt kastede sig over de nye former for musikgengivelse. Men i mit hjem har holdt tragtgrammofon og nålestifterne sig længe efter. Jeg har stadig Rock Around the Clock og de andre på 78-plader, og betragter dem som meget sjældne, da de kun spiller tre minutter på hver side og derfor nemt bliver anbragt i sofaen under pladeskiftet ved en ungdomsfest, hvorefter andre sætter sig oven i dem og ødelægger dem. Mit spørgsmål drejer sig om en rytmisk figur, som Bill Haley og hans saxofoner laver over 12 takter før sidste kor i Rock Around the Clock. Hvor har Bill Haley den fra? Er det en figur, der var oppe i tiden? 
Venlig hilsen
Peter Wendelboe, hvis ungdomsorkester selv i halvtredserne slog sig på rockmusikken

Hej Peter
Dit spørgsmål har ført mig ned i et dybt kaninhul af Bill Haley-anekdoter og -analyser om de letgenkendelige tolv takter, hvor hele orkestret på én gang følger den samme rytmefigur (se bl.a. rockabillyhall.com). Man kan pege på mange forskellige ting, der minder om den omtalte figur, så det er i hvert fald ikke én, de har opfundet uafhængigt af andre. “Rock Around the Clock” blev oprindeligt indspillet af Sonny Dae and His Knights nogle måneder før Bill Haley and His Comets, og heri indgår den samme figur, dog i en noget kortere udgave under en guitarsolo. Og helt tilbage i 1941 bruger vokaltrioen The Andrews Sisters en lignende figur i slutningen af hittet “Boogie Woogie Bugle Boy”. Hos Bill Haley fremstår den dog meget mere markant, fordi hele orkestret og ikke mindst saxofonisten er sammen på anslagene. Et fint eksempel på, hvordan musikkens udvikling altid er nye idéer, der bygger videre på gamle idéer. 
Med venlig hilse
Tor Bagger

Der er meget skidt at sige om det seneste halvandet års corona-nedlukninger verden over, men mellem aflysninger og isolation er det også piblet frem med nye idéer. En af dem, der kastede sig ind i virtuelle eksperimenter, var popveteranen Elton John. Han har for nylig udsendt et helt album med meget forskelligartede numre, der under nedlukningen er blevet til på tværs af studier og landegrænser – og på tværs af genrer. En af sangene fra albummet ”The Lockdown Sessions” har her i efteråret endda givet Elton John en førsteplads på den britiske hitliste for første gang i 16 år. Meget symptomatisk for den eksperimenterende stil er sangen ”Cold Heart” stykket sammen af melodi og tekst fra fire forskellige Elton John-sange, så de fremstår som en helt ny sang, og den er skabt i samspil mellem den 74-årige Elton John, den 26-årige sangerinde Dua Lipa og den australske producertrio Pnau.

Titlen ”Cold Heart” stammer fra en tilbagevendende linje i sangen, som er hentet fra ”Sacrifice”, en del af omkvædet er lånt fra hans ”Rocket Man”, og derudover bygger den nye kludetæppesang også på brudstykker af ”Kiss the Bride” og den mere ukendte ”Where’s the Shoorah?”.

Hej Tor
Jeg hørte ”Blackbird” i radioen (tror det var P8 Jazz), men ikke med Beatles/Paul Mccartney, men en kvinde. En slags blød jazz-version. Hørte ikke hvem det var. Siger det dig noget?
Mvh Hannah

Hej Hannah
Der findes mange indspilninger af The Beatles’ ”Blackbird”, men ud fra din beskrivelse er det nok, Josefine Cronholm, du har hørt. Hun er svensk jazzsangerinde med en del danske aktiviteter, og hendes indspilning af ”Blackbird” findes på albummet ”Ember” fra 2018.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Der findes allerede adskillige bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen, men i dag landede endnu en af slagsen. Selvom forsanger Kim Larsen døde for nogle år siden, kommer han også til orde i bogen, da den blandt meget andet også bygger på hidtil ikke offentliggjorte interviews med alle fire medlemmer, som filminstruktøren Anders Østergaard lavede i forbindelse med sin dokumentarfilm fra 2006. Resultatet er et omfattende værk med titlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” af Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard, der gennemgår bandets historie, succes og opbrud, musikernes baggrund og naturligvis musikken, blandt andet med interessante anekdoter om tilblivelsen af nogle af deres mest kendte sange. Selvom de fleste i dag nok kan enes om, at sange som ”Kvinde min”, ”Masser af succes” og ”Rabalderstræde” er blandt deres største hits, så var det ifølge Franz Beckerlee ikke indlysende klart dengang: “Når vi havde indspillet en plade, gættede vi tit på, hvilket nummer der ville blive et hit, men vi gættede altid forkert. Erfaringen i det lange løb blev, at dem, vi lavede på ti minutter, var dem, der blev hits. Dem, vi knoklede med i tre måneder, nåede ikke ud over dørtærsklen.”

Nogle ting var der dog tid til at arbejde med undervejs, for bogen beretter om, hvordan ”Kvinde min” var genstand for en del diskussioner, før den blev til virkelighed. Indtil da havde Gasolin’ ikke skrevet egentlige kærlighedssange, og både internt i bandet og hos Mogens Mogensen, der hyppigt hjalp med at skrive deres tekster, var der modvilje mod den slags sentimentale pladder. Kim Larsen medbragte en morgen et udkast til en melodi, og han måtte indsynge på et demobånd alene med sin guitar, fordi de andre havde pakket alt udstyr sammen for at tage i ”træningslejr” et sted i Jylland. Herefter gik arbejdet med teksten i gang, og Franz Beckerlee fortæller i bogen, at der blandt andet blev fjernet en passage i et vers, han ikke brød sig om: ”Den linje gik ud på, at vi lå og puttede den ind bagfra, ha ha. Jeg tænkte: ’Det kan vi sgu da ikke synge om’. Kim sagde: ‘Men det er jo det, vi gør’. Jeg sagde: ‘Tal for dig selv, mand. Det kan vi sgu da ikke sætte på skrift og udgive.’ Det mente han bestemt, vi kunne.”

Bogtitlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” kan måske forekomme en anelse svulstig, men det er et udtryk, guitaristen Franz Beckerlee selv har brugt. For nogle år siden var han gæst på radiokanalen P6 Beat, hvor han forklarede, at selvom de i bandet var uenige om mange ting, var der noget fælles, der bandt dem sammen: ”Skal jeg hælde lidt mod overtro, så var Gasolin’ gudernes vilje. Det var noget, vi skulle. Uanset om vi ville det eller ej, blev vi nødt til at blive sammen og lave den musik. Jeg kunne ikke forestille mig at møde nogle andre, jeg skulle blive sammen med og lave musik med end dem”.

Halloween-aktiviteterne har i de seneste år grebet om sig, og den amerikanske udgave af Allehelgensaften er også blevet en fast tradition mange steder i Danmark. Der laves hyggeligt uhyggelige halloween-udgaver af kendte produkter, butiksvinduerne er pyntet med græskar og edderkoppespind, og børn går fra dør til dør med kravet om ”slik eller ballade”. Men selvom interessen er stor, er halloween-fejringen en død sild på musikfronten, når man sammenligner med juletiden, og skal man for eksempel sammensætte en halloween-playlist, er man nødt til at finde sange, som rummer en uhyggelig stemning eller et gysertema, men som reelt ikke har noget med halloween at gøre. Jagten på en god halloween-sang har også ført folkene bag Muppet Show ud i en lidt speciel løsning til den nye film ”Muppets Haunted Mansion”, der på streamingtjenesten Disney+ har fået den danske titel ”Spøgelseshuset”. Udover et par nyskrevne sange til filmen rummer ”Spøgelseshuset” nemlig også en ny, munter indspilning af sangen ”Dancing In the Moonlight”, som formentlig primært er valgt ud fra sin titel.

De fleste forbinder nok ”Dancing In the Moonlight” med bandet Toploader, som i 2000 gjorde den til et stort hit, men sangen er meget ældre end det – og den har endda en forhistorie, som er en del mere uhyggelig end halloween-indspilningen med Muppet-dukkerne. Nummeret er nemlig skrevet helt tilbage i 1969, efter musikeren Sherman Kelly besøgte den caribiske ø Sankt Croix, som engang var en del af Dansk Vestindien. Sherman Kelly har både på sin egen hjemmeside og på den hollandske tv-kanal NTR fortalt, at han på Sankt Croix var det første offer for en lokal bande, der endte med at dræbe otte amerikanske turister. Han og hans kæreste overnattede på stranden for ikke at blive søsyge på båden, men om natten blev de overfaldet. Sherman Kelly blev slået i hovedet med et baseballbat, og hans kæreste blev voldtaget, og lægerne var ikke sikre på, at han ville overleve på grund af flere kraniebrud. Det gjorde han heldigvis, og mens han kom til hægterne igen, skrev han en sang, hvor han ”forestillede sig en alternativ virkelighed, en drøm om en fredfyldt og glad hyldest til livet”. Resultatet var ”Dancing In the Moonlight”, som han i 1970 udgav sammen med bandet Boffolongo, uden at den ligefrem ændrede musikhistorien.

Et par år senere tog en af hans gamle venner sangen med videre til sit band King Harvest, og da de indspillede den, fik den pludselig luft under vingerne. I 2000 blev den atter et hit med gruppen Toploader, og i 2018 fik svenske Jübel også pæn succes med en nyfortolkning af ”Dancing In the Moonlight”. Men det er først med Muppet-figurernes indblanding, at måneskinsdansen er blevet en del af en halloween-fest.